Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik! 

Efter mange måneders konstante stigninger faldt prisen på guld tirsdag med mere end fem procent – det største fald på en enkelt dag siden 2020.

Mens guld mandag kostede 4.381,52 dollar (28.195 kroner) pr. ounce, kunne samme mængde tirsdag købes for 4.125,22 dollar (26.545 kroner). En kort overgang lå prisen endnu lavere. Også sølvprisen dykkede med helt op til 8,7 procent tirsdag, skriver Financial Times og nyhedsbureauet Bloomberg.

Alene de seneste to måneder er guldprisen steget med 25 procent og siden årsskiftet med mere end 50 procent, fordi guld anses for en sikker investering i usikre tider. Mange har derfor været bange for ikke at nå med i tide og har købt, hvilket har fået prisen til at stige. 

Det store fald skyldtes, at mange investorer nu indløste deres fortjeneste. Samtidig er bekymringerne for handelskrigen mellem USA og Kina blevet mindre efter de seneste udmeldinger fra USAs præsident, Donald Trump, om udsigten til at nå en aftale.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.

Dagens vigtige

Lars Rebien Sørensen med hård kritik: »Vi har brug for en bestyrelse, der er til stede 24/7«. Efter endnu en chokerende omrokering i toppen af Novo Nordisk tager Novo-familiens overhoved og nyslåede bestyrelsesformand i medicinalselskabet bladet fra munden og sender hård kritik efter selskabets bestyrelse, skriver Berlingske.

Over for Finans indrømmer han, at han kører over for rødt ved i strid med god ledelsesskik at sætte sig ultimativt på magten, »men det er nødvendigt«.

**

Slidte jernbaner mangler forsvar mod cyberangreb. I en ny analyse påpeger Banedanmark et stort milliardefterslæb på jernbanerne herhjemme. Der mangler penge til såvel at sikre mod cyberangreb og mod klimaforandringer, i alt et efterslæb på op mod 28 milliarder kroner i 2030, skriver Jyllands-Posten.

**

Tænketank uenig i ny vismandsrapport. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) klandrer de økonomiske vismænd for at være for pessimistiske i vurderingen af, at der er 32 milliarder kroner mindre til rådighed i statens pengekasse, end Finansministeriet regner med. 

AE mener, at den høje beskæftigelse vil vare ved, hvorfor det økonomiske råderum er »langt større, end vismændene vurderer«, siger AEs formand, økonomiprofessor Michael Rosholm, ifølge Finans. Også fagforeningen 3F mener, at vismændene undervurderer det danske arbejdsmarked.

**

Milliardfirma får historisk bøde for brud på sanktioner mod Rusland. Koldings største virksomhed, Alfa Laval, har brudt sanktionerne om handel med Rusland og står derfor til en bøde. Selskabet erkender forholdet, men forklarer sagen som »en menneskelig fejl«, skriver Berlingske.

God onsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.