God morgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik! 

Oliepriserne fortsætter med at stige ved udsigten til, at krigen i Mellemøsten ikke ser ud til at tage af foreløbig. Samtidig falder de asiatiske børser fredag morgen og står til det skarpeste dyk på en uge i seks år.

Hvor prisen for en tønde råolie for en uge siden lå på 69 dollar (444 kroner), lå den fredag morgen på 84,59 dollar (544 kroner), skriver nyhedsbureauet Bloomberg. Det er den største stigning på en uge siden 2022. Det smitter af på benzin- og dieselpriserne, der tilsvarende skyder i vejret.

Også priserne på flybrændstof er eksploderet til nær det højeste niveau i fire år. Alene torsdag steg de nordvesteuropæiske priser med 12 procent pr. ton, skriver Financial Times.

»Der er totalt kaos,« siger oliemarkedsanalytiker June Goh fra råvarevirksomheden Sparta til avisen om olieprisstigningerne.

Kina forhandler ifølge nyhedsbureauet Reuters med Iran om at få tilladt, at tankskibe med olie og flydende naturgas kan sejle sikkert gennem det smalle Hormuzstræde syd for Iran for igen at sikre forsyninger. 45 procent af Kinas olie kommer herfra, hvor flere end 300 olietankskibe lige nu ligger fanget i krigen.

Samtidig har USA givet Indien midlertidig tilladelse til at øge indkøbet af russisk olie, der ellers er sanktioneret, i forsøget på at taget noget af presset. Indien er næststørste aftager af russisk olie efter Kina. Råolie og benzin lastet på skibe før 5. marts, leveret til Indien og købt af indiske virksomheder kan frem til 4. april nå frem, skriver Bloomberg. Millioner af tønder af råolie er allerede tæt på Indien.

De asiatiske børsmarkeder er faldet med 6,5 procent i værdi, siden krigen begyndte 28. februar. Fredag morgen var der dog små stigninger.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag.

Dagens vigtige

Eksperter: Der er råd til pensionsudspillet – men der er en alvorlig bagside. Socialdemokratiets pensionsforslag kan gennemføres økonomisk, men det vil næsten tømme det økonomiske råderum og efterlade mindre plads til fremtidige politiske prioriteringer, siger eksperter til Berlingske. | Læs også: S foreslår ny pensionsalder: Sådan påvirker det din økonomi

**

Løkke vil sænke skat og blokere fløjene. Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, vil sænke skatten på selskaber (»som minimum« fra nu 22 til 20 procent), aktieindkomst og arbejde – også for høje indkomster – og reformere danskernes pension men udelukker Socialdemokratiets ide om en formueskat samt en regering, der er afhængig af enten røde eller blå fløjpartier. Det siger han til Børsen.

**

Krig og kaos ryster danske rederier: »Jeg kan ikke huske, at vi i de sidste 25 år har set noget, der minder om det her«. Flere olietankere er i brand i Hormuzstrædet. Hundredvis af skibe er fanget i kø uden at vide, hvornår den vigtige sejlrute åbner igen. Store danske rederier holder vejret, skriver Berlingske.

**

Medicinaltopchef ventede større vægttab. Biotekselskabet Zealand Pharmas topchef, Adam Steensberg, erkender, at han havde håbet på et højere vægttab i et længe ventet forsøg med kronjuvelen petrelintid. 

Et fast 2-forsøg viste 10,7 procents vægttab efter 42 ugers behandling, altså knap ti måneder. »Forventede vi at se et par procent højere vægttab? Ja. Ændrer det noget? Nej,« siger han til Finans.

**

Slut med »bøf« og »bacon«. De 27 EU-lande og Europaparlamentet blev torsdag enige om at forbyde ord som »bøf«, »bacon«, »kalv«, »svin«, »kylling«, »and«, »lam« og det mere generelle »kød« i markedsføringen af plantebaserede fødevarer. 

»Burgere« og »pølser« er dog undtaget, skriver nyhedsbureauet Ritzau. Det er en sejr for kvægavlere i Europa, mens forbrugerorganisationer og forhandlere har været imod. Aftalen mangler nu den formelle godkendelse.

God fredag og god weekend!