God morgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik!

Den danske medicinalgigant Novo Nordisk har vundet en vigtig sejr i et juridisk slagsmål om et milliardbeløb mod det Singapore-baserede selskab KBP Biosciences og dets stifter og storaktionær, Huang Zhenhua.

Ifølge Finans har han forsøgt at få hævet en indefrysning af milliarder af kroner, men en domstol har valgt fortsat at holde hans aktiver indefrosset.

KBP Biosciences solgte i 2023 lægemiddelkandidaten Ocedurenone til Novo Nordisk for et milliardbeløb men måtte droppe stoffet, fordi det ikke virkede. Retssagen kører, fordi Novo Nordisk mener, at Huang Zhenhua og KBP Biosciences skjulte data om produktet og derfor har gjort sig skyldig i bedrageri.

»Vi er tilfredse med dommen i Singapore,« siger Novo Nordisk i en kort kommentar.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.

Dagens vigtige

Tysk storproducent vil bygge danske krigsskibe på Lolland. Et dansk-tysk konsortium vil bygge Femern-forbindelsens betonfabrik i Rødby på Lolland om til et nyt skibsværft, som skal bygge krigsskibe, når fabrikken bliver ledig. En af Europas førende krigsskibsproducenter, NVL, går sammen med danske COWI og har haft drøftelser med Sund & Bælt, skriver Finans.

**

Asiatiske aktier og olien falder. Aktier i Asien og oliepriserne faldt tirsdag morgen en smule forud for et nøglemøde mellem centralbanker, mens der var små stigninger i europæiske futures på 0,2-0,3 procent oven på mandagens forhandlinger om at få stoppet krigen i Ukraine og lovende diplomatiske signaler om, at det kan ske, skriver nyhedsbureauet Reuters. Olieprisen faldt med 0,2 procent til 63,29 dollar pr. tønde råolie.

**

Overkapacitet er en tikkende bombe under Kinas økonomi. Hidtil har Kinas styre afvist det, men nu står det klart: Der er alt for stor produktionskapacitet på landets fabrikker, som fyrer ansatte og forsøger at presse lønninger og øvrige udgifter ned. Men også omverdenen rammes, skriver Berlingske. I jagten på nye markeder dumper især de kinesiske elbilfabrikanter priserne.

**

Danske topledere holder fast i diversitet. Mens Donald Trump nedkæmper diversitetsprogrammer i amerikanske virksomheder, lader danske topchefer sig ikke påvirke af den amerikanske præsidents kurs, skriver Berlingske. Hos Deloitte lyder budskabet fra selskabets topchef, at der er tale om helt centrale værdier.

**

Axcel køber seks advokatfirmaer og slår dem sammen. Kapitalfonden Axcel overtager seks advokatfirmaer i Sverige og slår dem sammen i det nye AGRD Partners, der dermed gør selskabet til en af Sveriges ti største advokatvirksomheder. Axcel er også åben for at købe op i Danmark, skriver Børsen, hvilket vil være banebrydende, idet reglerne for at ejer advokatvirksomheder er strikse her.

**

Husk, at du nu kan deltage i Berlingskes aktiespil. Læs mere her.

God tirsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.