Godmorgen og velkommen til denne uges – og junis og første halvårs – sidste, hurtige Business-overblik, her hvor dagen allerede er blevet fire til fem minutter kortere.

I dag runder vi blandt andet:

  • Danske elhandlere, der fik advarsler, da Tysklands elnet nær kollapsede.

  • Vild fremgang i milliardselskab fra Holbæk.

  • 180.000 er blevet gældfri – næste bølge kan blive større.

  • EU håber at løse konflikter i forhandlinger om energireform.

Vi begynder dog med dagens vigtigste nyhed om, at Joe & The Juice fortsat har store underskud.

Det vigtigste, du skal vide i dag

Millionunderskud og gæld tynger Joe & The Juice

Salget er vokset med 49 procent, og ledelsen er yderst tilfreds med driftsresultatet i kæden Joe & The Juice.

Selskabet bag kommer dog fortsat ud med stort millionunderskud og en negativ egenkapital i kraft af gæld, skriver Finans. Det har efter en mislykket aftale tidligere i år med en arabisk investor om kapital måttet indgå en ny aftale med banken. Aftalen rækker frem til forsommeren 2024.

Joe & The Juice Holding med aktuelt 347 cafeer med salg af juice, kaffe og mad i 17 lande har fredag morgen offentliggjort regnskab for 2022, der viser en vækst i omsætningen på 49 procent til 1,7 milliarder kroner. Årsresultatet endte dog med et underskud på 260 millioner kroner, og samlet set er selskabet kommet ud med et negativt resultat på 1,44 milliarder kroner for de seneste fem regnskabsår.

Det skriver andre medier om

1. Danske elhandlere fik advarsler, da Tysklands elnet var nær kollaps

Tre danske selskaber fik advarsler for deres rolle i et spektakulært forløb fra fire dage i juni 2019, hvor manglen på strøm i Tysklands højspændingskabler var så voldsom, at nettet var ved at bryde sammen, og hvor borgere risikerede at stå uden strøm. Ubalancen kunne føres tilbage til en række energiselskaber, hvoraf tre var danske, skriver DR på baggrund af aktindsigt fra de tyske myndigheder. Ud over advarslerne til de tre danske elhandlere kostede det en regning på et stort, trecifret millionbeløb.

2. Milliardselskab fra Holbæk i vild vækst

Den familiedrevne medicinalvirksomhed Phamacosmos fra Holbæk er blevet fordoblet på to år. Omsætningen i regnskabsåret 2022-2023 steg med 35 procent til 1.780 millioner kroner, mens overskuddet af driften voksede med 78 procent til 250 millioner. Administrerende direktør og medejer Tobias S. Christensen satser på, at omsætningen vokser yderligere 15 til 25 procent i år, siger han til Børsen.

3. EU forsøger at løse dødvande i energireform

EU-landene forsøger fredag at løse et dødvande mellem Frankrig og Tyskland over den rolle, som kernekraft skal spille i energiforsyningerne, og for at få en aftale om lavere kulforbrug på plads. Sverige har foreslået et kompromis om investeringer i kernekraft, skriver Bloomberg.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Det skriver vi om

1. I delstaten Florida udspiller der sig lige nu en kamp om kultur. Det bekymrer dansk pensionskæmpe

På den anden side af Atlanten er højreorienterede kræfter gået i krig mod mange års identitetspolitik. Det danske pensionsselskab Danica er bekymret for, hvad det betyder for selskaber, der tages som gidsler. I denne uge blev biotekselskabet Chr. Hansen fanget i kampen. Læs historien her.

2. Med et pennestrøg er 180.000 borgere blevet gældfri. Næste bølge kan blive større

Ny lov betyder, at borgere eller virksomheder med en beskeden gæld til det offentlige nu er gældfri. Gældsstyrelsen afskriver de mange småbeløb for at få mere tid til at rydde op i millioner af gældsposter, der er ramt af fejl. Læs mere her.

Det bør du også læse

Varme hænder arbejder langt mere i det private end i det offentlige: »Det er ret vilde tal«

Der er markant forskel på arbejdstiderne for velfærdsuddannede i den private og offentlige sektor. Dansk Industri mener, at det afslører et stort potentiale. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: 0,8 procent

  • S&P 500: 0,45 procent

  • Nasdaq: 0 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.45:

  • Japan Nikkei: -0,6 procent

  • Hongkong Hang Seng: 0,02 procent

  • Kina CSI: 0,78 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!