Godmorgen og velkommen til onsdag morgens hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Fedmepiller i håndkøb kan give Novo langsigtet vækst
Biden opfordrer til højere løn til strejkende havnearbejdere
Danske virksomheder holder vejret midt i totalt fragtkaos: »Vi kan gå glip af hele julesalget«
Europæiske bilproducenter rammes hårdest af havnestrejke
Men vi begynder med konsekvenserne af de voldsomme begivenheder i Mellemøsten.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Olieprisen stiger efter voldsomme angreb
Olieprisen stiger, og aktiekurserne falder, efter at Iran tirsdag aften affyrede en lang række missiler mod Israel.
Prisen på en tønde råolie steg med mere end en dollar onsdag 74,36 dollar, mens guldprisen nu nærmer sig sit højeste nogensinde, og både handlere og analytikere advarer ifølge Financial Times om, at energieksporten kan blive afbrudt som følge af kampene i Mellemøsten. Det er herfra, at omkring en tredjedel af verdens olie kommer.
Iran, der selv eksporterer omkring 1,7 millioner tønder råolie om dagen, advarede tirsdag om endnu mere »ødelæggende« angreb, hvis Israel svarer igen.
De asiatiske aktiemarkeder dykkede onsdag morgen, også som følge af udviklingen i Mellemøsten. Det japanske Nikkei-børsindeks faldt med hele 1,74 procent, mens det sydkoreanske KOSPI mistede 1,3 procent i værdi. I Taiwan er handelen indstillet på grund af en orkan.
De kinesiske børser er lukket med undtagelse af Hongkong-børsen Hang Seng, som til gengæld er steget med seks procent og dermed fortsætter opad efter den kinesiske regerings nylige stimulanspakke, der igen skal sætte gang i Kinas økonomi.
De amerikanske børser lukkede tirsdag aften i minusser på op til 1,53 procent på den it-tunge Nasdaq-børs.
Det skriver andre medier om
1. Fedmepiller i håndkøb kan give Novo langsigtet vækst
Salg af fedmepiller i håndkøb kan blive en af nøglerne til Novo nordisks langsigtede vækst. Det vurderer Jay Olson, leder af analyseafdelingen for biotek i New York-banken Oppenheimer, over for Finans. Den danske medicinalgigant har tre fedmepiller under udvikling. Milliardpotentialet ligger i at have en pilleudgave af Wegovy klar, når det amerikanske patent på molekylet semaglutid udløber. Novo Nordisks konkurrenter Eli Lilly, Astrazeneca, Roche og Pfizer arbejder alle på at udvikle en fedmepille.
2. Biden opfordrer til højere løn til strejkende havnearbejdere
Den amerikanske præsident Joe Biden opfordrer selskaberne, der driver de amerikanske havne, til at give de strejkende havnearbejdere »meningsfulde stigninger« i lønnen. Det skriver The Guardian. 45.000 havnearbejdere på den amerikanske østkyst nedlagde tirsdag arbejdet, og 36 vigtige im- og eksporthavne er derfor nu lukket. »Nu er det ikke tidspunktet, hvor skibsfarten skal nægte at forhandle en rimelig løn for disse afgørende arbejdere, mens de samtidig henter rekordoverskud,« siger Joe Biden med henvisning til de stigende fragtrater. Han kunne som præsident have udsat strejken i 80 dage men valgte ikke at gribe ind.
3. Europæiske bilproducenter rammes hårdest af havnestrejke
De europæiske bilproducenter står til at blive dem, der rammes hårdest af havnestrejken i USA, fordi de er svært afhængige af havnene. Men en længere strejke kan blive skadelig for hele bilbranchen, mener branchefolk og analytikere ifølge nyhedsbureauet Reuters. Strejken rammer hele forsyningskæden. I de strejkeramte havne håndteres 34 procent af alle amerikanske biler og handel med komponenter og reservedele for 135,7 milliarder dollar om året. »Europæiske fabrikanter er svært afhængige af Baltimore til import og de sydøstlige havne (som Charleston) til eksport, eftersom det meste af deres amerikanske produktionseksponering foregår i denne region,« siger Steve Hughes fra HCS International, som rådgiver bilbranchen om skibsfragt.
Det skriver vi om
1. Danske virksomheder holder vejret midt i totalt fragtkaos: »Vi kan gå glip af hele julesalget«
En omfattende havnestrejke brød tirsdag morgen ud i USA. Det kan få store konsekvenser for danske virksomheder, som kun kan håbe på, at de 45.000 havnearbejdere vælger at gå på arbejde inden for kort tid. Sker det ikke, kan der udbryde totalt kaos i verdenshandlen. Læs historien her.
2. Virksomhed fik rentesmæk fra Skat på 320 millioner kroner: Højesteret bad minister rette op. Nu kaldes hans svar for en »lappeløsning«
Højesteret bad helt usædvanligt skatteministeren om at gribe ind, da en virksomhed endte med et gigantisk rentesmæk. Nu får ministerens udkast til lovændring kritik for at komme alt for sent og være »en lappeløsning«. Ny minister lover at lytte til kritikken. Læs historien her.
Det bør du også læse
Dagligvaregigant vil rykke grænserne for, hvordan vi køber ind: I næste uge åbner Danmarks første helt betjeningsløse butik
Salling Group, der blandt andet ejer Netto og Føtex, går efter at omsætte for 100 milliarder om blot fire år og jagter nu den absolutte top i dansk erhvervsliv. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: -0,41 procent
S&P 500: -0,93 procent
Nasdaq: -1,53 procent
Asien – indeks onsdag kl. 7.15:
Japan Nikkei: -1,74 procent
Hongkong Hang Seng: +6,00 procent
Kina CSI Shanghai: +8,06 procent (mandag)
Tak, fordi du læste med, og rigtigt god onsdag!