Business-overblik: Stadilfamilien ramt af millionkrav fra kreditorer

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Der er blevet rejst et krav på op mod 200 millioner kroner mod den kendte erhvervsmand Thor Stadil. Det er kreditorerne i Stadilfamiliens konkursramte rederi, der har rejst kravet. Thor Stadil har afvist kravet. Linda Kastrup

Godmorgen og velkommen til tirsdagens business-overblik. Vi skal i dag forbi Skat, der høster sjælden ros, og selskabet bag Google, der har rundet en markedsværdimæssig milepæl. Men vi starter i København, hvor pensionskæmpen PFA investerer et milliardbeløb i to ejendomme.

Pensionskæmpe overtager ejendomme i København for milliardbeløb

PFA køber to boligejendomme af det konkurrerende pensionsselskab P+. Der er tale om en 14.000 kvadratmeters karré på Frederiksberg og en 17.000 kvadratmeter stor ejendom på Amager. Ved salget af de to ejendomme indkasserer P+ omkring 1,3 milliarder kroner, skriver mediet Ejendomswatch.

Investeringer i ejendomme er en del af PFAs strategi, som bliver anset som en erstatning for investeringer i obligationer. Det fortæller Michael Bruhn, der er administrerende direktør i PFA ejendomme, til Ejendomswatch,

»Vi ser ejendomsinvesteringerne som en erstatning for obligationsinvesteringer, ikke aktieinvesteringer,« siger Michael Bruhn.

De to ejendomme er beliggende på henholdsvis Finsensvej 69/N. Jespersens Vej 2 på Frederiksberg og Store Mølle Vej 5 på Amager.

Stadilfamilien ramt af millionkrav fra kreditorer

Der er blevet rejst et krav på 200 millioner kroner mod den kendte erhvervsmand Thor Stadil, der er formand for Stadil familiens konglomerat, Thornico. Det skriver Finans. Det er kreditorerne i Stadilfamiliens konkursramte rederi, der har rejst kravet mod Thor Stadil og direktør i shippingfirmaet Thomas Mikkelsen. Det sker, fordi ledelsen, ifølge kurator, har solgt flere skibsejende selskaber til sig selv til underpris i den periode, hvor det gik dårligt.

»Dette er sket på en måde, som fremstår ansvarspådragende for den tidligere ledelse,« siger Troels Tuxen til Finans. Han er partner i advokatfirmaet Bech-Bruun og kurator på de konkursramte selskaber, Thor Shipping og Sofia Shipping.

Thor Stadil og Thomas Mikkelsen har begge afvist kravet. Til Finans fortæller Thor Stadil, at han mener, at opgøret om boet er blevet et personligt opgør, fordi familien Stadil er kendt.

Foruden kravene risikerer Thor Stadil også at blive idømt konkurskarantæne. Hvis det sker, kan han risikere at få frataget retten til at drive forretning i op til tre år. Det vil betyde, at han skal forlade ledelsen af livsværket Thornico, som han har opbygget sammen med sønnen Christian Stadil.

Der er afsat syv retsdage til den sag i juni 2022.

Google runder enorm markedsværdi

Selskabet bag Google, Alphabet, rundede i løbet af mandagen en markedsværdimæssig milepæl. Techselskabet var kortvarigt oppe og runde 2000 milliarder dollar. Det skriver techmediet The Verge.

Prisen for en Alphabet-aktie er i øjeblikket tæt på at runde 3000 dollar. Mandag endte aktien med en pris på 2.987 dollar pr. aktie. Det svarer til omkring 19.000 kroner.

De positive nyheder kommer efter et enormt godt tredje kvartal, hvor selskabet slog egne rekorder. Her blev der leveret en indtjening på 65 milliarder dollar, svarende til 417 milliarder kroner. Omsætningen steg med 41 procent, mens overskuddet voksede med hele 69 procent, skriver The Verge.

I øjeblikket er det kun Apple og Microsoft, der er blandt de amerikanske selskaber, der har en markedsværdi, der kan holde sig over de 2000 milliarder dollar. Alphabets faldt nemlig til omkring 1980 milliarder dollar i løbet af mandagen. Amazon nærmer sig også den magiske grænse, med en markedsværdi på omkring 1700 milliarder dollar.

For en gangs skyld får Skat ros for noget: »Det er imponerende«

Skattestyrelsen inviterede i sidste uge landets 100 største virksomheder indenfor. Emnet for konferencen var »Skattestyrelsens kontrol med Danmarks største virksomheder«. En beskrivelse, som ikke umiddelbart afslører, om der var tale om en charmeoffensiv eller en udmøntning af skatteminister Morten Bødskovs (S) oprustning på kontrolområdet, der vil øge antallet af kontrolmedarbejdere med 1.000 mand. Det skriver vi her på Berlingske.

Initiativet udløser noget så sjældent som ros til Skattestyrelsen – selv om der er udsigt til øget kontrol. Men det skaber også forventninger, der skal indfries, hvis Skattestyrelsen skal høste mere end kortvarig ros, lyder det fra en af deltagere i arrangementet.

»Vi er utrolig positive over, at Skattestyrelsen laver sådan et arrangement. Det er altid rigtig godt med dialog, og det er godt, at ministeren stiller op. Og det er imponerende, at man får samlet de 100 største virksomheder og får taget den her brede drøftelse. Der var nærmest en glad tone. Det var også positive toner fra skatteministeren, som ellers ofte har et meget snævert fokus på kontrol,« siger skattepolitisk chef Jacob Ravn fra Dansk Erhverv, der selv deltog i konferencen.

»Men jeg vil også tillade mig at være en lille smule kritisk, for det er lidt svært at se, at de kontrolmekanismer, der nu bliver sat i verden, ikke også rammer danske virksomheder. Man retter lidt bager for smed, når man siger, at det primært er store internationale virksomheder, der snyder, men samtidig øger kontrollen af de danske virksomheder,« siger Jacob Ravn.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

  • Gårsdagens markedsudvikling var overordnet set positiv i efterdønningerne på vedtagelsen af den amerikanske infrastrukturpakke i fredags. Dagen var præget af mange talere fra de store centralbanker i verden, men der kom generelt ikke meget nyt på bordet. Og ikke noget, der rykkede ved retningen for rentemarkederne, som synes at være afventende op til de kommende dages økonomiske nøgletal. I dag får vi producentpriser (PPI producenternes salgspriser) og i morgen forbrugerpriser (CPI), som kan give ny retning for rentemarkederne og dermed også for aktiesektorerne på kort sigt. Højere end ventede inflationstal kan føre til en forventning om en strammere pengepolitik fra den amerikanske centralbank, Fed, og dermed få særligt de korte renter til at stige.

  • Og bliver vi ved centralbankerne, så fortsætter talerne i dag fra de vigtige centralbanker. Her går den kinesiske centralbankchef, Yi Gang, på talerstolen, og det samme gør både chefen fra den amerikanske centralbank, Fed, og chefen for den europæiske centralbank, Christine Lagarde. Investorernes fokus er fortsat på, hvilke betingelser der skal være på plads, før centralbankerne kan stramme pengepolitikken yderligere. Og en stor del af debatten handler om, hvorvidt de prisstigninger, vi ser, er midlertidigt høje, eller om stigningerne kan bide sig fast på et højere niveau og skabe negative effekter på længere sigt.

  • Selvom regnskabssæsonen efterhånden er ved at være afsluttet i USA, så er der stadig lidt at se til herhjemme, hvor vi får en række regnskabsaflæggelser i denne uge. I dag vil fokus vende sig mod danske Ambu, som aflægger regnskab. Kigger man uden for Danmark, så aflægger Bayer og Porsche også regnskab.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

Dow Jones: +0,29 procent
S&P 500: +0,09 procent
Nasdaq:+0,07 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.45

Japan Nikkei: -0,7 procent
Hongkong Hang Seng: -0,06 procent
Kina CSI: -0,14 procent