Business-overblik: Ny tendens i dansk erhvervsliv – overraskende mange topledere mister jobbet
Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne fra morgenstunden. Her er hele dit Business-overblik.

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne fra morgenstunden. Her er hele dit Business-overblik.

Godmorgen og velkommen til Business-overblikket!
I Danmark er overraskende mange topchefer blevet fyret i årets første måneder.
Det fortæller rådgivningsselskabet AS3 Executive, der er landets største aktør inden for rådgivning af topledere, til Finans.
Selskabet fortæller, at antallet af fyrede topchefer, der søger rådgivning, er steget med omtrent 40 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Jens Lunn er direktør i AS3 Executive og mener, at årsagen til de mange fyringer skal findes i en større geopolitisk usikkerhed, som resulterer i mere resolutte beslutningsprocesser.
»Jeg oplever, at mange bestyrelser har brug for at vise handlekraft hurtigt, hvis tingene ikke lige udvikler sig som planlagt,« siger han til mediet.
Derudover har fyringsrunder i Novo Nordisk, Ørsted og FLSmidth sat deres aftryk.
Et skift i topledelsen fører nemlig ofte til yderligere skift i organisationen, forklarer Jens Lunn.
Mens nogle bliver afskediget, søger andre selv nye veje.
En ny analyse fra Lederne viser, at knap fire ud af ti ledere overvejer eller aktivt leder efter nyt job.

Embedsværket har fået for stor magt og udviser en manglende vilje til at lytte til borgernes indvendinger i komplekse skattesager. Det mener i hvert fald Mohammad Rona (M) og Preben Bang Henriksen (V).
De to fremtrædende politikere retter i en artikel i Berlingske skarp kritik mod de danske skattemyndigheder, som de mener svigter borgerne og undlader at se sagerne fra borgernes side.
**
Den danske droneproducent Sky-Watch mærker i den grad virkningerne af krigen i Ukraine. Virksomheden har igen formået at løfte sin trecifrede millionomsætning, så den i 2025 lyder på 522,5 millioner kroner mod 515 millioner kroner i samme periode sidste år, skriver Finans.
Producenten i Støvring er ikke alene om at tjene penge på krig.
Droneselskabet Nordic Wing er tæt på at fordoble sin omsætning i 2025, mens Monjasa, som er verdens syvendestørste globale leverandør af skibsbrændstof, forventes at løfte sin omsætning med næsten 500 millioner kroner næste år.
**
Indkomsterne i Københavns Kommune er skyhøje, og udviklingen overhaler landets øvrige kommuner med længder. Det viser en ny analyse fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Ifølge Sune Caspersen, der er chefanalytiker hos tænketanken, kan det komme til at skævvride Danmarkskortet og skabe yderligere ulighed mellem by og land.
Årsagerne til udviklingen er flere. Men det er særligt tilflyttere i aldersgruppen 30 til 65 år, der driver væksten, viser analysen.
Læs mere hos Berlingske her.
**
Ferrari har præsenteret deres første elbil nogensinde. Den luksuriøse fempersoners model har fået navnet »Luce« og koster omkring 640.000 dollar. Det skriver BBC.
Den nye bil er udviklet i samarbejde med en tidligere Apple-designer, og lanceringen har modtaget blandede reaktioner på de sociale medier.

Nogle hylder designet som et mesterværk, mens andre kritiserer det for at bryde for meget med traditionerne.
På trods af den nye satsning vil den italienske bilproducent fortsat tilbyde både benzin- og hybridbiler til deres kunder.
God dag!