Business-overblik: Omvendt finanskrise: Coronakrisen giver konkursklø til København

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og kontrollerer aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Region Hovedstaden er hårdest ramt af coronakrisen, når det kommer til konkurser og tabt årsværk. Læs det, og meget mere, i dagens Business-overblik. (Arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Godmorgen og velkommen til dagens Business-overblik, der samler dagens største historie fra erhvervslivet til dig, så alt er serveret på et sølvfad, mens du sipper morgenkaffen.

I dag byder overblikket både på græsteknologi, projekt »Dancing Queen«, en udskudt fest og meget mere.

God fornøjelse.

1. Coronakrise har tidoblet salg af virusdræbende robot

En gruppe velhavende investorer med deltagelse af blandt andre L’easy-milliardæren Niels Thorborg har skudt 122 millioner kr. i kassen hos den fynske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics, skriver Børsen, som erfarer, at kapitalrunden giver selskabet en værdi på omkring én milliard kr.

De fynske robotteknikere har siden 2013 blandt andet udviklet en virusdræbende robot til sundhedsvæsenet, og coronakrisen har med ét slag tidoblet salget.

»Der er dukket rigtig mange konkurrenter op, som forsøger at kopiere vores teknologi og gøre os kunsten efter, så vi skal lave betydelige investeringer for at fortsætte væksten. Det er både nye robotter og dem, vi har, som skal have fuld gas,« siger adm. direktør Claus Risager om kapitalrunden.

2. Dyb nedtur i dansk modebranche

Coronakrisen har resulteret i et fald på to milliarder kr. for dansk modeeksport, og derfor betegnes fremtiden for den danske modebranche som »usikker«, skriver Berlingske.

I årevis har den danske modeindustri ellers været præget af store armbevægelser og sejrsgang, men de lukkede butikker, spærrede grænser og forsigtige forbrugere gør nu ondt på modeeksporten, som ifølge nye tal fra Dansk Erhverv har oplevet et fald på 14 pct. fra januar til april sammenlignet med samme periode sidste år.

»Lige nu er vi særligt afhængige af, hvordan situationen udvikler sig rundt om i landene, men det er virkelig svært for os at danne os et overblik over, hvad vi kan forvente af eksportmarkedet fremadrettet. Når nogle lande begynder at snakke om nedlukning igen, ved vi simpelthen ikke, hvordan det kommer til at påvirke forbruget, handlen og økonomien generelt,« siger Thomas Klausen, der er adm. direktør for brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3. Ny græsteknologi kan blive dansk eksporteventyr

I disse uger bliver en ny generation af grønne foderfabrikker, som kan udvinde protein af græs, sat i gang i Danmark, skriver Finans.

Den nye teknologi er klar efter flere års forskning og kan potentielt være med til at løse en række af landbrugets største miljøproblemer og blive et dansk eksporteventyr.

»Den nye teknologi er et gennembrud for vores erhverv. Teknologien åbner mulighed for, at vi kan tjene flere penge på at blive mere miljø- og klimavenlige. Samtidig kan vi eksportere de nye teknologier til resten af verden,« siger Thor Gunnar Kofoed, viceformand i landbrugets brancheforening, Landbrug & Fødevarer, til Finans.

Det er forskere fra Aarhus Universitet, som har arbejdet på at udvikle teknologien, der eksempelvis kan erstatte importen af sojaprotein fra Sydamerika.

4. Amazon er på vej ind i Skandinavien

Den amerikanske onlinegigant Amazon bekræfter i en pressemeddelelse, at virksomheden udvider sit territorium til Sverige, skriver Berlingske. Flere gange har der været forlydender om, at onlineplatformen ville indtage Norden, men nu er det en realitet.

»Amazon har været tilgængelig for svenske forbrugere og foretagender gennem lignende europæiske hjemmesider i flere år, men næste skridt er at introducere et komplet detailhandelstilbud i Sverige, og det er det, vi planlægger at gøre nu,« skriver Amazon ifølge det svenske medie SVT.

Amazon har med inspiration fra svenske Abba døbt projektet »Dancing Queen«.

Den amerikanske e-handelsplatform er frygtet i Danmark, fordi mange detailhandlere har svært ved at konkurrere med dens billige priser og hurtige levering.

5. Konkursbølgen brager ind i hovedstaden

Det er virksomheder i København og resten af Region Hovedstaden, der er hårdest ramt af konkurser under coronakrisen. Det skriver Børsen på baggrund af en ny analyse fra FSR - Danske Revisorer og eStatistik, som viser, at 2.316 virksomheder er gået konkurs mellem marts og juni.

Det giver samlet et tab på 6.159 årsværk, og over halvdelen, 54 pct., af tabet er sket i netop Region Hovedstaden. Dermed tegner der sig under coronakrisen det omvendte billede af finanskrisen, hvor hovedstadsområdet slap billigt.

»Under finanskrisen slap hovedstaden nådigt og mistede få job i forhold til antallet af beskæftigede. Det billede er helt anderledes i dag, hvor coronaens hårde opbremsning over for turisme kan ses væsentligt hårdere i konkurstallene for hovedstadsområdet,« siger Gorm Boe Petersen, politisk chef i FSR – Danske Revisorer, til Børsen.

Samtidig advarer økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Philipp Schröder om, at vi endnu ikke har set det værste til konkurserne. Toppunktet indtræffer nemlig først to eller tre år efter en krises start, forklarer han.

6. Festen for nattelivet ser ud til at blive udskudt

Det ser ud til, at landets diskoteksgæster må væbne sig med tålmodighed, inden de igen kan komme ud at svinge hofterne.

I hvert fald hvis det står til Kåre Mølbak, epidemiolog og faglig direktør for Infektionsberedskab på Statens Serum Institut. Tirsdag sagde han, at instituttet ikke vil anbefale politikerne at fortsætte med fjerde fase af genåbningen, der bl.a. inkluderer nattelivet.

Og det har regeringen tænkt sig at lytte til, lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) senere tirsdag:

»Vi vil ikke risikere at sætte alt over styr, som vi har nået i Danmark,« sagde ministeren.

Jesper Majdall, der er direktør for Hotel Cecil og Bremen Teater, efterlyser en politisk udmel­dning, der kan fastlægge præmisserne for at drive hans form for virksomheder fra efteråret.

»Hvis vi bliver bedt om at holde lukket uden kompensation, vil natklubberne gå konkurs på stribe i København. At åbne med restriktioner er også et dødskys til klubberne,« siger han til Berlingske.

Tre forhold, investorerne bør holde øje med

Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, har været tidligt oppe for at give sine bud på, hvad investorerne skal være opmærksomme på i dag:

  • Aktier handlede mere blandet i går, men steg overordnet særligt løftet af USA og emerging markets. Forhandlingerne mellem republikanerne og demokraterne om en ny stimulanspakke er fortsat i fokus. Og begge parter var i går ude at sige, at man fortsat er et stykke fra at blive enige om en aftale, men at det er realistisk at blive enige i løbet af de kommende dage. Hold fortsat øje med det.
  • På nøgletalsfronten vil vi få tal for erhvervstilliden for servicesektoren flere steder i verden og ikke mindst den private arbejdsmarkedsrapport ADP. Servicesektoren har været hårdest ramt af udbruddet af virussen, hvorfor man holder øje med, hvorledes denne kommer på fode igen (dog er tal for erhvervstilliden svære at bruge alene til det). Investorerne vil granske den sidste for indikationer på, hvordan fredagens arbejdsmarkedsrapport kommer til at se ud. Historisk har ADP-rapporten dog ikke været et godt pejlemærke for fredagens jobrapport. Medlem af den amerikanske centralbanks rentekomité Mester vil yderligere holde tale, og her vil investorerne fokus være på ordlyden og eventulle indikationer om den fremadrettede pengepolitiske linje. I denne uge har der været en række centralbanktalere ude, og generelt bliver der presset på for vigtigheden af, at finanspolitikken kommer på banen.
  • Regnskaberne ruller fortsat. Se her efter regnskab fra bl.a. BMW, Allianz og MetLife. Medicinalselskabet Moderna aflægger også regnskab, og her vil investorernes fokus være på nyheder om tidsplanen for den vaccine mod coronavirussen, som selskabet for nogen tid siden annoncerede.

Det sker på markederne

USA, lukkekurser tirsdag

  • Dow Jones +0,62 procent
  • S&P 500 +0,36 procent
  • Nasdaq +0,35 procent

Asien, indeks onsdag kl. 06.35

  • Japan Nikkei -0,18 procent
  • Hongkong Hang Seng +0,57 procent
  • Kina CSI +0,18 procent