God morgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik!
Når danmarkshistoriens største kapitaludvidelse på 60 milliarder kroner fredag skal stemmes igennem af aktionærerne på energigiganten Ørsteds generalforsamling, kommer det til at ske med stor rabat på de nye aktier.
Ifølge Børsens oplysninger kan salget af de nye aktier, som skal tilføre Ørsted flere penge at arbejde med i den største kapitaludvidelse i Europa i 15 år, ske til en pris, der ligger 30-40 procent lavere end den nuværende og historisk lave børskurs.
De banker, som garanterer for aktiesalget ved at love at købe dem, der eventuelt ikke kan sælges til investorer, arbejder hårdt for at sikre, at rabatten bliver så stor, at bankerne ikke risikerer at stå med aktier, som investorerne takker nej til. Flere analytikere advarer samtidig om, at de 60 milliarder kroner, som Ørsted skal hente, muligvis ikke vil være tilstrækkeligt.
Den danske stat, som ejer 50,1 procent af Ørsted, har allerede sagt, at den køber for 30 milliarder kroner for at bevare sin bestemmende indflydelse, mens norske Equinor (tidligere Statoil) har lovet seks milliarder kroner.
Status på markederne

Dagens vigtige
Nu har knap hver femte førtidspensionist ikkevestlig baggrund. I 20 år er udviklingen stukket af. Andelen af førtidspensionister med ikkevestlig baggrund stiger og stiger. Eksperter er ikke overraskede, skriver Berlingske.
**
Ekstra opmærksomhed om USAs jobtal fredag. Den månedlige, amerikanske jobrapport – kaldet kongetallet – vil fredag eftermiddag vise, om USAs økonomi er i færd med en mærkbar opbremsning. Det kan påvirke aktierne og den amerikanske nationalbank, Federal Reserve. »Det er et ekstra vigtigt tal i denne omgang«, siger Nordeas chefstrateg, Josephine Cetti, til Finans.
**
Vestas-topchef kalder lavere elafgift »den værste julegave«. »Den værste julegave du kan få,« siger vindmøllegiganten Vestas' topchef Henrik Andersen om nedsættelsen af elafgiften fra 1. januar. Der er behov for at bygge mere vedvarende energi, hvis Danmark og Europa skal være uafhængige, og en lavere elafgift vil få den modsatte effekt, fordi den vil sænke tempoet i den allerede sparsomme udbygning af grøn energi, påpeger han over for Finans.
**
Oprøret mod Bavarian-opkøb vokser. Bavarians private investorer er voldsomt utilfredse med Bavarians tilbud om at tilbagekøbe aktier til 233 kroner, der er under markedsværdi. Utilfredsheden er blevet så markant blandt investorerne, at det udmønter sig i en fælles kampagne, der har til formål at lægge maksimalt pres på bestyrelsens og kapitalfondenes planer, skriver Berlingske. En profileret investor kalder buddet »uforskammet lavt«.
God fredag og god weekend!
Spil med i MillionærKlubbens store aktiespil. Du kan nu dyste om at få en million fiktive kroner til at yngle mest. Meld dig til, køb og sælg aktier og vind præmier i Danmarks største aktiespil. Den bedste deltager vinder en investeringskonto på 200.000 kroner, og i alt er der præmier for 600.000 kroner. Man kan stadig tilmelde sig på berlingske.dk/aktiespil.