Godmorgen!
Onsdag byder på et comeback til et boliglån, og så skal du høre mere til den politiske aftale om at lempe rejserestriktioner.
Først et indblik i, hvilke konsekvenser en formueskat vil få for landets allerrigeste.
Sådan rammer en formueskat de rigeste danskere
Det vil koste landets rigeste borgere dyrt, hvis der bliver genindført en formueskat på danskernes samlede formue over et vist niveau.
Det viser beregninger, som den liberale tænketank Cepos har foretaget på baggrund af et genoplivet forslag fra forhenværende finansminister Mogens Lykketoft (S). Det skriver Berlingske.
Lykketoft finder det rimeligt at indføre en formueskat på en procent på formuer over 7,5 millioner kroner til at finansiere klimaindsats og velfærd.
Bestsellers Anders Holch Povlsen er landets rigeste person og vil med den mest vidtgående model for formueskat, der er i spil, blive beskattet med knap 15 milliarder kroner over seks år med en formueskat på en procent af formue over 7,5 millioner kroner.
I alt ville de ti rigeste personer i Danmark skulle betale en formueskat på 70 milliarder kroner over de næste seks år.
Rejsebureauer jubler: Her skal du rejse hen til sommer
Tirsdag aften indgik et flertal i Folketinget en aftale om lempede rejserestriktioner.
Første fase træder i kraft 21. april, hvor der indføres lempeligere regler for danskere og personer, der bor i Danmark, og som rejser til egen ødegård i Norden, så de pågældende ikke skal i isolation efter rejsen.
Fase to er fremrykket til 1. maj, hvor færdigvaccinerede danskere og udlændinge, herunder turister, fra gule og orange EU- og Schengen-lande kan rejse ind og ud af Danmark uden krav om test og isolation efter indrejse til Danmark.
Tredje fase forventes at begynde 14. maj, når de ældste og mest sårbare borgere samt de borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik. Her er det planen, at kravet om anerkendelsesværdige formål afskaffes for alle udlændinge, der indrejser fra orange lande.
Fjerde og sidste fase forventes at begynde 26. juni, når et EU-coronapas er taget i brug.
»Indførelse af EU-coronapas vil gøre det muligt at holde sommerferie i Europa og modtage sommerturister i Danmark under forudsætning af, at man kan fremvise dokumentation på, at man er blevet testet negativ, er blevet vaccineret eller er tidligere smittet,« står der i aftaleteksten.
Og hvor er det så mest oplagt at rejse til? Det har Berlingske spurgt tre rejsebureauer om, og alle er meget begejstrede for Grækenland. Se deres øvrige bud her.
Brødre sælger stor bid af livsværk til kapitalfond
Brødrene Claus og Henrik Wann Jensen stiftede i 2003 softwarevirksomheden Luxion, der står bag programmet Keyshot, som nogle af de største IT-giganter – blandt dem Microsoft, Apple og Google – benytter til at designe 3D-modeller af virksomhedernes produkter.
Selskabet er vokset eksplosivt de senere år, og nu vil danske Gro Capital, der specialiserer sig i IT-virksomheder, være med på rejsen. Kapitalfonden køber således en stor minoritetspost i IT-selskabet, skriver Børsen. Ifølge mediets oplysninger værdisætter transaktionen Luxion til lige under en milliard kroner.
»Det er nok ikke helt forkert, men du får mig ikke til at sige noget tal,« siger Claus Wann Jensen til Børsen.
Boliglån får comeback i dag
Renterne er steget i begyndelsen af denne uge, og det betyder, at landets største realkreditinstitut, Totalkredit, åbner for 1,5-procentlånet med afdrag fra i dag, onsdag. Det sker med det yderste af neglene, idet tirsdagens gennemsnitskurs akkurat endte under kurs 100.
Der kan dog være tale om en kort fornøjelse, påpeger chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard fra Totalkredit.
»1,5-procentlånet med afdrag kan meget vel lukke efter onsdag. Der var meget få handler tirsdag, hvor der blev handlet både lidt over og lidt under kurs 100. Der skal derfor ikke meget til, før det tipper over 100, hvis handlerne bare falder en anelse anderledes ud i løbet af i dag,« skriver han i en kommentar.
1,5-procentlånet med ti års afdragsfrihed er allerede åbent og endte tirsdag i kurs 99,4. Når gennemsnitskursen er over 100, lukker et lån med fast rente for tilbud dagen efter.
Ifølge Sune Malthe-Thagaard kan de boligejere, der sidder med et 0,5-procentlån med afdrag, udnytte de højere renter. De kan foretage en såkaldt opkonvertering, hvor de skifter lånet ud med et, der har en rente på 1,5 procent. Dermed kan de barbere en luns af gælden, idet kursen på 0,5-procentlånet er på cirka 92. Dette er dog ikke uden risiko, og boligejere skal samtidig være opmærksomme på en lavere likviditet i 1,5-procentlånet.
Tre forhold, investorerne bør holde øje med
Seniorstrateg Simon Kristiansen fra Nordea udpeger her tre forhold, som investorerne bør have et øje på:
Den største amerikanske bank målt på aktiver, JPMorgan Chase & Co, aflægger regnskab for første kvartal i dag og skyder dermed uofficielt første kvartals regnskabssæson i gang. Ud over, hvor godt banken har klaret sig, er det relevant at følge dens kommentarer til markedet for forbruger- og virksomhedskredit, fordi dette kan give en idé om, hvorvidt investerings- og forbrugslysten er vendt tilbage. Fælles for bankerne er de gunstige vilkår, som markedsudsvingene og behovet for omlægning af investeringer har haft på deres investeringsafdelinger. Goldman Sachs Group Inc. er ingen undtagelse, og banken kommer ligeledes med regnskab i dag. Sidste kvartal var bankens indtjening fra salg og børshandel steget med 32 procent sammenlignet med samme periode året forinden. Også Wells Fargo & Co. der er USAs tredjestørste bank målt på aktiver, vil aflægge regnskab.
På centralbanksfronten hører vi nyt fra Fed-formand Jay Powell. Han deltager i en diskussion om økonomien ved Economic Club of Washington, og vi håber at høre hans reaktion på inflationstallene fra denne og forrige uge samt den generelle tilstand i den amerikanske økonomi. Der er næppe noget nyt under solen, så forvent ikke den store markedsreaktion, men under alle omstændigheder er det relevant at høre, hvad USAs måske mest magtfulde mand mener.
Powells tale falder sammen med udgivelsen af Feds beige bog, der indeholder anekdotisk data om tilstanden i den amerikanske økonomi. Bogen er et af de datakompendier, som Fed anvender som input i sin pengepolitiske beslutning, og den er derfor ikke uden relevans for markederne.
Det sker på markederne
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: -0,20 procent
S&P 500: +0,33 procent
Nasdaq: +1,05 procent
Asien – indeks onsdag kl. 6.30:
Japan Nikkei: -0,45 procent
Hongkong Hang Seng: +1,24 procent
Kina CSI: +0,15 procent