God morgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik! 

Under et år efter at Carlsbergs russiske bryggeri, Baltika Breweries, i december 2024 blev tvangssolgt i en milliardhandel, så den danske koncern endegyldigt kunne forlade Rusland, skal det tidligere datterselskab nu igen have ny ejer.

Af det russiske virksomhedsregister EGRUL fremgår det ifølge DR, Baltika Breweries – Ruslands største bryggeri – gået i rekonstruktion, og at selskabet herefter lukker. Hvem der herefter vil sidde på magten, er uvist.

Tidligere i år viste det sig, at den virkelige køber af Baltika Breweries var den sanktionerede mangemilliardær Gennadij Timtjenko, kendt som Vladimir Putins bankmand, selv om selskabet VG Invest, der ifølge russiske registre kun har én enkelt ansat, formelt stod som køber.

VG Invest indsendte 20. november meddelelse om, at selskabet går i rekonstruktion og derefter ophører, hvorved aktiverne inklusiv Baltika Breweries skal have ny ejer. Hvem det bliver, står helt uklart.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.

Dagens vigtige

Staten tilbageholder bevis i dansk Panama-sag. I en sag fra Panama Papers blev Johannes frifundet af politiet, men tabte til Skat i en retssag. Et måske centralt bevis i retssagen ligger hos politiet, som ikke vil udlevere det »af hensyn til fremmede magter«. 

Nu har Johannes opgivet at anke sagen. Det er en trussel mod retssikkerheden, siger juraprofessorer til Berlingske.

**

Langt større regning ved lavere fødevaremoms. Lavere moms på frugt og grønt vil ifølge Skatteministeriet koste erhvervslivet 270 millioner kroner om året som følge af ekstra papirarbejde. 

Men det tal holder slet ikke mener Michael Svarer, professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet, der får opbakning fra erhvervsorganisationen Dansk Industri. DIs skattepolitiske chef, Jacob Bræstrup, »kan ikke se, at de administrative omkostninger kan holde sig på under 1 mia. kr., og det kan sagtens være flere gange det beløb«, siger han til Børsen.

**

DI-direktør tiltalt for spritkørsel to gange på samme dag. En junidag kørte viceadministrerende direktør i Dansk Industri, Thomas Bustrup, spirituskørsel på Bornholm. Politiet kunne dog ikke tage bilnøglerne fra direktøren, der kørte videre påvirket af alkohol og endte i København. Han erkender sig skyldig, skriver Berlingske.

**

Helt slut med russisk gas i EU fra 2027. De 27 EU-lande nåede tirsdag til enighed om at standse al import af russisk gas fra 2027. Fra slutningen af 2026 og til efteråret 2027 trappes forbuddet mod gas leveret både gennem rørledninger og med skibe gradvis op, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I oktober i år leverede Rusland fortsat 12 procent af EUs gasimport mod 45 procent i 2022. Ungarn, Frankrig og Belgien er blandt aftagerlandene. »Ikke mere afpresning. Ikke mere markedsmanipulation fra Putin. Vi står stærkt sammen med Ukraine,« skriver EUs danske energikommissær, Dan Jørgensen (S), på det sociale medie X.

**

Kun én tilbage i bestyrelse for robotfirma. Både formand André Fehrn og menigt medlem Helle Rootzén har med øjeblikkelig virkning forladt bestyrelsen i det kriseramte robotfirma Shape Robotics, som nu kun har ét medlem tilbage, skriver Finans. Formanden nåede kun at sidde i syv måneder. De to går på et tidspunkt, hvor selskabet er i økonomiske vanskeligheder og har måttet indgå en afdragsordning med Danske Bank for at undgå en konkurs.

God onsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.