God morgen og velkommen til Business-overblikket denne tirsdag!
Danskere, der har Danske Banks Danica som pensionsselskab, har fået grundigt baghjul på deres afkast i 2025.
For hvor Danica Pension gav pensionskunderne med middel risiko og 20 år til pension et afkast på 6,3 procent, skabte landets største pensionsselskab, PFA Pension, et afkast til kunderne på 12,0 procent, skriver Finans. Eftersom en sådan kunde typisk har i gennemsnit 1,2 millioner kroner i pensionsopsparing, var der altså 68.400 kroner mere i afkast hos PFA end hos Danica.
Så store forskelle i afkast er meget sjældne og skyldes frem for alt, at den amerikanske dollar dykkede 11 procent over for den danske krone sidste år.
Ifølge investeringsdirektør Kasper Lorenzen fra PFA Pension var 2025 et godt år for amerikanske aktier, »men kun hvis man har opereret med en betydelig dollarafdækning«. Og Danicas investeringsdirketør Poul Kobberup erkender ligeud, at Danicas afkast ikke matcher PFAs, men han tror på, at Danicas måde at investere pengene på vil blive en fordel i 2026.
Status på markederne

Dagens vigtige
Partier undlod selv at følge udskældte emballageregler. I oktober trådte nye regler i kraft for at få virksomheder til at tage det økonomiske ansvar for emballage. Reglerne er blevet mødt med massiv kritik for at være alt for besværlige at håndtere, og nu viser det sig, at partier bag den nye lovgivning heller ikke forstod den, skriver Berlingske.
Inden kommunalvalgkampen i november havde ingen partier registreret sig som ansvarlige for emballage – selv om de delte blandt andet indpakkede balloner, bolsjer og papkrus med logo ud til vælgerne.
**
Danskerne var på julejagt efter gode tilbud. Danskerne jagede åbenlyst gode tilbud og lave priser til jul og nytår, lyder meldingen fra supermarkeder og discountbutikker over for Jyllands-Posten. Her var der slagtilbud på blandt andet smør, fløde og slik.
Lidl Danmark melder om en tocifret vækst i besøgstallet og en stor fremgang i salget, mens Netto havde det største decembersalg nogensinde. Også Coop oplevede »en rigtigt god julehandel«, mens onlinesupermarkedet Nemlig.com solgte 15,5 procent mere hen over jul og nyt og dermed december i forhold til for et år siden.
**
Trumps oliedrøm i Venezuela er dyr og usikker. Donald Trumps drøm om at trække store mængder olie op af Venezuelas undergrund som en hurtig og nem olierigdom for USA er ifølge eksperter langt fra virkeligheden, skriver Børsen. USA har ikke juridisk ret ril et andet lands olie, og der vil skulle investeres flere hundrede milliarder kroner i at nå dertil.
**
Revisionsfirma droppede kriseramt robotfirma. Det var på grund af manglende tillid til ledelsen, at Beierholm lige før jul pludselig fratrådte som revisor for det kriseramte robotselskab Shape Robotics. Det viser en orientering fra Beierholm til Erhvervsstyrelsen og fondsbørsen Nasdaq, skriver Finans.
Her henvises til »manglende kommunikation med og tillid til selskabets ledelse«. Samarbejdet ophørte, to dage efter at Finans fortalte, at Shape Roboticsø topchef, Mark Abraham, er tiltalt for bedrageri i Rumænien.
**
Novo lover Wegovy-piller til alle. Medicinalselskabet Novo Nordisk lover at have Wegovy-piller nok til alle og har lært af tidligere fejl op til den kæmpe rabatkampagne, som nu gennemføres i USA. »Vi er i den grad klar,« siger Novos USA-chef David Moore til TV 2. Novos kæmpe fabrik i North Carolina har kørt på overtid hen over jul og nytår for at sikre tilstrækkeligt med piller til salget, der begyndte 5. januar.
God tirsdag!




