Business-overblik: Nykredit trækkes ind i kæmpe svindelsag

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Nykredit på Kalvebod Brygge er igen ved at blive trukket ind i svindelsag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Godmorgen på ugens sidste dag. En nyhedsoverflyvning viser, at et af landets e-sportshold nu går efter at komme på fondsbørsen, og at der er mistanke om omfattende svindel i en kreds af webbutikker. Men vi begynder med, at Nykredit igen kommer i et kritisk søgelys.

1
Nykredit trækkes igen ind i moms- og hvidvaskskandale

Et vidneudsagn i den store Operation Greed-sag om moms- og skattesvindel for 290 mio. kr. og hvidvask for 530 mio. kr. bør få Finanstilsynet til at undersøge, om Nykredit har levet op til hvidvaskreglerne. Sådan lyder vurderingen fra eksperter, efter at et vidne i den verserende retssag har forklaret, hvordan han på vegne af formodede bagmænd fik oprettet erhvervskonti i Nykredit til mindst 10-15 selskaber – og nogle gange for mere end ét selskab ad gangen.

Det skriver Finans.dk fredag.

Vidnet forklarer, at erhvervskontiene blev oprettet fra august 2014 til april 2015. Han fortæller, at han blot indsendte selskabsdokumenter og legitimationspapirer for selskabet og dets ledelse til en bestemt Nykredit-medarbejder, der herefter uden nærmere undersøgelser oprettede en erhvervskonto til selskabet.

Finans og Information har tidligere afdækket, at Nykredits hullede hvidvaskkontrol blev udnyttet af bagmænd i et netværk af formodede momssvindlere. Ligesom en konto i Nykredit ifølge anklagemyndigheden blev brugt til at sende 260 mio. kr. igennem som led i formodet hvidvask.

Flere eksperter vurderer, at denne nye sag sætter Nykredit i et dårligt lys.

Graham Barrow er selvstændig konsulent i hvidvaskbekæmpelse og har arbejdet med dette i en række af Europas største banker. Han vurderer, at bankens kontrol umiddelbart ser ud til at have været »utilstrækkelig i forhold til, hvad hvidvaskloven kræver.«

»Der er åbenlyse advarselstegn her, og hvis vidneudsagnet er sandt, viser det, at banken burde have undersøgt sagen yderligere for at være sikker på, at man handlede med de personer, som man blev fortalt. Advarselstegnene rejser spørgsmål, der kræver svar,« siger han til Finans.dk.

2
Nu vil e-sportshold også score på børsen

Danske Astralis Group, som blandt andet ejer et af verdens bedste Counter-Strike-hold, har kurs mod stjernerne på den lille børs Nasdaq First North Growth Market, oplyser selskabet.

»Vi vil investere i at gøre e-sporten og vores egne brands endnu mere interessante for fansene og lettere tilgængelige for et langt bredere publikum. Vi vil fortsætte arbejdet med at bygge de mest vindende hold i verden samt udvikle vores kommercielle platforme,« lyder det fra Nikolaj Nyholm, der er administrerende direktør og stifter af Astralis Group, i pressemeddelelsen.

Selskabet oplyser torsdag formiddag, at man forventer at blive optaget til handel inden udgangen af 2019, og Astralis Group kan dermed blive første danske e-sportsbrand på børsen. Inden længe vil prospekt og tegningsdetaljer blive offentliggjort. Her vil virksomhedens økonomi også blive beskrevet yderligere. Grundet Astralis Groups korte levetid, findes der ingen offentliggjorte regnskaber på nuværende tidspunkt.

Astralis Group er primært kendt for det storvindende hold Astralis, som de seneste år er blevet folkeeje med dets flotte resultater i computerspillet Counter-Strike.

»I et marked, der er i kraftig vækst både i Danmark og globalt, er det naturligt for os at søge et bredt ejerskab. Fanbasen i e-sport er typisk 18-34 år, og det er et segment, der både er købedygtigt, men som også har en naturlig forståelse for digitale medier og den verden, vi befinder os i. Det er vores indtryk, at også professionelle investorer i høj grad er begyndt at få øjnene op for potentialet, og ved at søge en børsnotering opnår vi kontakt og dialog med begge grupper,« skriver Astralis i en mail til Berlingske.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Jurister mistænker webshopkarrusel for bedrageri

Flere jurister vurderer over for Børsen, at en del af politianmeldt Aarhus-netværks webshopkarrusel ikke kun er ulovlig markedsføring, men ligner bedrageri efter straffeloven. Webshop-ejerne afviser at have bedraget nogen.

Et netværk af bekendte webshopejere fra Aarhus-området forsøger at sælge det ene produkt efter det andet via webshops, som åbner og lukker i ét væk med et spor af vrede kunder fra hele Europa i kølvandet – kunder, som mener, de er blevet snydt og bedraget som følge af ulovlig markedsføring og værdiløse varer.

Problemet er, at en stor del af markedsføringen bygger på vildledning. På netværkets webshops med et spindelvæv af udenlandske undersider er der mere end simple overtrædelser af markedsføringsloven, mener flere jurister på området, som Børsen har vist adskillige eksempler på netværkets forretninger.

»Når du lægger alt det her sammen, begynder det at se ud som om, at der er tale om snyd og bedrag i større omfang end blot overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod vildledende reklame. Vores vurdering er, at der også godt kunne være tale om en overtrædelse af straffeloven. Det ligner simpelthen organiseret svindel,« siger seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk Martha Nør Kjeldsen til avisen.

Hun påpeger videre, at der i nogle tilfælde er tale om produkter, der kan vise sig at være decideret farlige for folks helbred.

Jurist i Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) Tina Morell Nielsen vurderer også, at der kan være tale om bedrageri, hvis man bevidst vildleder kunderne.

Tre ting, investorerne skal holde øje med:

Seniorstrateg i Nordea Andreas Østerheden fremhæver tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:

Det bliver en utrolig spændende dag på nøgletalsfronten i dag, hvor vi fra morgenstunden vil lægge fokus på erhvervstillidstal for fremstillingssektoren for hele verden. Efterfølgende vil alle investorers opmærksomhed rettes mod den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, som giver et bud på antallet af skabte job i oktober måned. Tallet kan være forstyrret af strejken blandt næsten 50.000 ansatte hos General Motors i USA, og det er derfor ekstra usikkert, hvorledes tallet lander. Tal fra arbejdsmarkedet i USA er særligt i fokus i lyset af den amerikanske centralbank Feds rentemøde i onsdags, hvor den centralbankchef lagde en smule hårdere tone end ventet, og det har fået markederne til at forvente en smule lavere vækst fremadrettet. Meget af væksten hænger fortsat på den private forbruger, og der er arbejdsmarkedet en vigtig komponent i vurderingen af optimismen blandt forbrugerne.

På den politiske front vil Christine Lagarde overtage stafetten fra Mario Draghi, men der vil dog først være en interessant tale at holde øje med i næste uge, hvor hun går på talerstolen foran den tyske forbundsdag. I dagens løb vil der dog være en række talere fra den amerikanske centralbank, som vil blive gransket i lyset af den amerikanske centralbank Feds møde.

Sidst men ikke mindst vil vi slutte ugen af med en række regnskaber – både fra den store verden hvor Exxon Mobil, Chevron, AIG og ikke mindst Alibaba. Herhjemme vil vores hjemlige giganter også aflægge regnskab nemlig Danske Bank og Novo Nordisk. Sværvægtere i det danske indeks kan sætte retningen for hele det danske C25 indeks afhængigt af, hvordan regnskabet lander.

Det sker på markederne:

Indeks kl. 5.40
Japan Nikkei  -0,5 pct.

Hongkong Hang Seng +0,4 pct.

Kina Shanghai Composite +0,7 pct.

Sydkorea Kospi +0,5 pct.0

Sent torsdag lukkede de amerikanske markeder således:

S&P 500 -0,3 pct.

Dow Jones -0,5 pct.

Nasdaq -0,2 pct.