Godmorgen og velkommen til det første Business-overblik i denne anden decemberuge!
Flyselskabet SAS skal have flere fly, flere ruter og mange flere kunder.
Sådan siger topchef i Air France-KLM Benjamin Smith til Finans. Han bliver fra 2. halvår 2026 storejer med omkring 60 procent af aktierne mod nu knap 20 procent under forudsætning af en godkendelse fra EU.
»Vi er overbeviste om, at vi kan gøre SAS til et både større og stærkere flyselskab,« siger han og fremhæver, at SAS med Air France-KLM i ryggen får større volumen og dermed kan købe både store og små fly billigere – uden at SAS tager kunder fra KLM, Air France eller Transavis i samme koncern.
Både SAS og de tre andre skal »holde godt fast i deres nuværende markeder« og samtidig »tiltrække kunder fra vores konkurrenter både her i Europa og i resten af verden«, hvilket luftfartsanalytiker Hans Jørgen Elnæs tolker som signal om markant større markedsandele for SAS i Norden, Baltikum, Polen og Nordtyskland i konkurrence med Norwegian.
Status på markederne

Dagens vigtige
Eksperter slår alarm efter aktiestigning på 300 procent i år: »Jeg håber ikke, det er svindel«. Ingen dansk aktie er i år steget lige så meget som det relativt ukendte selskab Unlimit Group. Men Berlingskes research viser, at selskabet har indgået flere centrale aftaler, hvor medlemmer af ledelsen har haft interesser på begge sider af bordet, skriver Berlingske.
**
Pensionsselskaber sammen om ny forsvarsfond på 1,6 milliarder kroner. PensionDanmark, AP Pension og AkademikerPension giver fælles tilsagn på 1,6 milliarder kroner til en ny europæisk forsvarsfond, kapitalfonden ETNA, der med hovedkontor i København skal investere i små og mellemstore virksomheder i den europæiske forsvarsindustri, i cybersikkerhed og i beskyttelse af kritisk infrastruktur.
Det oplyser selskaberne selv mandag morgen i en pressemeddelelse. De tre stiller med henholdsvis 100 millioner euro, 70 millioner og 50 millioner euro og forventer, at fonden bliver »en markant aktør«.
**
Hvidvasksvindel på mere end 100 milliarder kroner årligt. Omfanget af hvidvask og skattefusk herhjemme overstiger nu 100 milliarder kroner om året mod tidligere anslået 68 milliarder, vurderer Finans Danmark, fordi myndighedernes kontrol ikke er effektiv nok.
Derfor mener bankernes organisation, at der er behov for oprustning hos blandt andet politiets hvidvasksekretariat, skriver Børsen.
»Vi bilder os ind, at vi har styr på hvidvask. Det har vi ikke. Vi har ganske enkelt ikke organiseret os til at kunne styre det,«! siger CBS-forsker i hvidvask Kalle Johannes Rose.
**
Eksperter: Russere manipulerer dansk sanktionssag. En falsk historie om, at sanktioneret Flügger-maling aldrig blev sendt til Rusland, har spredt sig på nettet og påvirket Googles kunstige intelligens, Gemini, som tror på den, fordi den har været på mange forskellige, troværdige sider fra Kirgisistan over Kenya, Brasilien og USA til Ungarn.
DR kan afdække, hvordan flere end 20 hjemmesider har fået hæftet en falsk nyhedstekst på adressen på deres hjemmesider, hvilket har manipuleret Googles teknologi. It-specialister peger mod Rusland som bagmand.
**
Han tabte en million under dotcom-boblen – nu advarer han andre mod at begå samme fejl. Da it-aktierne smuldrede under dotcom-boblen, forsvandt Anders Hartmanns formue. En alt for snæver investeringsstrategi kostede dyrt. I dag hjælper han andre med at undgå samme skæbne gennem en bred og smart spredning af investeringer, skriver Berlingske.
God mandag!




