Business-overblik: Stigende priser får danskerne til at jagte billige tilbud
Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.
Stigende priser får danskerne til at jagte billige tilbud til indkøbsvognen.
Fold sammen
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik, der som altid klæder dig på fra morgenstunden med dagens vigtigste erhvervshistorier.
I dag skal Ukraines præsident holde tale for Folketinget, mens Ørsted nu har indgået en købsaftale til et større milliardbeløb. I går meddelte Rockwool desuden, at man ikke har planer om at trække sig fra Rusland. De høje fødevarepriser får danskerne til at gå på tilbudsjagt. Og bilejere kan forvente at hoste op med op mod én million kroner for en p-plads i København.
Rockwool trækker sig ikke fra Rusland
Carlsberg er fulgt i hælene på en bred række internationale og danske virksomheder og har planer om at lukke for al produktion og salg i Rusland.
»At holde vores fabrikker åbne i Rusland, har ikke været en nem beslutning, men vi mener fortsat, at det er det rigtige at gøre,« skriver Jens Birgersson, administrerende direktør i Rockwool Group, i en mail.
Rockwool mener, at der er en overhængende risiko for, at den russiske stat vil overtage produktionen.
»I virkeligheden vil vi give den russiske stat en gave i form af en velfungerende virksomhed med dertilhørende milliarder af kroner, med alt hvad det indebærer, fra den ene dag til den anden,« skriver Jens Birgersson.
Præsident Zelenskyj taler i Folketinget
I dag skal den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, tale i Folketinget. Det sker efter planen kl. 12.30, og formentlig vil han presse på for, at den danske regering og danske virksomheder gør mere. Præsidenten er med på en forbindelse fra Ukraine.
Han har tidligere talt til en række andre lande, NATO, G7 og EU, hvor fokus har været på at opnå maksimal politisk og militær styrke fra vesten.
Ifølge Børsen har den ukrainske ambassade sagt, at Zelenskyj selv er involveret i at skrive talen, men den færdige udgave kender man ikke, før han taler til forsamlingen.
Formentlig vil en del af talen omhandle de danske virksomheder, som endnu ikke har trukket sig fra Rusland, jvf. hvad præsidenten tidligere har sagt om internationale virksomheder som Renault.
Hvis det er tilfældet, kan navne som Rockwool og Ecco komme op.
Høje fødevarepriser får danskerne til at gå på tilbudsjagt
De massive stigninger i fødevarepriser får nu danskerne til at gå på tilbudsjagt.
Onlinetilbudsavisen eTilbudsavis, der har milliardæren Karsten Ree som hovedaktionær, har de seneste måneder oplevet en stor stigning i antallet af søgninger og brugere på appen. Det skriver Finans.
Sidste uge søgte danskerne så mange tilbud, at det næsten nåede op på niveau med juletiden. De mest søgte varer på tilbudstjenesten er æg, skyr, smør, kylling og Pepsi Max.
»Folk bruger tilbuddene som bærende argument for, hvilken butik de handler i. De er villige til at gå i flere butikker, hvis det giver bedre mening, fordi Rema 1000 har tilbud på X og Y, og Coop har bud på Z,« siger Morten Bo Rønsholt, direktør for eTilbudsavis, til Finans.
Ørsted indgår aftale om milliardfrasalg
Energigiganten Ørsted har indgået en aftale med AXA IM Alts og Crédit Agricole Assurances om salg af virksomhedens britiske havvindpark Hornsea 2. Virksomhederne opkøber samlet set 50 procent af parken, og handlen forventes at blive afsluttet i anden halvdel af 2022.
Beløbet: 27 milliarder kroner.
Den ekstra gevinst, som Per Fogh, aktieanalytiker hos Sydbank, anslår til at være ni-ti milliarder kroner, kan bruges til at finansiere flere fremtidige projekter. Det fortæller han til Børsen.
Derudover har aktionærerne i Ørsted stemt om, hvorvidt de vil give bestyrelsen tilladelse til at øge aktiekapitalen med op til 20 procent. Finansministeriet og Folketingets finansudvalg har ifølge Finans blåstemplet forslaget, som også skal sørge for øget kapital. Den danske stat er hovedaktionær i Ørsted.
P-pladser koster op mod en million kroner
Mangel på parkeringspladser i København og Aarhus har fået udbudspriserne til at stige kraftigt.
Ifølge ejendomsmæglerkæden Home skal der typisk 300.000-600.000 kroner på bordet, hvis man vil sikre sig en fast p-plads i Københavns Kommune. Det oplyser Home til Berlingske.
Men særligt hvis man er interesseret i at købe eller leje et projektsalg, kan priserne løbe op i én million kroner.
Men de priser er ikke nok til at skræmme bilejerne væk.
»Vi oplever faktisk, at de her kunder, der køber boliger til over 100.000 kroner pr. kvadratmeter, ofte vælger at springe fra, hvis de ikke har mulighed for at medkøbe en parkeringsplads eller to – også selvom boligen ellers tilfredsstiller deres behov,« siger Nikolaj Andersen, ejendomsmægler i Home Lone Bøegh Henriksen.
Et eksempel på det er Papirøen i København, hvor lejlighederne typisk handles for mellem 10-40 millioner og helt op til 70 millioner kroner. Her bliver der i 80-90 procent af handlerne medkøbt en parkeringsplads.
Det samme gør sig gældende i Aarhus, hvor en lejlighed på Aarhus Ø kan komme med en ekstraudgift på 500.000 kroner.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Her er tre ting, som investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet holder øje med i dag:
Ukraine og Rusland fortsætter fredsforhandlingerne. Investorerne vil spejde efter positive tegn på fremskridt. Olieprisen er faldet en del over de seneste dage. Måske er det et tegn på at der kan komme en fred – forhåbentlig meget snart.
Carlsberg besluttede i går at forlade Rusland og sætte sine otte fabrikker til salg. Der er ingen tvivl om, at Carlsberg bliver tvunget til at tage en større nedskrivning. Spørgsmålet er blot, hvor stor den nedskrivning bliver? Indtil et salg bliver annonceret inden for de kommende kvartaler, vil aktien formentlig blive lagt på køl hos investorerne.
GN Store Nords aktiekurs steg i går med 7 procent. Det skete, efter at HP meddelte, at man ville købe hovedtelefonproducenten Plantronics, som er GNs konkurrent. Det vil intensivere konkurrencen i sektoren, hvor HP kan supplere sine erhvervsløsninger med Plantronics’ produkter. Det er noget, som også GN kan komme til at mærke.