God morgen, og velkommen til Business-overblikket! 

De globale aktiekurser og dollaren falder torsdag morgen som følge af den skrøbelige handelsaftale mellem USA og Kina, stigende spændinger i Mellemøsten og vedvarende nervøsitet over handelskrigen.

USA og Kina indgik onsdag en aftale, som vil fjerne kinesiske eksportbegrænsninger på sjældne jordarter, der er afgørende ingredienser i al elektronik, og tillade kinesiske studerende adgang til amerikanske universiteter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Men vestlige virksomheder siger, at Kina kræver følsomme forretningsoplysninger til gengæld for de sjældne jordarter og magneter, hvilket skaber bekymring for muligt misbrug af data og afsløring af handelshemmeligheder, skriver Financial Times

Kinas handelsministerium kræver nemlig detaljer om produktionen og fortrolige lister over kunder som del af godkendelsesprocessen.

Og der er hverken udsigt til stabilitet eller reel fredsslutning, vurderer Berlingskes erhvervskommentator og Asien-korrespondent.

Status på markederne

Asiatiske kurser er trukket kl. 7.00. For USA og Danmark er det lukkekurser fra onsdag.
Asiatiske kurser er trukket kl. 7.00. For USA og Danmark er det lukkekurser fra onsdag.

Dagens vigtige

Bandlyst kinesisk overvågningsudstyr hos DTU. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) anvender i stor stil bandlyst kinesisk overvågningsudstyr på sine tre største campusser i Lyngby, Ballerup og DTU Risø. Finans kan dokumentere mindst 56 overvågningskameraer fra Dahua hos DTU, der bryster sig af at være »erhvervslivets foretrukne samarbejdspartner«. I flere tilfælde anvendes overvågningskameraerne i højrisikozonen for industrispionage. DTU selv afskriver bekymringen.

**

Boligøkonom udpeger den nye solskinshistorie på boligmarkedet. Alle boligpriserne spurter afsted og stiger generelt mest i hovedstaden og Nordsjælland. Nu løber én boligtype hurtigere i provinsen end i hovedstaden og krydser et nyt højdespring, skriver Berlingske.

**

Tusinder af nybyggede huse ramt af alvorlige fejl. Fugerne smuldrer, og familier må vente i årevis på hjælp, efter at tusindvis af typehuse er ramt af fejl på deres murværk. Det skriver Børsen og DR. Udbedringen af dårlige fuger koster typisk over 100.000 kroner, hvorfor typehusfirmaerne risikerer oprydningsregninger for et stort, trecifret millionbeløb. Bygningsingeniør Morten Mathiasen, som har 20 års erfaring i byggebranchen og har gennemført flere end 9.000 bygningsinspektioner, vurderer, at »nok op mod 40 procent af typehusene« har dette problem.

**

DI kræver milliarder til teknologi, så USA og Kina ikke vinder. I en ny geopolitisk virkelighed må Danmark gøre sit for ikke at gå bagud af dansen og gøre sig uafhængigt af USA og Kina. Det mener Dansk Industri, der vil målrette fem milliarder til forskning og forsøger at råbe Christiansborg op, skriver Berlingske. Minister deler analysen, men afviser organisationens »hårde« prioritering.

God dag!