Godt nytår, god morgen og velkommen til det første, hurtige Business-overblik i 2026! 

Bankernes gebyrindtægter er steget med 39 procent over de seneste ti år, viser ny kortlægning, der får regeringen til at overveje konkrete tiltag for at øge konkurrencen.

»Bankerne er med til at svække Danmarks konkurrenceevne med så høje gebyrer, fordi det svækker virksomhederne. Det kan vi simpelthen ikke være tjent med. Hvis ikke de selv kan justere kursen, så må erhvervsministeren gribe ind,« siger underdirektør Alexander Søndergaard fra de små og mellemstore virksomheders brancheorganisation SMV Danmark til Finans.

SMV Danmark kritiserer også bankerne for, at de renter, som virksomheder betaler for at låne, nemlig i snit 5,8 procent, er steget mere end renten på indlån, der kun er på omkring 2,1 procent.

Bankernes organisation Finans Danmark afviser, at bankerne tjener for mange penge, men erhvervsminister Morten Bødskov (S) kalder SMV Danmarks tal for »voldsomme« og fastslår at regeringen overvejer »konkrete tiltag, der skal til for at fremme konkurrencen« uden at sætte hverken tid eller omfang på. Han opfordrer indtil videre virksomhederne til at udfordre deres bank ved bl.a. at hente tilbud fra andre banker.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.30. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.30. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.

Dagens vigtige

Danmarks skjulte jobkrise hærger – kommuner på stribe er sat uden for jobfesten. Hele 49 kommuner sakker bagud i beskæftigelsen, mens jobfesten boomer i København. Danske yderområder og byggebranchen er særligt ramt, viser en ny analyse ifølge Berlingske. »En voksende del af Danmark er ved at blive hægtet af,« advarer 3F-økonom.

**

Statsministeren bøjer sig for presset – vil sende checks direkte til udvalgte danskere. Danskere, der har svært ved at få enderne til at hænge sammen på grund af de høje fødevarepriser, bliver nu stillet en særlig økonomisk kompensation og en mulig lavere moms på fødevarer i udsigt. Det afslørede Mette Frederiksen (S) i sin sidste nytårstale som statsminister i SVM-regeringen, skriver Berlingske.

**

Ørsted-projekt klager til domstol i USA. Ørsted går igen rettens vej for at få genoptaget arbejdet med det 87 procent færdige vindmølleprojekt Revolution Wind ud for USA. Ifølge en fondsbørsmeddelelse fredag morgen har Ørsted klaget til distriksdomstolen i Washington DC for at få ophævet eller midlertidigt suspenderet forbuddet mod at fortsætte arbejdet, skriver Finans.

**

Sandmangel kan stoppe byggeri og produktion på Bornholm. Siden 1. december har der været lukket for at hente sand op fra Rønne Banke, og det kan hurtigt ramme Bornholm hårdt på alt fra byggeri af boliger til energianlæg eller produktion af betonelementer, siger Søren Evald Jensen, formand for foreningen Dansk Råstoffer under Dansk Industri, til Jyllands-Posten. Der mangler sand til bl.a. at bygge Energiø Bornholm og til øens eneste betonfabrik. To tilladelser udløb, selv om der var søgt om fornyelse i god tid. Man kan nu blive nødt til at hente sand i Jylland, hvilket vil øge omkostningerne og CO2-belastningen.

**

Bulgarien har indført euroen. Bulgarien indførte 1. januar euroen som landets valuta i stedet for den hidtidige lev, der har været i brug siden 1881, og er nu det 21. land i Europa, som bruger euro. Skiftet har splittet befolkningen, skriver BBC. Hele januar kan man endnu betale med begge valutaer. Fra 1. februar kan man udelukkende bruge euro.

God fredag og god weekend!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.