Business-overblik: Optimismen bobler hos dansk vaccineproducent: Vi slår både Moderna og Pfizer

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

En stor, dansk vaccineproducent er overbevist om, at den nye coronavaccine, som selskabet er ved at udvikle, vil kunne slå de to helt store coronavacciner fra Moderna og Pfizer. Hazem Bader/AFP/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.

Læs blandt andet om, hvordan et nyt lån kan barbere en betydelig del af boliggælden, hvordan rederigiganten Mærsk nu presses af sine kunder til at levere klimaneutral søfragt, hvordan en dansk vaccineproducent gør klar til at slå både Moderna og Pfizer, og – først – hvordan fagbevægelsen frygter for lønpres, hvis flere fra ikke-EU-lande kan få arbejde i Danmark.

Fagbevægelsen: 1,4 millioner ansatte vil blive udsat for lønpres fra hele verden

Arbejdsgiverne vil gøre det nemmere for danske virksomheder at hente arbejdskraft ind fra tredjelande uden for EU.

Fagbevægelsen advarer dog mod, hvad den kalder »unødvendig« lønkonkurrence for hundredtusindvis af faglærte og ufaglærte lønmodtagere.

På Vølunds fabrik i Esbjerg er gennemsnitslønnen i dag 436.000 kroner om året, og her frygter de ansatte, at lønnen kommer under kraftig pres, hvis flere fra lande uden for EU får lov til at arbejde i Danmark, skriver Berlingske.

Coop, Bestseller og Danish Crown kræver klimaneutral søfragt fra 2040

En stribe store danske virksomheder vil have Mærsk til at fragte varer med bæredygtige skibe allerede fra 2040. Dermed lægger de sig mange sømil foran statsminister Mette Frederiksens (S) udspil på klimatopmødet i Glasgow, som sætter årstallet til 2050.

Detailkæden Coop, slagterigiganten Danish Crown og modekoncernen Bestseller regner med at kunne transportere varer på bæredygtige skibe til den tid.

»Som udgangspunkt ønsker vi kun at benytte os af klimaneutral søtransport i 2040, ligesom vi forventer, at landbaseret transport i 2040 vil være klimaneutral,« siger Coops klimachef, Jonas Engberg, til Finans.

Mærsk hilser kundernes ambitioner velkommen og lover at fortsætte bestræbelserne på at styrke og skalere grønne brændstoffer som metanol og ammoniak, lyder det fra Henriette Hallberg Thygesen, som er chef for flåden og strategiske brands hos Mærsk.

Bavarian-topchef har tårnhøje coronaambitioner: Vil vippe Pfizer og Moderna af pinden

Ambitionerne er helt i top hos biotekselskabet Bavarians øverste chef, Paul Chaplin, der vil slå giganterne og fortrænge eksisterende coronavacciner fra markedet.

Chaplin er overbevist om, at det danske selskabs coronavaccine, som lige nu er under udvikling, er i så høj en klasse, at den potentielt kan slå eksisterende vacciner som den foretrukne boostervaccine.

»Jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til, at vi vil have bedre data end Pfizer og Moderna,« siger han til Børsen. Dermed kan han bringe Bavarian op i den helt tunge internationale liga som for eksempel Pfizer, der i år forventes at sælge vacciner for over 200 milliarder kroner.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Nyt lån kan barbere over 110.000 kroner af restgælden pr. million

Rentestigninger har sendt et nyt 30-årigt 2,0-procentlån med ti års afdragsfrihed på banen, og det vil ifølge flere økonomer give øget fokus på såkaldte opkonverteringer i den kommende tid.

Mens vi gennem en årrække har været vant til store konverteringsbølger som følge af rentefald på rentefald, er det nu den omvendte mekanisme, boligejere kan benytte sig af.

Modsat en nedkonvertering kan man ved en opkonvertering omlægge sit fastforrentede lån til et nyt lån med en højere rente og skære en betydelig luns af restgælden. Til gengæld får man en højere ydelse på lånet.

Muligheden er fortrinsvis interessant for de låntagere, der har et 30-årigt 0,5-procentlån, skriver Berlingske.

Tre forhold, som investorerne skal holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet følger i dag med i disse tre ting:

  • Jyske Bank opjusterede endnu en gang sine forventninger til 2021-indtjeningen for et par uger siden forud for regnskabet i dag. Det samme har A. P. Møller Mærsk gjort ved flere lejligheder. På den måde er dynamitten taget ud af to af de vigtigste danske regnskaber i dag. Alligevel kan der komme kurspåvirkende nyheder, som er værd at holde øje med.

  • I Californien har en dommer tilkendegivet, at israelske Teva med den danske topchef Kåre Schultz i spidsen ikke kan lastes for opioidkrisen. Dermed er vejen banet for, at der inden for få måneder kan komme et endeligt forlig, hvor Teva formentlig skal levere afvænningsprodukter til dem, som er blevet afhængige. Det bliver en langt mindre bekostelig affære, end investorerne har frygtet, og der bør være plads til en meget stor kursstigning.

  • COP26 fortsætter. Indtil videre uden de helt store gennembrud, men det kan nå at komme. Vestas/Ørsted aflægger regnskaber i morgen onsdag, og måske har de også noget at skulle have sagt i den henseende. Uanset hvad er det sidste dag for investorerne til at positionere sig til onsdagens regnskab.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: +0,26 procent

  • S&P 500: +0,18 procent

  • Nasdaq: +0,63 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.40:

  • Japan Nikkei: -0,49 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,28 procent

  • Kina CSI: -1,50 procent