God morgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik! 

Den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly overhalede først på rekordtid danske Novo Nordisk på vægttabsmedicin på sit hjemmemarked i USA. Koncerndirektør Patrik Jonsson vil nu fortsætte i resten af verden.

»Alt var ikke planlagt fra begyndelsen, men når det gælder kommercialisering, har vi drevet forbrugernes stigende betydning, og det har nok været den største forandring,« siger Patrik Jonsson til Finans.

Som en af de første åbnede Eli Lilly sit eget onlineapotek i 2024 for at »gøre oplevelsen for patienterne så enkel som overhovedet muligt i sundhedsvæsenet«. Et halvt år senere lancerede Eli Lilly hætteglas som supplement til injektionspennene, hvilket blev en afgørende succes, som Novo Nordisk nu åbent omtaler som en mulighed.

Novo Nordisk-topchef Mike Doustdar erkendte mandag på en konference i USA, at kopiproducenter har taget 1,5 millioner kunder ved at slå til på prisen. Han tror dog ifølge Finans, at hans nye Wegovy-pille vil åbne helt nye markeder. Novo har angiveligt dette marked for sig selv i endnu omkring tre måneder, inden Eli Lilly ventes at få sin udgave godkendt af sundhedsmyndighederne.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.20. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.20. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.

Dagens vigtige

Stor sejr for Ørsted: Dommer hælder Trump ned ad brættet. Lettelsens kortvarige suk runger igen gennem Ørsteds kontorer. For anden gang dømmer det amerikanske retssystem til fordel for den danske vindenergikæmpe, der nu kan fortsætte arbejdet på det kostbare vindmølleprojekt ud for Rhode Islands kyst, skriver Berlingske.

**

Kilder: Fyret B&O-topchef var ikke flittig og brugte mest tid på Ferrari og ultrarige kunder. Han var stort set ikke i Danmark længere, arbejdede meget mindre end andre topchefer og tjente tæt på 26 millioner kroner om året. Til sidst blev det for meget for bestyrelsen i B&O, der i sidste uge fyrede Kristian Teär. Kilder opruller nu over for Berlingske det forløb, der førte til fyringen af den svenske topchef.

**

Kun små besparelser på lavere madmoms. Forskning viser, at der måske er tre øre at spare på letmælken, otte øre på smøret og 13 øre på oksekødet ved at sænke momsen på mad, sådan som regeringen lægger op til. Det skriver Finans.

En stor undersøgelse af momsændringer i alle EU-lande fra 1996 til 2015 fra Rockwool-Fonden viser, at når momsen sænkes, falder priserne ikke mærkbart, fordi virksomhederne blandt andet snupper en del af den sparede moms som profit. I gennemsnit falder priserne kun med seks procent, når momsen sænkes.

**

Trump lægger 25 procents straftold på lande, der handler med Iran. USAs præsident Donald Trump lægger nu 25 procents straftold på varer fra lande, der handler med Iran. Det sker med øjeblikkelig virkning, skriver nyhedsbureauet Reuters. Store aftagere af iransk olie er Kina, Tyrkiet, Irak, De Forenede Arabiske Emirater og Indien.

**

Topøkonom frygter kæmpe aktiedyk i 2026. En af verdens førende økonomer, danske Torsten Sløk, frygter et kæmpe aktiedyk i USA i 2026, som han ser som et skæbneår for kunstig intelligens, skriver Børsen.

Gevinsterne herfra er nemlig koncentreret hos nogle få selskaber i USA, og hvis ikke teknologien breder sig til resten af erhvervslivet med konkrete resultater, slipper investorernes tålmodighed op. »Hvis det ikke lykkes for AI at slå igennem, kan vi få en kæmpe korrektion i aktiemarkedet,« siger han.

God tirsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.