Godmorgen!

Velkommen til tirsdagens Business-Overblik, der som altid guider dig gennem dagens vigtigste erhvervsnyheder.

Mandag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde en delvis nedlukning af 38 kommuner i landet. Dagens overblik bærer derfor også præg af en række historier på baggrund af coronavirus. Flere dele af erhvervslivet fik sig endnu et slag som følge af de nye restriktioner.

Og det har fået organisationer til at råbe op.

Organisationer vil genåbne hjælpepakker efter nye nedlukninger

De eksisterende hjælpepakker er ikke tilstrækkelige, lyder det fra flere sider. Det skriver Finans.

Politikerne bliver nødt til at åbne mere for sluserne til statskassen for de virksomheder, som er særligt hårdt ramt af coronarestriktioner.

Sådan lyder appellen fra flere organisationer, efter at statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde mandag annoncerede, at restauranter, barer, cafeer, biografer og forlystelsesparker i 38 af landets kommuner skal lukke fra på onsdag og frem til 3. januar 2021.

Regeringen henviser de ramte virksomheder til at søge støtte gennem de eksisterende hjælpepakker, men de er ikke gode nok, lyder det fra DI, Dansk Erhverv, SMVdanmark og HORESTA.

Smykkegigant er blevet 35 mia. kr. mere værd i år

Smykkekoncernen Pandora er braget frem i 2020, hvor aktiekursen er steget med 120 procent siden årsskiftet, og selskabet dermed er blevet 35 milliarder kroner mere værd.

Det skriver Børsen, efter at Pandora for anden måned i træk har kunnet levere organisk vækst, som bidrager til at vende flere års tilbagegang i salget.

Pandora, som beskæftiger 28.000 ansatte, har haft held til at fremrykke en del af det afgørende julesalg og har blandt andet kørt Black Friday-tilbud hver fredag på sit største marked, USA. Det opvejer det manglende salg fra butikkerne, hvor godt hver tiende af de 2.700 butikker stadig er lukket.

»Der er kommet mere tro på fremtidig vækst, end der har været tidligere, hvor der har været tro på afvikling af Pandora. Det er der intet, der tyder på,« siger aktieanalytiker Per Fogh fra Sydbank til Børsen.

Godt nyt for Dan­mark – glo­ba­li­se­ring og in­ter­na­tio­nal sam­han­del var kun kortva­rigt i re­spira­tor

Danmark er blandt de ti lande i verden, der økonomisk er mest afhængige af international handel og globalisering. En ny analyse indebærer derfor gode nyheder for dansk økonomi: Globaliseringen er på ingen måde død. Covid-19 lagde kun kortvarigt global handel i respirator. Det skriver Børsen.

I virkelighedens verden er der fuld støtte til analysen. John Pearson, administrerende direktør for DHL Express med ca. 380.000 ansatte, siger, at »april var vores værste måned nogensinde. Volumen faldt med 20 procent, men allerede i den anden uge i maj var vi tilbage. Udviklingen var et tydeligt V, slet ikke det blodbad, der ramte BNP«.

En henvisning til håbet ved årets begyndelse om, at det dybe dyk i makroøkonomierne hurtigt ville rette sig. Det er som bekendt generelt ikke sket.

Cheføkonom Robert Koopman fra Verdenshandelsorganisationen (WTO), siger til Bloomberg, at »det, vi har lært, er, at forsyningskæderne er fleksible og tilpasser sig«. WTO forudså ved årets begyndelse, at den globale handel i år ville falde med 32 procent, mere end under Depressionen i 30erne. Nu viser nye tal et fald på 9,2 procent i 2020, mindre end faldet på 12 procent under finanskrisen.

Nu er et af Mærsks største problemer tæt på at være løst: »International handel vil blive meget nemmere«

Utallige forskellige myndigheder og ansatte i rederierne har stemplet og godkendt fysiske papirer i det uendelige. Men den gamle og ineffektive proces, der har plaget containerindustrien i årtier, er ved at være forbi. Verdens største rederier er nemlig blevet enige om ny fælles aftale, der kan komme til at ændre industrien for altid.

Det skriver Berlingske.

Siden containerfragt for alvor vandt indpas i midten af 1970erne, har fragt af varer været forbundet med omfattende papirarbejde, hvor op mod 200 forskellige personer kunne blive en del af det at flytte en container.

Men meget tyder på, at det nu er fortid, og at containerindustrien for alvor bevæger sig ind i den digitale tidsalder, som andre brancher længe har befundet sig i. Nu er ni af verdens ti største rederier nemlig gået med i en ny fælles digital standard for last af varer.

Det skal investorerne skal holde øje med i dag

Her er, hvad chefstrateg Andreas Østerheden fra Nordea holder øje med i dag, tirsdag:

  • Gårsdagens nyhedsstrøm bar præg af politik og smitteudviklingen. Aktier lukkede i et svagt minus, og hvor det var aktier inden for IT og kommunikationsservice, der steg mest, tabte energiaktier højde. Den forsigtige stemning kan tilskrives den fortsatte spredning af virus og dermed også investorernes vækstforventninger i den kommende tid. Dernæst kom der en fælles melding fra formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og den britiske premierminister, Boris Johnson, og der synes fortsat ikke fremgang i forhandlingerne på de svære områder som fiskeri og konkurrencevilkår. Der bliver svært for parterne at få ratificeret en eventuel aftale, hvis der ikke er enighed i morgen inden EU-topmødet. Vi forventer fortsat en aftale. Hold øje med eventuelle nyheder her i dagens løb.

  • Eventuelle nyheder om smittespredning eller vacciner vil også få opmærksomhed i dagens løb. Der afholdes blandt andet en pressekonference hos mange af de store medicinalselskaber (blandt andet med Pfizer, Eli Lilly and Co, Johnson & Johnson) om covid-19-vacciner og -behandlinger senere i dag.

  • På den økonomiske front vil man som investor kunne følge både den tyske ZEW-undersøgelse og euroområdets endelige BNP-tal, og vender man blikket mod USA senere på dagen, kan man følge optimismen blandt de mindre selskaber (NFIB). Vi forventer, at den økonomiske aktivitet vil blive ramt af det seneste smitteudbrud, og selv om investorerne formentlig vil se igennem meget af den usikkerhed, nu hvor der har været gode vaccinenyheder, kan det ikke undgå at give bump på vejen.

Det sker på markederne

USA – lukkekurser mandag

  • Dow Jones: -0,49 pct.

  • S&P 500: -0,19 pct.

  • Nasdaq: +0,45 pct.

Asien – indeks kl. 06.30

  • Japan Nikkei: -0,14 pct.

  • Hongkong Hang Seng: -0,40 pct.

  • Kina CSI: -0,03 pct.