Business-overblik: Novo smækker kassen i til amerikanske politikere

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Administrerende direktør i Novo Nordisk Lars Fruergaard Jørgensen lukker indtil videre for betalinger til amerikanske politikere og fordømmer optøjerne i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Godmorgen og velkommen til et overblik over onsdagens erhvervsnyheder. Vi skal forbi forberedelser til Amazons indtog i Norden, og hvem der kan blive erhvervslivets vindere i coronakrisens kølvand.

Vi begynder med Børsens historie om, at der er strid om et enormt energiprojekt.

Med en anslået pris på mere end 58 milliarder kroner spiller en kunstig energiø en central rolle for Danmarks klimamål. Den skal demonstrere, hvordan man integrerer meget store mængder havstrøm i energisystemet på en omkostningseffektiv måde og potentielt lægge grunden til et stort, nyt grønt eksporteventyr.

Men landets førende virksomhed inden for havvind, Ørsted, advarer skarpt mod at inddæmme en kunstig energiø i Nordsøen.

»En kunstig ø i denne her sammenhæng er risky business. Vi frygter simpelthen, at det her bliver havvindens IC4-sag. Det ville være worst case,« siger Ulrik Stridbæk, chef for energiøkonomi hos Ørsted.

Energiøen blev besluttet i sommer og anslås at blive dyrere end både Femernforbindelsen, Storebæltsbroen og Metro Cityringen. Ørsted forslår i stedet for at satse på at opføre stålplatforme, hvor energien fra de planlagte havvindmølleparker kan håndteres.

Novo smækker kassen i til amerikansk politik

I kølvandet på optøjerne i USA smækker den danske medicinalgigant Novo Nordisk med topchef Lars Fruergaard Jørgensen i spidsen nu kassen i for millionbetalinger til amerikanske politikere. I hvert fald indtil videre. Det skriver Finans.

Det danske selskab skriver samtidig i en mail til erhvervsmediet, at man »fordømmer« sidste uges angreb på Kongressen.

»Men trods begivenhederne er vi glade for, at nationens demokratiske proces sejrede, og at Kongressen fortsatte arbejdet med at godkende resultatet af det amerikanske præsidentvalg 2020,« skriver Novo Nordisk.

Som udgangspunkt må selskaber ikke donere penge til politiskere i USA. Til gengæld må topchefer og højtstående medarbejdere - ligesom almindelige amerikanere - godt. Og det sker altså via såkaldte  PAC’s.

Ifølge Finans donerede Novo Nordisk på denne vis lige over 2,3 millioner kroner til amerikanske politikere i 2020 med en lille overvægt af penge til Demokraterne.

Postnord og Bring ruster sig til markedspres fra Amazon

Finans skriver, at pakkeleverandører forbereder sig på en ny æra, hvor prispres, krav om lynhurtig levering og smidig service bliver den nye norm med Amazons indtog på det svenske marked.

»Jeg tror, de lægger pres på markedet overordnet set i forhold til priserne, serviceniveauet og leveringskapaciteten, hvis de vil vokse med den hastighed, de er vokset i andre markeder som Tyskland og Storbritannien,« siger Per Öhagen, koncerndirektør for e-handel og logistik hos den norske pakkeleverandør Bring, der også opererer i Danmark og Sverige, til Finans.

Hos os selv på Berlingske har vi fokus på de langsommelige udbetalinger af hjælpepakker:

It-koks, EU-regler, svindelkontrol og »dokumentationscirkus«: Her er problemerne med hjælpepakkerne

Fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) beklagede tirsdag den manglende udbetaling af hjælpepakker, selvom han overordnet stiller sig tilfreds med sagsbehandlingen, som den er nu.

»Når der skal etableres så stort et system på så kort tid, er det svært at undgå, at der sker fejl undervejs. Det er selvfølgelig beklageligt, men det er nok også umuligt helt at undgå,« sagde ministeren.

Han pegede blandt andet på EU-statsstøttegodkendelse, it-udfordringer, »sammenklumpninger« af ansøgninger og svindelkontrol som faktorer, der har forsinket udbetalingen af hjælpen til virksomhederne.

Læs historien her.

Vi har selv også fokus på:

Hvem der bliver vinderne i opsvinget efter coronakrisen

Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, vurderer, at et opsving som regel er ensbetydende med, at der er fremgang for de fleste brancher og øget forbrug på tværs af alle kategorier – men bare ikke lige stor fremgang for alle. En helt oplagt vinder vil være forbrug og virksomheder, som passer ind i den grønne omstilling. Det kan restauranterne rent faktisk komme til at nyde godt af.

»Tendensen mod et større forbrug på restauranter passer godt ind i klimaomstillingen, fordi det er en form for forbrug, der mest kræver arbejdskraft frem for maskiner. Vi skal jo nok til at spise færre bøffer, men det er ikke det samme som lavere forbrug i supermarkedet. Vi kan jo for eksempel skrue op for kvaliteten af vinen og økologien i det hele taget,« siger Las Olsen.

Læs historien her.

Tre ting, investorerne skal holde øje med:

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet peger på tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:

Ørsted opjusterede efter lukketid sine forventninger til 2020, men kom samtidig med en meget skuffende guidance for 2021. Kursreaktionen bør være en større nedtur. 2021 vil formentlig blive opjusteret på et senere tidspunkt i forbindelse med frasalg. Alligevel vil investorerne være behørigt skuffede.

Bang & Olufsens aktiekurs var i går på en rutschebanetur. En initiel kursstigning på 6 pct. blev senere afløst af en ditto nedtur, før aktien sluttede dagen med et kursfald på 5  pct. Regnskabet var opløftende, men også i store træk som forventet efter decembers opjustering. Aktiekursen er tredoblet siden sommeren, og forventningerne er ganske høje til fremtiden. Har investorerne sundet sig over regnskabet og de seneste måneders meget positive aktiekursudvikling?

Flere amerikanske centralbankmedlemmer har de seneste dage udtrykt stor tillid til, at den amerikanske økonomi de kommende år vil indhente covidnedturen. Det har fået renterne til at stige og investorerne til at interessere sig mere for de kojunkturfølsomme aktier, som vil nyde godt af en økonomisk optur. Fortsætter den udvikling?

Det sker på markederne

USA lukkekurser tirsdag

Dow Jones  +0,19 pct.

S&P 500 +0,04 pct.

Nasdaq +0,28 pct.

Indeks onsdag kl. 06.30

Japan Nikkei +1,01 pct.

Hongkong Hang Seng -0,03 pct.

Kina CSI -0,04 pct.

 

 

Aktier USA

 

Aktier Asien