Business-overblik: Største prisfald på ejerlejligheder i ti år

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Salgsprisen på ejerlejligheder faldt markant i januar, viser nye tal. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til morgenens hurtige Business-overblik denne torsdag.

I dag runder vi blandt andet:

  • Over en million kunder får intet: Energikæmpe deler kun ud til bestemt gruppe

  • Nu falder prisen på VWs søstermærke markant

  • Topchef kræver handling: Unge sparer alt for meget op til pension

  • Musk flytter rumselskab i protest mod løndom

Men vi begynder på ejendomsmarkedet.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Nye tal fremviser det største prisfald på ejerlejligheder i ti år

Fra december til januar er priserne på ejerlejligheder faldet med 4,4 procent. Særligt i Københavns Kommune er faldet stort, viser tal fra Boligsiden.

Det skriver TV 2.

»Ser vi på de rå tal måned for måned, så ser vi det største prisfald for ejerlejligheder i løbet af de seneste ti år,« siger cheføkonom ved Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre til TV 2.

Hvis man sæsonkorrigerer, er salgspriserne i Københavns Kommune faldet med 5,1 procent. Regner man derimod ud fra de seneste ti år, er priserne faldet med 5,7 procent. Boligsiden understreger dog, at det er uklart, hvor mange bolighandler tallet er baseret på.

I Aarhus Kommune er salgspriserne faldet med 3,6 procent. Sæsonkorrigeret er priserne her faldet med 2,4 procent.

Det skriver andre medier om

1. Over en million kunder får intet: Energikæmpe deler kun ud til bestemt gruppe

Energiselskabet Andel vil dele næsten en milliard kroner ud til omkring 400.000 andelshavere i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne i netselskabet Cerius’ forsyningsområde. 100.000 har allerede søgt om hver 2.500 kroner. Der er dog ingen penge i vente, hvis man hører til netselskabet Radius, som Andel også ejer, med cirka 19.000 kilometer elnet og en million kunder i københavnsområdet. »Vi kan selvfølgelig godt forstå, at der er en frustration og ærgrelse. Som kunde tænker man jo, at alle er ligestillet, men det er de altså ikke. Udbetalingen sker ikke efter kundeforhold, men følger en model, der er besluttet af Andels repræsentantskab,« siger pressechef Morten Kidal fra Andel til TV 2.

2. Nu falder prisen på VWs søstermærke markant

Prisen på elbilen Cupra er netop blevet nedsat med op til 41.000 kroner. Det betyder, at den model, der er kendetegnet ved at have det største batteri og en officiel rækkevidde på 548 kilometer, er faldet til 309.990 kroner. Det skriver Finans. »Cupra lægger nu pres på konkurrenterne fra blandt andet Opel og Peugeot og den nye Volvo EX30 med den lave pris,« mener markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen, der også siger til Finans, at prisnedsættelsen er nødvendig for Cupra. Til sammenligning koster en Tesla Model 3 med samme rækkevidde 340.000 kroner.

3. Musk flytter rumselskab i protest mod løndom

Mangemilliardæren Elon Musk flytter nu også sit rumselskab, SpaceX, fra staten Delaware til Texas, skriver Financial Times og BBC. Det sker i protest mod en dom, i Delaware, der annullerede rigmandens store lønpakke på 56 milliarder dollar fra elbilproducenten Tesla, hvor han er topchef, og som er grundlaget for hans store rigdom. Musk har netop flyttet Neuralink, som implanterer chips i hjernen, til Nevada og sagde for to uger siden, at Teslas aktionærer skal stemme om at flytte Teslas juridiske registrering fra Delaware til Texas.

Det skriver vi om

1. Topchef kræver handling: Unge sparer alt for meget op til pension

Troels Blicher Danielsen, topchef i Tekniq Arbejdsgiverne, advarer om, at de unge sandsynligvis kommer til at arbejde meget længere og spare store summer op til pensionen. Men de når næppe at bruge pengene, og det tangerer ifølge ham et generationstyveri. Læs historien her.

2. Få uger før historisk skandalesag skal for retten: Pludselig tilståelse fra Sanjay Shahs medhjælper kan få afgørende betydning

Udbyttesagens hovedmistænkte har i årevis nægtet sig skyldig, men nu vil hans påståede medhjælper tilstå – blot få uger før den længe ventede retssag. Ifølge to eksperter i strafferet kan det få afgørende betydning i sagen mod Sanjay Shah. Læs historien her.

Det bør du også læse

Pensionstopchef mener, at vi mister værdi med alderen. Det er Ældre Sagen »lodret« uenig i: »Det handler om noget helt andet«

Hvis vi skal løse problemet med mangel på arbejdskraft, bliver vi nødt til at tale om, at vi mister værdi med alderen, mener pensionsdirektør. Men det er ikke så sort-hvidt, lyder det fra Ældre Sagen. De har en anden løsning. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: +0,40 procent

  • S&P 500: +0,96 procent

  • Nasdaq: +1,30 procent

Asien – indeks torsdag kl. 7.20:

  • Japan Nikkei: +1,21 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,20 procent

  • Kina CSI Shanghai: +1,28 procent

Tak, fordi du læste med!

Venlig hilsen
Theresa Thrue Heiredal, Business-journalist
Thomas Breinstrup, Business-journalist