Business-overblik: Novo-topchef er stødt ind i leveringskoks i USA: »Det er et kæmpe problem«

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Novo Nordisk oplever massiv efterspørgsel på fedmemidlet Wegovy i USA, men er stødt ind i flere leveringsudfordringer. Asger Ladefoged

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik, der som altid klæder dig på med dagens vigtigste erhvervshistorier.

I dag skal vi forbi egne spalter, hvor vi fortæller om ulovlige kasinohjemmesider i verdens skatteparadiser, der lokker børn og unge til at spille hasardspil. Desuden skal vi høre om et opsigtsvækkende klimakrav til virksomheder fra pensionsselskabet ATP.

Men vi begynder hos medicinalselskabet Novo Nordisk.

Novo-topchef: Vi skal øve os på at bevæge os ind i nye områder

Medicinalgiganten Novo Nordisk er siden lanceringen af fedmemidlet Wegovy stødt ind i leveringsudfordringer. Lægemidlet er blevet mødt af høj efterspørgsel i USA og tidligere på måneden fik en leverandør store produktionsproblemer, hvilket fik aktiekursen til at dale med 12 procent.

Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo, erkender nu i Børsen, at medicinalselskabet ikke bare kan bruge sin velkendte formel til at bevæge sig ind i nye områder.

»Når man ikke kan levere nok, så er det et kæmpe problem,« siger Lars Fruergaard til Børsen, som fortæller, at lanceringen af fedmemidlet Wegovu har fået ledelsen til at reflektere over, hvordan Novo i fremtiden skal gribe nye områder an.

»Der er en styrke, som har været i virksomheden i mange år, men der er også en ulempe, fordi man måske tror, at det, man laver i fremtiden, vil være ligesom fortiden. Det er det ikke altid. Evnen til at forstå, hvornår vi kaster os ud i noget nyt, og hvordan vi skal forberede os til det på en ny måde, er blevet meget væsentlig,« siger Novo-topchefen.

Leveringsproblemerne med Wegovy skyldes, at amerikanske myndigheder fandt kvalitetsproblemer hos den europæiske leverandør, der fylder lægemidlet på penne, og det har midlertidigt sat en stopper for produktionen.

Læs interviewet med Lars Fruergaard i Børsen her.

Caribisk ø er paradis for ulovlige kasinoer for børn

På internettet sørger bagmænd for, at danske børn og unge har mulighed for at spille hasardspil med værdifulde virtuelle varer, de har skaffet i et computerspil.

Ofte er kasinovirksomhederne og ejerne bag anonyme, mens de gemmer sig i lande, hvor loven ikke kan nå dem. Det viser en kortlægning, Berlingske har lavet over 53 kasinohjemmesider, der udbyder den særlige form for gambling, der går under navnet skinbetting.

Skinbetting er gambling, hvor man i stedet for penge bruger virtuelle varer fra blandt andet det populære computerspil Counter-Strike som indsats i klassiske pengespil.

»Efterhånden er skinbetting nu et veldokumenteret problem, så jeg er sikker på, at EU vil sige: Vi gør rigtig meget for at beskytte europæiske børn, og det vil vi også gøre her. Og det bør EU gøre, for ingen vil tabe på det. Det er en win-win-win-sag for alle parter,« siger Troels Ørting Jørgensen, formand for Center for Cybersikkerhed under World Economic Forum.

19 af hjemmesiderne er registreret på paradisøen Curaçao i det caribiske øhav, som anses for at  være et af de mest lettilgængelige steder at opnå en spillelicens. I Danmark er de alle dømt ulovlige i byretten.

»Det er op ad bakke for politiet, for hvis bagmændene modtager påbud, kan de bare lade være med at reagere. De er jo ligeglade med, hvad en eller anden dansk byret fortæller dem,« siger Troels Ørting Jørgensen.

Læs artiklen her.

Pensionskæmpe går foran med uset klimakrav

Pensionskæmpen ATP vil stille krav om, at virksomheder skal rapportere data om deres co₂-udledning fra 2025. I hvert fald hvis virksomhederne vil have ATP som investor i ejerkredsen.

Det siger ATPs administrerende direktør, Bo Foged, til Finans:

»Det er vigtigt. Hvis ikke vi stiller krav og får rapportering fra virksomhederne, kan vi jo heller ikke vide, om vi er på sporet i forhold til at nå for eksempel et mål om CO₂-neutralitet i 2050,« siger han til avisen.

Sammen med kravet om bedre data, vil ATP ligeledes have reduceret co₂-aftrykket fra sine investeringer med 70 procent i 2030. Datakravet skal opfyldes ved, at udledninger fra alle led i en virksomheds værdikæde regnes med.

Bo Foged vil i Finans ikke sætte ord på, hvad konsekvensen bliver, hvis virksomhederne ikke overholdet kravet.

»Jeg har ikke lyst til via avisen at udstille, hvilke virkemidler vi har tænkt os at gøre brug af, hvis selskaberne ikke rapporterer. Det må vi håndtere case-by-case. Der er både store og små virksomheder i vores portefølje, og for nogle af de små virksomheder kan det være en næsten uoverkommelig opgave. Derfor skal vi også ind og forstå årsagen, hvis de ikke rapporterer,« siger han.

Læs artiklen i Finans her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: +0,98 procent

  • S&P 500: +1,38 procent

  • Nasdaq: +1,39 procent

Asien – indeks tirsdag klokken 06.20:

  • Japan Nikkei: +0,99 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,06 procent

  • Kina CSI: -0,15 procent