God morgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik!
Beskæftigelsen blandt 67-69-årige er siden afskaffelsen af modregning i folkepensionen steget markant mere end for de 65-66-årige, som ikke har været påvirket.
Ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening er beskæftigelsen siden juni 2023, hvor reglerne blev ændret, steget med 18 procent for 67-årige, 25 procent for 68-årige og 22 procent for 69-årige – mod 11 procent for 65-66-årige, skriver Børsen.
Dermed er der kommet 3.000 flere i arbejde.
»Dette viser med al tydelighed, at økonomiske incitamenter også virker for folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet,« siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Han foreslår at sætte skattebonussen i de første to år ekstra på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen op til tre år.
Den skattefrie præmie for at arbejde efter folkepensionsalderen er 48.555 kroner det første år og 28.902 kroner det andet. Man skal arbejde mindst 1.560 timer om året.
Status på markederne

Dagens vigtige
Eksperter ryster på hovedet over regeringens prioritering af slik over grøntsager. Det skal være billigere at være dansker, mener regeringen, som derfor fjerner afgiften på chokolade og andre søde sager. Men eksperter påpeger, at det ville koste mindre for staten og være bedre for danskernes sundhed at sænke momsen på frugt og grønt, skriver Berlingske.
**
Mangel på arbejdskraft eskalerer om ti år. Højtuddannede til at sikre Europa i konkurrence med USA og Kina bliver virkelig en mangelvare inden for det næste årti – og er allerede nu en stor hovedpine i virksomhederne. Det viser en ny analyse fra Ingeniørforeningen IDA ifølge Finans. I 2035 ventes EU at efterspørge 19,7 millioner flere med en videregående uddannelse, mens efterspørgslen på faglærte forbliver nogenlunde som nu. Ufaglærte bliver der til gengæld mindre brug for.
**
ATP-fond brugte knap 63 millioner på at udbetale 8,5 millioner. ATP-fond for udstationerede har i gennemsnit tre sager om året, men har brugt millioner på telefonpasning og it. Nu møder fonden kritik. ATP fortæller, at omkostningerne er de samme, uanset hvor mange sager pensionskæmpen håndterer, skriver Berlingske.
**
Romantik koster topchef jobbet. Den schweiziske fødevaregigant Nestlé, som bl.a. laver KitKat-chokoladebarer og Nespresso-kaffekapsler, har fyret topchef Laurent Freixe med »øjeblikkelig virkning«, fordi han har haft et forhold til en ansat. Ifølge BBC skete fyringen efter et whistleblowertip og en intern undersøgelse. Freixe har været hos Nestlé i næsten 40 år og blev topchef i 2024. Philip Navratil, som har været hos Nestlé siden 2001, afløser ham.
**
Guld sætter prisrekord. Prisen på guld nåede tirsdag morgen sit højeste nogensinde ved udsigten til, at den amerikanske nationalbank, Federal Reserve, sætter renterne ned og med voksende bekymringer for bankens uafhængige fremtid, skriver nyhedsbureauerne Bloomberg og Reuters. Guldprisen steg med hele 0,9 procent til 3.508,73 dollar (22.355 kroner) pr. ounce og overgik dermed rekorden fra april. Guld er steget med mere end 30 procent i år, og både guld og sølv har på tre år mere end fordoblet deres værdi som følge af den geopolitiske uro og usikkerheden om den globale økonomi.
Husk, at du nu kan deltage i Berlingskes aktiespil. Læs mere her.
God tirsdag!




