Godmorgen og velkommen til en ny uges første Business-overblik!
Den sky, norske milliardær Johan Michelsen, som på kort tid er blevet en af Norges rigeste med en formue på mere end syv milliarder norske kroner, har på få år opkøbt 17 danske it-virksomheder i en diskret opkøbsbølge.
Han står bag it-konglomeratet Hawk Infinity, der ifølge Børsen er en aggressivt voksende investeringskoncern, som nu møder hård kritik.
Det skyldes selskabets egne værdiansættelser af de mange opkøb i Skandinavien, som er med til at øge værdien af aktierne i det unoterede selskab, tillige med voldsom gæld og den formue, som Johan Michelsen på kort tid har opbygget ved at købe selskaberne for lånte penge og kontanter fra den løbende drift i Hawk Infinity – en kritik, som han selv afviser.
Nogle af de 17 opkøbte, danske selskaber vokser og tjener godt, andre er mindre specialister med beskedne overskud, og »ideen er at eje disse virksomheder for evigt«, siger nordmanden, som mener, at mange andre tænker for kortsigtet i deres opkøb.
Status på markederne

Dagens vigtige
Virksomheder flygter fra dansk børs, mens amerikanske ejere trækker milliarder ud. Nasdaq har stort set monopol på at drive børshandel i Danmark – og det er en guldgrube for de amerikanske ejere, der på ti år har trukket knap to milliarder kroner ud i udbytter, skriver Berlingske. Imens er udviklingen af det danske børsmarked gået i stå.
**
Novo-opgør med hjemmearbejde lader vente på sig. Medicinalselskabet Novo Nordisks opgør med kontoransattes hjemmearbejde fra 1. januar er blevet mindre dramatisk. Der kan »fortsat indgås individuelle aftaler mellem ledere og medarbejdere, så både personlige og forretningsmæssige behov imødekommes«, siger selskabet til Finans og understreger respekten for »behovet for fleksibilitet«.
Heller ikke landets fagforeninger har hørt meget fra deres medlemmer. En rundspørge blandt 25 toneangivende virksomheder viser, at ingen kræver fremmøde på kontoret fem dage om ugen, men at kontoransatte kan arbejde hjemme en-to dage om ugen.
**
Guldrekord på over 5.000 dollar. For første gang nogensinde er guldprisen steget til mere end 5.000 dollar (31.800 kroner) pr. troy ounce i en historisk himmelfærd, som i 2025 gjorde ædelmetallet mere end 60 procent dyrere.
De seneste spændinger mellem USA og NATO om Grønland har skabt voksende bekymringer for økonomisk og geopolitisk usikkerhed tillige med højere inflation end normalt, en svag amerikansk dollar og nationalbankers opkøb af både guld og sølv, som i 2025 steg med næsten 150 procent, skriver BBC. Guld findes kun i begrænsede mængder. Kun omkring 216.265 ton er blevet udvundet, svarende til tre-fire olympiske svømmebassiner.
**
Minister klar til at se på børneopsparing. Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er åben over for en ændring af reglerne om børneopsparing under visse forudsætninger efter kritik af, at børnene får for lidt ud af opsparingen, idet bankerne kun giver den bundne opsparing lave renter og gør for lidt for at få flere til at investere pengene.
Ministeren er klar til »at se på løsninger, hvor skattefriheden følger barnet, og hvor familier får flere muligheder« – dog først, når hun er sikker på, »at det er både trygt og fornuftigt«, skriver Finans.
**
Opgør om robotfirmas konkurs kan trække ud. Det er sværere end forventet at sikre og omsætte aktiverne i den konkursramte robotvirksomhed Shape Robotics, så kreditorerne kan få deres penge tilbage.
Danske Bank og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) har ifølge Børsen tilsammen knap 21 millioner kroner til gode, men selv om selskabets regnskab i juli viste varer på lager for et trecifret millionbeløb, har kuratoren indtil nu kun fundet »relativt beskedne aktiver« på de danske adresser.
God mandag!



