Godmorgen og velkommen til torsdagens hurtige Business-overblik! 

Olieprisen steg torsdag morgen med 2,4 procent, efter at USA indførte sanktioner mod de to største, russiske olieselskaber, de statslige Rosneft og Lukoil, på grund af krigen i Ukraine.

Prisen på en tønde råolie nåede tidligt torsdag morgen op på 64,15 dollar (413,54 kroner) efter at være steget med 1,56 dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sanktionerne rammer Ruslands muligheder for at skaffe sig penge til krigsførelsen i Ukraine.

USA gjorde det klart, at der vil komme flere sanktioner, hvis ikke Rusland straks går med til en våbenhvile i Ukraine. En række datterselskaber til de to oliegiganter sanktioneres også. Dermed vil de ikke kunne gennemføre transaktioner i amerikanske dollar.

Storbritannien sanktionerede Rosneft og Lukoil i sidste uge, og de 27 EU-lande har netop vedtaget den 19. sanktionspakke mod Rusland med blandt andet et forbud mod import af flydende, russisk gas fra 1. januar 2027, ligesom endnu 117 tankskibe fra Ruslands såkaldte skyggeflåde af olietankere blev sat på den sorte liste.

De amerikanske sanktioner sendte ifølge nyhedsbureauet Bloomberg chokbølger langt ind i Kinas olieindustri, hvor både statslige og private raffinaderier nu kommer under større pres for at sikre forsyningerne og samtidig undgå at overtræde sanktionerne. Helt op til 20 procent af Kinas olieimport, omkring to millioner tønder om dagen, kommer fra Rusland.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.25. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.25. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.

Dagens vigtige

Norwegian-topchef satser på Danmark. Det norske flyselskab Norwegians topchef, Geir Karlsen, satser på Danmark og danskerne som »et vældigt vigtigt marked for os«, siger han til Finans. Norwegian udvider i 2026 med ti ruter i Billund og håber på endnu flere i 2027. Billund ses også som en egentlig, fremtidig base. 

Samtidig overvejes flere ruter fra Aalborg, samtidig med at Norwegian fortsat vil konkurrere med SAS om passagererne i Københavns Lufthavn.

**

Måneders magtkamp kulminerede i Novo Nordisk – nu opridser interne kilder forløbet. Uenighed om centrale spørgsmål antændte en intens magtkamp mellem Novo Nordisks bestyrelse og den enerådige ejer, Novo Nordisk Fonden. 

Konflikten eskalerede så voldsomt, at bestyrelsen til sidst trak i nødbremsen og valgte at forlade selskabet, skriver Berlingske. Den nye bestyrelse består af en bankdirektør, en gammel kending og en, alle konspirationsteoretikere kender.

**

Rebien: Det bliver dyrt at styrke bestyrelsen med USA-eksperter. Honorarer og lønninger i USA kan være tre-fire gange højere end i Danmark. Det skaber udfordringer med at finde egnede kandidater til Novo-bestyrelsen, siger den nye formand, Lars Rebien Sørensen, til Børsen.

**

Jysk togkrig tager vild drejning. Liberal Alliance vil blokere for transportminister Thomas Danielsens (V) fyring af GoCollective (det tidligere Arriva), skriver Jyllands-Posten. Store og mange forsinkelser skulle ellers betyde, at togdriften i store dele af Midt- og Vestjylland samt på Fyn skulle overtages af DSB. 

Transportordfører Jens Meilvang (LA) ønsker i stedet forhandlinger med GoCollective, som tidligere kørte »billigere og med bedre punktlighed end DSB«. Kun en enig forligskreds kan fyre GoCollective.

God torsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.