Godmorgen, kære læser, og velkommen til endnu en uge, som vi her på Business kickstarter med et overblik.
I dag skal vi runde Mikkeller, den feterede iværksætter Mads Faurholt, danskernes pensionsopsparinger og justerede forventninger hos landets største bank.
Ølgurus forretning hænger fast i underskud
I 2020 var det coronapandemien, der satte en stopper for Mikkellers ambitioner.
Men 2021 blev ikke året, hvor ølkæden med bryggeri, restauranter og barer formåede at genrejse sig.
I hvert fald byder regnskabsåret for 2021 på tredje år i træk med driftsunderskud, -32,6 millioner kroner, skriver Børsen.
Det er alt andet lige en smule bedre end året før (-38 millioner kroner), men den administrerende direktør, Kenneth Madsen, havde regnet med mere.
»Vi forventede, at vi var i enden af coronapandemien, og havde ikke forudset, at vi i 2021 skulle gennem et år med så stort et omfang af nedlukninger og restriktioner,« siger han til avisen.
Mikkeller formåede dog at øge omsætningen en smule fra 2020 til 2021 – fra 212,8 til 237 millioner kroner.
Han har skabt en fantastisk fortælling om sig selv – nu slår den revner
Lørdag kunne Berlingske – på baggrund af interview med flere end 25 tidligere medarbejdere i Nova Founders Capital – løfte sløret for en brutal kultur, som eksperter betegnede som »syg« i den feterede iværksætter Mads Faurholts investeringsselskab.
Kritikken stopper ikke der.
For Mads Faurholt påstår også at stå bag en lang række internationale succesfirmaer, at have støtte fra Goldman Sachs og at investere sammen med prominente erhvervsfolk. Den historie har den 37-årige iværksætter præsenteret for omverdenen i otte år. Men det er ikke alle, der kan genkende den, skriver Berlingske.
En række internationale selskaber og prominente entreprenører tager nu afstand fra påstande, som Mads Faurholt har brugt til at profilere sig selv.
En gennemgang af hans påståede meritter afslører videre, at den kendte iværksætter i en række tilfælde har opereret i en gråzone mellem kendsgerninger og usandheder, mellem rigtigt og forkert.
Stadig stor gevinst til pensionsopsparere med høj risiko
Midt i den finansielle storm med kraftig inflation, rentestigninger og frygten for en økonomisk recession kan det være fristende at forsøge at minimere risikoen på pensionsopsparingen.
Det kan da også være fornuftigt, men samtidig skal man huske, at med lang tid til pensionen er det risiko, der sikrer det største afkast, skriver Finans.
Beregninger fra Danica viser her, at i perioden fra januar 2010 til sommeren 2022 har de risikovillige haft den klart største gevinst. For personer med 20 år til pensionen har afkastet med høj risiko været 127 procent, mens middel risiko har fået fordoblet opsparingen. Lav risiko har givet 75 procent. Men som altid er de historiske resultater ikke nogen garanti for, at det også bliver sådan de kommende år.
Nedtur rammer Danske Bank som de første
Den voldsomme nedtur på de finansielle markeder får Danske Bank som den første af storbankerne til at nedjustere forventningerne til årets resultat.
Sent søndag aften meddelte banken, at man regner med at lande tre milliarder kroner under det forventede resultat, da banken især rammes af den negative effekt af de hurtige rentestigninger, skriver Ritzau.
Nedjusteringen sker, til trods for at der har været en positiv udvikling i Danske Banks kerneaktiviteter.
Da Danske Bank offentliggjorde sit resultat for 2021 i februar, var det forventningen, at resultatet for 2022 ville være mellem 13 og 15 milliarder. Nu er det nedjusteret til 10-12 milliarder.
Tre ting, som investorerne bør holde øje med
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har på hvad der ligner en stille sommerdag fokus på disse punkter:
Danske Bank nedjusterede søndag forventningerne til hele 2022 efter et skuffende andet kvartalsregnskab. Aktiekursen er lav i forhold til det, som Danske Bank har sagt, de gerne fremadrettet vil måles på, men der er unægtelig langt op til en tilfredsstillende indtjening. Hvor kursmæssigt fortrydeligt tager investorerne nedjusteringen op?
Elon Musk har fortrudt sit Twitter-køb, og i dag får vi en idé om, hvor dyrt det bliver kortsigtet for Twitter-investorerne. En kursnedgang på 10-15 procent vil ikke være unaturlig og urealistisk.
De første indtryk af den danske regnskabssæson har mildest talt været skuffende. I sidste uge var det Chr. Hansen, som kom ud lidt under forventningerne, og i aftes var det Danske Bank, som kom med en nedjustering. Investorerne må håbe, at det ringeste kommer ud af investeringsskabet og går til bekendelse før eksamen, og at hovedparten kan leve op til forventningerne.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag
Dow Jones -0,15 procent
Nasdaq -0,08 procent
S&P 500 +0,12 procent
Asien – Indeks mandag kl. 07.00
Japan Nikkei +1,35 procent
Hongkong Hang Seng -2,74 procent
Kina CSI -1,46 procent
Tak, fordi du læste med!

