Godmorgen og velkommen til torsdagens hurtige Business-overblik! 

Sagerne om forkerte opkrævninger til landets boligejere fortsætter.

Ejeren af en villalejlighed i Valby fik af Skat besked om, at hans ejendomsværdiskat ville blive forhøjet fem år tilbage i tiden, så han skulle betale 53.310 kroner inden for tre måneder. Trods flere henvendelser til Skattestyrelsen og Vurderingsstyrelsen kunne han ikke få en forklaring. Han udsatte derfor renoveringen af køkkenet og betalte i januar for at undgå yderligere renter.

Men nu har Skat trukket i land, og Vurderingsstyrelsen har undskyldt, for der var tale om en fejl, hvor Vurderingsstyrelsen ydermere havde byttet om på to lejligheder i samme hus, skriver Politiken.

Sagen er den seneste i en stadigt længere række, hvor hverken medarbejderne eller det nye ejendomsvurderingssystem til fem milliarder kroner kan håndtere de nye vurderinger og boligskatter.

Christian Gommesen, der er skattespecialist i Advokatfirmaet Skattesagen, mener, at Vurderingsstyrelsen nu bør undersøge, hvor udbredt problemet med uretmæssige skatteopkrævninger er.

Status på markederne

Asiatiske aktiekurser er aflæst klokken 7.20. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.
Asiatiske aktiekurser er aflæst klokken 7.20. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.

Dagens vigtige

Bødskov: Formueskat vil gøre Danmark endnu bedre for iværksættere. Socialdemokratiet vil bruge en milliard kroner fra formueskatten til at skabe endnu bedre forhold for kommende iværksættere, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) nu til Berlingske. Samtidig sender flere end 500 iværksættere nu et nødråb:

De frygter ifølge Berlingske at blive beskattet af penge, der kun findes på papiret, hvis der skal betales formueskat af deres virksomheders værdi. Socialdemokratiet mener, at iværksættere kan have »ro i maven« – men regnemodellen er uklar.

**

Aktier, guld og olie stiger. De asiatiske aktiemarkeder steg igen torsdag morgen efter voldsomme fald gennem de seneste dage. Sydkoreas Kospi-indeks steg med 10,4 procent, japanske Nikkei og det brede MSCI-indeks med hver 2,9 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters

Det sker i håb om, at krigen i Mellemøsten vil dæmpe sig. Olieprisen fortsætter dog opad med en stigning på 2,49 procent til 83,43 dollar pr. tønde råolie, og guldprisen stiger med 0,84 procent til 5.178,42 dollar pr. troyounce (omkring 31 gram).

**

Landets største bank vil femdoble grønne lån. Danske Bank vil give lettere adgang til, at store, klimabelastende virksomheder kan låne penge, hvis de har en troværdig, grøn omstillingsplan. 

Frem mod 2028 vil banken femdoble finansieringen fra 18 milliarder kroner i 2025 til 100 milliarder kroner, skriver Finans. Bankeksperter og Dansk Industri roser planerne.

**

Nykredit advarer: Realkreditten er under pres. Manglende konkurrence i land- og yderkommunerne samt vækst i prioritetslån i de store byer har sat det ellers stabile realkreditmarked under pres. Det siger Nykredits koncernchef, David Hellemann, til Børsen

Nykredit sidder via datterselskabet Totalkredit på over halvdelen af alle realkreditudlån til danske boligejere. Topchefen frygter, at udviklingen vil få princippet om, at man kan låne samme mængde penge til samme pris i hele landet, til at bryde sammen.

**

Kina sætter laveste vækstmål siden 1991. Kina skærer sit årlige, økonomiske vækstmål ned til 4,5-5 procent, det laveste siden 1991, mens landet kæmper med udfordringer som faldende forbrug, faldende befolkningstal, fortsat krise på ejendomsmarkedet, handelskrig og senest udfordringer med energiforsyningerne på grund af krigen i Mellemøsten. 

Det er første gang, at målet sænkes, siden det i 2023 blev sat til »omkring 5%«, skriver Berlingske. Udmeldingen kommer fra den årlige samling i Folkekongressen.

God torsdag!