God morgen, og velkommen til Business-overblikket denne tirsdag morgen!
Den norske våbenproducent Kongsberg, der er blandt Europas største, åbner for at trække danske virksomheder ind som underleverandører, hvis Kongsberg vinder milliardkontrakten på Danmarks permanente missilforsvar.
»Det er helt sikkert,« siger Harald Aarø, ansvarlig direktør for forretningsudvikling i Kongsberg, til Finans og fremhæver danske Terma og Weibel.
Kongsbergs luftforsvarskontrakt i Holland omfattede danske Weibel-radarer.
I erhvervsorganisationen Dansk Industri ser Joachim Finkielman, direktør for DI Forsvar og Sikkerhed, Kongsberg som »en kæmpe mulighed for danske virksomheder,«.
Indkøbet af et permanent jord-til-luftforsvar til Danmark skal på plads senere i år.
Status på markederne

Dagens vigtige
Skat får nye våben mod »de store fisk« i den kriminelle underverden. Skattestyrelsen har for få uger siden taget et nyt it-værktøj i brug. Det er udviklet til at fange de store fisk i den kriminelle underverden tidligere og hurtigere, end hvad skattemyndighederne hidtil har været i stand til, skriver Berlingske. Fagdirektør i Særlig Kontrol, Kim Tolstrup, kalder det nye våben »banebrydende«.
**
Aktieuro og stigende oliepriser. Der er uro på de globale aktiemarkeder, og olieprisen stiger igen tirsdag som følge af den væbnede konflikt mellem Israel og Iran.
Der er frygt for, at konflikten kan brede sig til det olierige Mellemøsten. Prisen på en tønde råolie steg kortvarigt mere end to procent, mens de asiatiske børser udviser en afventende stemning, skriver nyhedsbureauet Reuters. USAs præsident, Donald Trump, opfordrer indbyggerne i Teheran til at forlade den iranske hovedstad og tog selv hjem før tid fra G7-topmødet i Canada.
**
Danskerne omfavner nu udskældte våbenaktier. Selv om splittelsen er stor, har mange danskere ændret holdning. Et flertal mener nu, at det er helt i orden at investere i våbenindustrien. Det har fået betydning for Danske Invest, der forvalter hundredvis af milliarder og nu lemper egne regler for at følge folkestemningen, skriver Berlingske.
**
Iværksætter vil rejse 750 millioner til danske batteriparker. Den tre år gamle, aarhusianske batteriparkudvikler Battman Energy er klar til at skaffe 750 millioner kroner til en stor, dansk batteriudbygning med et antal kæmpe batterier, der sluttes direkte til elnettet og kan lades op med strøm og aflades igen. Det skriver Børsen.
Selskabet har allerede to batterianlæg på 40 megawatttimer i drift men går efter i 2027 af kunne lagre i alt en gigawatttime (1.000 MWh), siger medstifter Daniel Kappelgaard, der tidligere har arbejdet for Vestas.
**
Havvindfarce kan stride mod god forvaltningsskik. En lang række ansøgninger om havvindmølleprojekter i den omstridte Åben dør-ordning skulle behandles på ny, efter at virksomhederne bag fik medhold i Energiklagenævnet. Men et år senere er der fortsat ikke kommet svar, og det kan være i strid med god forvaltningsskik, siger professor i energiret ved Syddansk Universitet, Bent Ole Gram Mortensen, til Finans. God forvaltningsskik omfatter blandt andet hurtig sagsbehandling og åbenhed.
God dag!




