Godmorgen, kære læser. Velkommen til dagens Business-overblik. Det er lillefredag, og det betyder, at der kun er én dag til weekenden – men hvem tæller.
Bare rolig – på Berlingskes Business er vi langtfra gået på weekend.
I dagens overblik skal vi forbi Novo Nordisk, der må punge ud i USA, til blå partier, der angriber regeringens finanslov. Og så er SAS igen på programmet.
Velkommen til – og god læselyst!
Blå partier angriber regeringens finanslov: »Bevidst manipulation«
Regeringens forslag til en finanslov er slet ikke så stram, som finansminister Nicolai Wammen (S) giver udtryk for.
Det påpeger en række økonomer over for Berlingske.
Og nu melder flere oppositionspartier sig også i debatten om, hvor stram regeringens finanspolitik egentlig er.
Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, kalder det således for »åbenlyst spin«:
»Rent faktuelt øger den her finanslov det offentlige forbrug og forværrer dermed inflationen.«
Han bakkes op af Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, der siger: »Jeg er 100 procent enig med økonomerne. Det er bevidst manipulation med tallene at kalde den stram, og det burde finansministeren holde sig for god til.«
Læs hele artiklen her.
350.000 danskere tager årligt mindst én sygedag uden at være syg
Tusindvis af danskere tager årligt mindst én pjækkedag – og det er dyrt for samfundet, skriver vi på Berlingske.
Det betyder, at virksomhederne må leve med, at medarbejdernes opgaver enten ikke bliver løst, eller at de øvrige kolleger skal løbe hurtigere for at løse opgaverne.
»Når 350.000 danskere i arbejde melder, at de tager mindst en sygedag, selvom de faktisk ikke er syge, er det et alt for højt tal. For lad mig slå det helt fast: Pjæk er ikke okay. Det er ikke i orden at blive væk fra sit arbejde og få løn for det, hvis man ikke er syg, eller man ikke har aftalt det med sin arbejdsgiver,« siger chefkonsulent Pernille Taarup fra Dansk Erhverv.
Læs hele artiklen her.
Nyt milliardlån lægger kæmpe pres på SAS – kan gå i vasken ved strejke
SAS har landet en aftale om at låne fem milliarder kroner af det amerikanske investeringsselskab Apollo Global Management. Det skal sikre, at SAS kan holde driften kørende under den storstilede økonomiske spareplan.
Men det blev hurtigt klart, at lånet – på grund af høj risiko – var ekstremt dyrt for SAS, og at der da heller ikke var mange andre end Apollo (hvis nogen), der var villig til at yde det.
Og nu kan Finans fortælle, at Apollo sågar også kan trække lånet tilbage, hvis SAS rammes af en tilpas stor strejke. Og det er ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, en kæmpe presbold på både ledelse og medarbejdere:
»Hvis selskabet bliver ramt af en strejke, så kan Apollo trække støtten, og så går SAS konkurs,« siger han.
Her til sommer var SAS ramt af en ekstrem bekostelig pilotstrejke, og lige om hjørnet venter nye forhandlinger om løn og vilkår med kabinepersonalet.
SAS får hjælpende hånd af rival
I SAS' dybe krise får de en håndsrækning fra den nordiske rival Finnair, som dropper en række direkte ruter fra Stockholm til flere store byer, primært i USA – men også i Thailand, skriver Børsen.
Ifølge Finnair skyldes det en »justering« af trafikplanen. Men den uvildige luftfartsekspert Hans Jørgen Elnæs, Winair, peger på, at grunden skal findes i de høje brændstofpriser.
Det er godt nyt for SAS, der dermed har mindre konkurrence om ruterne til USA.
Danskerne storshopper stadig elektronik
Der er skruet lidt ned for, hvor meget ny elektronik vi har købt i år efter rekorderne i 2020 og 2021, men der sælges fortsat mere end før coronaårene, og vi betaler faktisk lidt mere, når vi har udvalgt det rette at bære med hjem.
Det fremgår af friske tal fra analysehuset GfK, der måler det faktiske salg i butikkerne og ikke alene ser på, hvor stor produktionen er af de enkelte produkter. Europas største forbrugerelektronikmesse holdes i denne uge i Berlin i Tyskland, hvor efterårets og den kommende juls nyskabelser vises frem for første gang. Det skriver vi på Berlingske.
Novo Nordisk skal til lommerne: Indgår forlig i USA
Novo Nordisk har indgået et forlig i en retssag i USA, efter at myndighederne anklagede medicinalvirksomheden for i flere år at bryde regler for offentlige indkøbsaftale, skriver Finans.
Det kommer til at koste Novo Nordisk 6,3 millioner dollar, svarende til omkring 46 millioner kroner. Justitsministeriet understreger, at anklagerne ikke er bevist, og at Novo Nordisk ikke har indrømmet sin skyld – men nu har de altså valgt at indgå et forlig.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har i dag disse punkter stående på blokken:
I USA offentliggøres ISM for fremstillingssektoren. Er der stadig gang i aktiviteten, og hvordan går det med ordreindgangen, er noget af det, som investorerne vil holde øje med.
FLSmidth har overtaget nøglerne til deres Thyssenkrupp-opkøb inden for mineudstyr. Her til morgen giver FLS en opdatering på integrationsprocessen. FLS meddelte i forbindelse med købet, at de forventede synergier på 50 millioner euro på EBITDA niveau. Holder det stadig?
Investorerne fik ikke den bedste afsked med august, og september starter heller ikke alt for lovende med udsigt til kursfald på månedens første handelsdag på cirka en procent. Investorerne er nervøse og holder øje med renter, men også med udviklingen i gas- og elpriserne for de europæiske forbrugere.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag:
Dow Jones: -0,88 procent
S&P 500: -0,78 procent
Nasdaq: -0,56 procent
Asien – indeks torsdag kl. 06.40:
Japan Nikkei: -1,77 procent
Hongkong Hang Seng: -1,52 procent
Kina CSI: +0,24 procent
Tak, fordi du læste med!




