Godmorgen, og velkommen til fredagens Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Viaplay, der skal forklare sig efter voldsomt kollaps
de amerikanske myndigheder, der efterforsker ChatGPT
Men vi begynder ved bryggerigiganten Carlsberg, som er blandt de mest udsatte virksomheder, når naturen går i forfald.
Det vigtigste, du skal vide i dag
Øllet er i fare: Storinvestor kræver svar om truslen fra den »oversete krise«
De tiltagende ødelæggelser af verdens natur rammer ikke alene de truede dyrearter og udsatte befolkningsgrupper i fattige lande.
En lang række virksomheder risikerer at miste vigtige dele af forretningen, og en af dem, der er allermest udsat, er den danske bryggerikæmpe Carlsberg.
Det mener pensionsselskabet Danica, som har kortlagt, hvor udsatte forskellige virksomheder er i forhold til den truende biodiversitetskrise, skriver Finans. Carlsbergs afhængighed af vand og humle gør virksomheden særligt sårbar over for ødelæggelser af naturen.
Danica har nu udpeget Carlsberg som en af 30 globale virksomheder, der skal redegøre for, hvordan de vil håndtere afhængigheden af biodiversiteten.
Det skriver andre medier om
1. Rådgiver: Viaplay skal forklare sig efter voldsomt aktiekollaps
En stribe af dårlige nyheder fra streaminggiganten Viaplay Group har resulteret i en sand nedsmeltning af Viaplay-aktien, og torsdag blev det meldt ud, at bestyrelsesformand Pernille Erenbjerg træder tilbage med øjeblikkelig virkning grundet sygdom. Nu forventer investorer en forklaring på, hvordan Viaplay kunne tage så meget fejl i sine analyser, skriver Børsen.
2. Storinvestorer er enige: Snart er det slut med rentestigninger
Finansmarkederne vil sandsynligvis blive vidner til det sidste renteløft fra Fed i denne runde, når den amerikanske centralbanks ledelse mødes i slutningen af juli, mener milliardforvalterne Pimco og Schroders. Det skriver Finans.
3. Amerikanske myndigheder efterforsker ChatGPT
De risici, som kunstigt intelligens udgør, bliver nu officielt undersøgt af amerikanske tilsynsmyndigheder for første gang, efter at Federal Trade Commission – USAs forbrugerværn – har lanceret en omfattende undersøgelse af ChatGPT-producenten OpenAI, skriver Financial Times.
Det skriver vi om
1. Wolt møder hård kritik efter alvorlig ulykke
Wolt-buddet Mahendra Pouldel kom ud for en alvorlig ulykke, da han skulle levere pasta. Men selvom en ny afgørelse slår fast, at Wolt er forsikringspligtig over for de blå bude, har han ikke set en krone. Det får ham nu til at lange ud og kraftigt overveje sin fremtid hos Wolt. Læs historien hos Berlingske her.
2. Topchef »bryder tavsheden« i »eksklusivt interview« efter mystisk exit og bonusskandale – og taler om alt muligt andet
Jørgen Holm Westergaard havde været direktør i energihandelsvirksomheden Energi Danmark i over 23 år. Men i februar 2023 fratrådte han pludselig uden nogen forklaring. Efter flere måneders stilhed bryder han nu tavsheden i sagen om trecifrede millionbonusser til elhandlere. Læs mere om de skandaleombruste energihandlere hos Berlingske her.
Det bør du også læse
Konkursdronning langer ud efter Lauritz.com-ejere: »De burde have stoppet salget for længe siden«
Kunderne raser.
Lauritz.com vidste, de ikke havde penge i kassen. De vidste, de ikke kunne udbetale kundernes penge. Alligevel fortsatte de i månedsvis med at sælge og købe kundernes varer, lyder kritikken.
En af landets førende advokater Pernille Bigaard – bedre kendt som konkursdronningen – kalder nu auktionshusets handlinger for »betænkelige«.
Advarselslamperne skulle have lyst rødt hos Lauritz.com-ejerne for længe siden, og kunderne skulle aldrig have gået i månedsvis uden at få deres penge, lyder det.
Ejerne risikerer nu stort erstatningskrav, som du kan læse mere om hos Berlingske her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: +0,14 procent
S&P 500: +0,85 procent
Nasdaq: +1,58 procent
Asien – indeks fredag klokken 06:45
Japan Nikkei: +0,27 procent
Hongkong Hang Seng: +0,25 procent
Kina CSI: 0,29 procent
Det var alt for i dag. Tak, fordi du læste med!

