Business-overblik: Novo-ejer åbner for at investere i atomkraft

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Lars Rebien Sørensen er som bestyrelsesformand for Danmarks største erhvervsdrivende fond klar til at investere i atomkraft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til ugens første Business-overblik, hvor du hurtigt og effektivt bliver orienteret om det vigtigste lige nu.

Læs i dag om, at staten stadig køber betydeligt flere diesel- end elbiler, at prisen på naturgas ser ud til at forblive lav vinteren ud, at Novo Nordisk Fondens ejer åbner for at investere i atomkraft, og – her først – at en kvart million danske skolebørn ulovligt bruger Google-programmer.

God læselyst!

Kvart million danske skolebørn bruger Google ulovligt

Omkring en kvart million danske skolebørn har gennem længere tid brugt Google-programmer i strid med loven om beskyttelse af privatlivets fred.

Mandag udløber den deadline, Datatilsynet har sat for, at kommunerne kan indsende materiale, der beviser, at de bruger Google Workspace med blandt andet tekstbehandlingsprogrammet Google Docs og regnearket Google Spreadsheet på en lovlig og dermed dataforsvarlig måde i undervisningen.

»Det, vi afleverer mandag, er et bud på, hvordan man kan bruge Googles produkter lovligt. Vi tillader os at være forsigtigt optimistiske om, at vi har løst en svær problemstilling,« siger Pia Færch, kontorchef i Kommunernes Landsforenings center for digitalisering og teknologi, til Børsen.

I juli 2022 kendte Datatilsynet brugen af Google Workspace ulovlig, fordi der ikke var styr på børnenes data i forhold til, hvad Google samler ind om dem. I efteråret udvidede Datatilsynet sagen til samtlige kommuner. Google Workspace og Chromebooks – bærbare computere med Googles Chrome som styresystem i stedet for Microsofts Windows – bruges ifølge avisen på flere end 550 folkeskoler i 52 kommuner.

Datatilsynet har fokus på, at kommunerne kun har set på funktionaliteten i programmerne og ikke i behandlingen af data, selv om de har ansvaret for, hvordan samtlige data behandles, af hvem og hvor.

Google risikerer ikke kun at blive smidt ud af det danske skolemarked, men af hele EUs, hvis Datatilsynet holder fast i sit nej, for den danske sag er principiel

Staten køber stadig flere dieselbiler

Midt i den grønne omstilling fortsætter staten med at købe de dieselbiler, som private, virksomheder og kommuner er i fuld gang med at skifte ud med elbiler.

Det skriver Berlingske.

Folketinget har store ambitioner om klimavenlig omstilling, men under den tidligere S-regering indkøbte staten knap 13 gange flere dieselbiler end elbiler, viser nye tal, der udløser kritik fra flere sider.

Kun 5,7 procent af statens nyanskaffelser var grønne biler, mens 72,3 procent var dieselbiler.

»Det er dybt forstemmende, at staten er så langt bagefter. Staten har i årevis presset på for, at regionerne og kommunerne skal købe grønnere personbiler, hvilket jeres tal viser går hæderligt. Og så sidder staten som en af de største flådeejere selv med de her tal. Hvad skal man snart sige. Det er godt nok pinligt,« siger seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling Jeppe Juul.

Finansminister Nicolai Wammen (S) »forventer«, at omstillingen af statens personvogne snart vil tage fart.

Novo-ejer åbner for investeringer i atomkraft

Han sidder på pengekassen i Danmarks suverænt største erhvervsdrivende fond, der råder over store milliardbeløb.

Nu kommer Lars Rebien Sørensen med en opsigtsvækkende melding.

Formanden for Novo Nordisk Fonden siger nemlig til Finans, at han og fonden seriøst overvejer at investere i atomkraft.

»Jo mere jeg dykker ned i det, jo flere komponenter kan jeg se kunne være relevante for fonden og dermed på sigt også vores investeringsselskab,« siger han til Finans og nævner konkret de to danske selskaber Seaborg og Copenhagen Atomics som muligheder.

Udover at fonden er storaktionær i Novo Nordisk med omkring en fjerdedel af ejerskabet, så har fonden til formål at støtte projekter og initiativer, der bidrager til at fremme menneskers sundhed og planetens bæredygtighed.

I en rapport fra 2022 konkluderede 16 forskere fra fem forskellige danske universiteter, at det vil være både dyrere og langsommere at satse på atomkraft sammenlignet med vedvarende energikilder som sol og vind. Omvendt har andre forskere påpeget, at atomkraft kan komme til at spille en afgørende rolle for at producere energi på dage, hvor solen ikke skinner, eller vinden ikke blæser.

Lyt også til podcasten Pilestræde om dansk atomkraft

Analytiker: Naturgasprisen forbliver lav vinteren ud

Der har sjældent været skrevet og talt mere om naturgas i de danske medier, end det har været tilfældet det seneste års tid.

Priserne har – af mange årsager – været historisk høje.

Men hvis man som én af de 400.000 boligejere med naturgasfyr har været nervøs for, om prisen igen eksploderer inden vinteren er overstået, kan man godt begynde at sænke skuldrene, skriver DR.

Det mener i hvert fald Jens Nærvig Pedersen, der er Danske Banks chefanalytiker.

»Man skal som ejer af et naturgasfyr se på, hvordan priserne ligger nu, og vi vil sandsynligvis se bump på vejen, men vi kommer til at ligge i nærheden af det her prisniveau fyringssæsonen ud,« siger Jens Nærvig Pedersen til DR Nyheder.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Chefstrateg Josephine Cetti fra Nordea holder mandag øje med disse tre ting:

  1. Det bliver en begivenhedsrig uge på nøgletal- og regnskabsfronten, men vi starter blødt ud mandag. The Conference Board offentliggør sin månedlige ledende indikator for den amerikanske økonomi. Indikatoren er en sammensætning af ti vigtige komponenter for den økonomiske udvikling og kan forudse vendepunkter i konjunkturcyklussen med omkring syv måneder. Indikatoren har over det seneste par kvartaler signaleret problemer forude for den økonomiske vækst og indikerer, at USA vil være i recession i løbet af foråret. Afmatningen på boligmarkedet, en faldende ordreindgang i fremstillingssektoren over de seneste seks måneder og en lav forbrugertillid er de faktorer, der hovedsagelig får indikatoren til at pege i retning af en recession. Det er dog ikke længere nogen overraskelse, at væksten vil falde i løbet af i år. Det store spørgsmål er fortsat, hvor stor nedgangen bliver.
  2. I Europa får vi de første midlertidige tal for forbrugertilliden i januar. Efter rekordpessimistiske målinger i efteråret sidste år har de seneste måneder vist, at forbrugerne er blevet mindre negative, når det kommer til fremtiden. Forventningen er, at denne trend fortsætter i januar.
  3. Chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, holder tale på den årlige reception hos Deutsche Börse. Hun kommer givetvis til at understrege sit nuværende hovedbudskab, nemlig at inflationen i Europa er alt for høj, og at hun er fast besluttet på at få den ned. Det var også meldingen på topmødet i Davos i sidste uge, hvor hun interessant nok også udtrykte bekymring for, at genåbningen af Kina ville kunne skabe udfordringer for inflationsbekæmpelsen. Godt nok betyder genåbningen færre flaskehalse i forsyningskæderne, men stigende vækst i Kina vil også lede til øget efterspørgsel efter energi og råvarer, som kan drive priserne op. Flere strateger og økonomer er begyndt at påpege denne risiko, og det er potentielt et emne, som kan komme til at fylde mere i overskrifterne. Aftagende inflationsfrygt har i høj grad drevet de seneste måneders markedsstigninger, så et fornyet fokus på stigende energipriser kan gå hen og blive et bekymringspunkt for markederne, såfremt Kinas økonomi kommer op i gear.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: +1,00 procent
  • S&P 500: +1,89 procent
  • Nasdaq: +2,66 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.50:

  • Japan Nikkei: +1,32 procent
  • Hongkong Hang Seng: +1,82 procent
  • Kina CSI: +0,76 procent

Tak, fordi du læste med!