Business-overblik: Musk dropper pludselig opsigtsvækkende søgsmål
Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Godmorgen og velkommen til dagens Business-overblik.
Som altid har vi været tidligt oppe for at finde dagens vigtigste historier fra erhvervslivet.
I dag skal vi blandt andet forbi:
Flere unge dansker streamer sport ulovligt
Indkomstkravet er steget gevaldigt for én gruppe
Men først skal vi vende os mod Tesla-stifteren, Elon Musk, der bemærkelsesværdigt har droppet et søgsmål mod OpenAI.
God læselyst – og følg endelig med på Berlingske Business dagen igennem!
I sidste øjeblik dropper Elon Musk opsigtsvækkende søgsmål
Elon Musk har overraskende droppet sit søgsmål mod selskabet OpenAI.
Det sker, blot et døgn før retten skulle høre OpenAIs bud på at få sagen afvist. Det skriver BBC.
Musk havde anklaget OpenAI – der står bag chatbotten ChatGPT – for at opgive sit oprindelige formål om at udvikle kunstig intelligens (ai) til gavn for menneskeheden og ikke bare for profittens skyld. Omvendt har OpenAI argumenteret for, at Musk med sit søgsmål ville fremme egne interesser inden for kunstig intelligens.
I juli sidste år stiftede Musk selv selskabet xAI, der ligeledes udvikler teknologier på baggrund af ai.
Musk var selv med til at stifte OpenAI i 2015, men forlod virksomheden i 2018, da han angiveligt var utilfreds med topchefen Sam Altmans profitorienterede tilgang.
Men ifølge CNN trækker Tesla-stifteren muligvis nu i land, efter at OpenAI har lækket en række e-mail, der afslører, at Musk selv gerne ville tjene store summer på ai, da han stadig var en del af foretagendet.
OpenAI og en advokat for Musk har ikke kommenteret udviklingen i sagen.
1. Flere streamer sport ulovligt
Snart begynder EM i fodbold, og det betyder, at danskerne kommer til at sidde klistret til skærmen. De største kampe kræver i de fleste tilfælde et abonnement på TV 2, der har betalt store penge for rettighederne. Alligevel sniger folk sig uden om betalingsmuren. Det skriver Finans. Ifølge en undersøgelse foretaget af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret streamede 31 procent af danskerne i alderen 15-24 år sidste år sport på ulovlig vis – og det kan føre til store økonomiske tab.
2. Indkomstkravet stiger – og det rammer særligt én gruppe
I løbet af det seneste årti er indkomstkravene steget betragteligt. Og særlig for én gruppe ses en tydelig udvikling. For børnefamilierne kræver det nu en millionindtægt, hvis man skal have lov til at købe en bolig på 120 kvm. Det skriver Børsen. Ifølge tal fra Boligøkonomisk Videncenter skal et par i Københavns Kommune tjene mindst 1.051.000 kroner før skat i 2024. I 2012 skulle indtægten blot være på 690.000 kroner. Og det kan skabe store problemer for børnefamilierne, som har en drøm om at være i storbyen.
1. Hun og hendes far blev billedet på Danmarks mest omtalte miljøkatastrofe. Nu bryder Nordic Waste-ejer tavsheden efter et halvt år i pressely
For første gang stiller Nordic Waste-ejer nu op til interview om en af de mest omtalte miljøkatastrofer i nyere danmarkshistorie. Hun fortæller om en »drømmeinvestering«, der gik helt, helt galt, en central fortrydelse og om en påstand, der blafrer i vinden. Og så frikender hun mere eller mindre ejerfamilien for ansvar.
Du kan læse Daniel Tidemanns interview her.
2. »Markante« skattelettelser på vej til erhvervslivet
Onsdag præsenterer regeringen en ny strategi for iværksætteri. Erhvervslivet kan forvente skattelettelser, siger Venstres formand.
Du kan læse mere om skattelettelserne her.
3. I aften skal du tælle prikker – de bestemmer renten på dit boliglån
Selvom der ikke pilles ved renten, kan dagens møde i den amerikanske centralbank blive et af de vigtigste møder i år. For hvad mener verdens vigtigste centralbankfolk egentlig om, hvor renten skal hen? Svaret vil sætte tonen for de finansielle markeder hen over sommeren.
Læs Ulrik Bies analyse om det vigtige rentemøde her.
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag
Dow Jones: – 0,31 procent
S&P 500: + 0,27 procent
Nasdaq: + 0,88 procent
Asien – indeks tirsdag kokken 07.51
Nikkei 225: -0,52 procent
Hang Seng: – 1,16 procent
Shanghai: +0.32 procent
Tak, fordi du læste med. Rigtig god onsdag herfra!