Godmorgen og velkommen til ugens første, hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Minkavlere venter stadig på erstatning
Lauritz.com holder rekonstruktion ude af nyligt regnskab
Flere med indvandrerbaggrund uddannes som faglærte
Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed om, at inflationen nu får danskerne til at handle anderledes i supermarkederne.
Det vigtigste, du skal vide i dag
Prisstigninger ændrer danskernes vaner i rekordtempo
Den høje inflation får danskerne til at ændre deres indkøbsvaner markant i rekordhøjt tempo.
Der købes mindre mængder, og desuden har mange forbrugere skiftet dyre mærkevarer ud med billigere alternativer. Det skriver Finans.
Det har man blandt andet mærket hos Salling Group, hvor man har registreret en markant stigning i salget af detailkoncernens egne mærker.
»De seneste 12 måneder er der sket et stort skred, hvor private label har taget en endnu større markedsandel på bekostning af mærkevarer. Markedet udvider sig lige nu totalt set, men andelen for mærkevarerne bliver mindre,« fortæller Jean Ladehoff, chef for private label i Salling Group, til Finans.
52 procent af danskerne vælger i stigende grad supermarkedernes egne og typisk billigere mærker, og 80 procent vurderer, at kvaliteten er lige så god som mærkevarernes.
Det viser en analyse ifølge Finans fra konsulenthuset McKinsey & Company samt detailhandlens internationale brancheorganisation EuroCommerce.
Det skriver andre medier om
1. Minkavlere venter stadig på erstatning
25 prøvesager, som skulle danne grundlag for, hvordan der skal gives erstatning til tidligere minkavlere, er blevet udskudt gang på gang. Det er de sager om erstatning til minkerhvervet, som skulle have pengene udbetalt som de første. Men der er kun faldet afgørelse i 11 ud af 25 sager. Vigen Mink I/S har blandt andet fået udskudt deres erstatning hele fem gange, og det er de stærkt utilfredse med, skriver Børsen.
2. Lauritz.com holder rekonstruktion ude af nyligt regnskab
Det kriseramte auktionshus Lauritz.com møder nu igen kritik. For nylig kunne ægteparret Mette og Bengt Sundstrøm, der ejer Lauritz.com, offentliggøre et nyt regnskab for det private holdingselskab Blixtz Holding, der fungerer som moderselskab for auktionshuset. Men den igangværende rekonstruktion nævnes ikke én eneste gang i regnskabet, skriver Finans.
3. Flere med indvandrerbaggrund uddannes som faglærte
Stadig færre tager en uddannelse som faglært. Men blandt danskere med indvandrerbaggrund er der flere. Tilgangen af personer med anden etnisk baggrund end dansk er steget med 54,2 procent, viser en analyse fra tænketanken Axcelfuture. Det skriver Børsen.
Det skriver vi om
1. Massiv vandring fra land til by fortsætter
Der er sket store forskydninger i den danske befolkning siden finanskrisen, hvor nogle kommuner bløder indbyggere, mens andre oplever voldsom vækst. Sådan vil det også være i de næste 17 år, vurderer Danmarks Statistik. Og den helt store vinder er ikke Hovedstadsregionen. Et nyt magtcentrum skyder frem i Danmark, og det kan du læse om hos Berlingske Business her.
2. For første gang i 11 år har Mark Zuckerberg tweetet. Nu er »giganternes kamp« for alvor begyndt
De to techmilliardærer Mark Zuckerberg og Elon Musk har tidligere aftalt en offentlig, fysisk slåskamp med hinanden. Nu har Zuckerberg lanceret en konkurrent til Twitter, der vokser med raketfart og får Elon Musk til at true med et søgsmål. Med Mark Zuckerbergs første tweet i 11 år er »giganternes kamp« begyndt. Læs historien hos Berlingske Business her.
Det bør du også læse
Pak jeres intetsigende sommerhilsner sammen Carsten Egeriis og Peder Lundquist
Må der ikke selv for topchefer være en nedre grænse for almindelighederne? Det spørgsmål stiller Thomas Bernt Henriksen, erhvervsredaktør på Berlingske, i en kommentar.
Der synes på LinkedIn at være gået en slags mode i at skrive et slags sommerbudskab. Det kommer der ikke noget særlig godt ud af.
Hvis topchefer som Carsten Egeriis fra Danske Bank og Peder Lundquist fra statens superfond ikke har noget af betydning at sige, så skal de hellere lade være med at sige noget, skriver Thomas Bernt i kommentaren, som du kan læse her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: -0,55 procent
S&P 500: -0,29 procent
Nasdaq: -0,13 procent
Asien – indeks mandag kl. 06.57
Japan Nikkei: -0,25 procent
Hongkong Hang Seng: +0,78 procent
Kina CSI: +0,9 procent
Tak, fordi du læste med, og hav en rigtig god dag!

