Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen, og velkommen til tirsdagens Business-overblik, der som altid samler de største erhvervshistorier til dig fra morgenstunden.
Kigger man på datoen, skulle man tro, at der ville være gået agurketid i den i det danske medielandskab. Men sådan er det langtfra.
Naturligvis dominerer søndagens tragiske skyderi i Field's fortsat nyhedsbilledet. Her hos Berlingske kan du både finde en rekonstruktion af forløbet og et forsøg på at tegne et billede af en plaget mand, som nu er mistænkt for drabene.
I aften klokken 20.00 er der desuden en mindehøjtidelighed for ofrene ved Field's på Amager.
I denne artikel retter vi nu opmærksomheden mod erhvervslivet.
For der er fortsat gang i nyhedsstrømmen, selvom mange allerede er stemplet ud og gået på sommerferie.
Det er ikke helt tilfældet for piloterne hos SAS. De er derimod begyndt at strejke. Og det er netop dér, vi starter.
Det endelige sammenbrud lurer i horisonten
Berlingske skriver nemlig, hvordan titusindvis af passagerer vil opleve aflyste afgange hos SAS i årets travleste periode. For piloterne strejker, og det rejser spørgsmålet, om et endeligt sammenbrud lurer i horisonten for SAS.
I Dansk Metal, som er paraplyorganisation for Dansk Pilotforening, lyder anklagen fra erhvervspolitisk chef Emil Drevsfeldt Nielsen, at SAS decideret »spekulerer i rekonstruktion« – og har gjort det hele tiden.
En påstand, som bestyrelsesformand Carsten Dilling dog afviser.
»Vi har ikke forhandlet i 17 dage for at spekulere i noget som helst. Vi har forsøgt at nå en aftale med piloterne,« siger Dilling til Berlingske.
Berlingske har desuden været en tur i Københavns Lufthavn for at tale med nogle af de rejsende, som nu er efterladt i vildrede. Den reportage kan læses her.
Også politisk er der ballade om SAS. Mandag eftermiddag meddelte Dansk Folkeparti, at de trækker sig fra aftalen om nye investeringer i SAS som følge af strejken. Der er dog stadig et markant flertal for at investere mere, såfremt selskabet også formår at tiltrække privat kapital.
Rejsearrangører står fortvivlede tilbage – investorer ligeså
Det er ikke kun passagererne i lufthavnen, som lige nu kæmper for at finde hoved og hale i hele situationen. Også mange af landets rejsearrangører kæmper for at finde alternativer til deres berørte kunder, skriver Finans.
»Vi kender reelt set ikke til omfanget af strejken. Vi har fået information fra SAS om, hvordan det påvirker programmet i dag, men ikke de næste par dage. Så vi står i lidt af en venteposition i forhold til, hvad der skal ske,« siger Martin Smidstrup, chef for Sunweb i Skandinavien, til mediet.
Budskabet er det samme fra andre rejsearrangører som Bravo Tours og Apollo.
Mandagens strejke kan ligeledes gøre ondt værre for SAS, som er på udkig efter private investorer som led i selskabets genopretningsplan. Finans skriver, hvordan flere prominente investorer nok tvivler endnu mere på SAS.
»Det er som at få en våd klud i ansigtet. Jeg tror, at de, som kigger på det her, parkerer den bare nu. Lige nu er der ingen grund til at bruge mere tid på det, for SAS har rigeligt at gøre med at få styr på de helt indledende manøvrer, før vi kan komme ud over rampen,« siger Lars Hytting, aktiechef i kapitalforvaltningsselskabet Artha, der forvalter 17 milliarder kroner med fokus på danske og nordiske aktier.