Business-overblik: Mærsk søsætter digitalt shippingselskab i kampen mod CO2-udledning

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse denne ene artikel for at være opdateret.

Maersk Tankers søsætter for første gang i dets 90-årige historie et søsterselskab, der skal sælge digitale løsninger til shipping-industrien. Løsninger, som skal medvirke til at reducere CO2-udledningen fra de store skibe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maersk Tankers

God onsdag morgen!

Vi skal i dagens overflyvning af de vigtigste danske erhvervsnyheder en tur til Esplanaden i København, hvor Maersk Tankers søsætter nyt, lige som vi også skal forbi en række elselskaber, der kæmper for at kunne beholde lukrative forretningsområder og gå fri af en statslig opsplitning.

Vi begynder dog med fem ATP-partnere, der har gjort alle os danskere lidt rigere – og sig selv en hel del rigere.

1
Indbringende ATP-partnere er selv blevet rige

Siden 2003 har vores alle sammens pensionskasse, ATP, opbygget sin egen kapitalfond. Afkastet har været så stort, at fem ATP-folk er blevet styrtende rige. ATPs kapitalfond, som lyder det mundrette navn ATP-PEP,  har gennem en årrække investeret i en stribe andre kapitalfonde og er en såkaldt fund-of-funds. Dette har resulteret i, at ATPs pensionsindbetalere på godt 15 år har høstet enorme 26,8 mia. kr. i afkast af kapitalfonden.

Dem, der har fået relativt størst gevinst ud af ATP-PEP, er dog ATPs »guldfugle« – fem partnere, som er medejere af og ansat i kapitalfondens administrationsselskab. Det viser en analyse af ATP-PEPs regnskaber, som Berlingske har udarbejdet.

Tilsammen har de fem – udover deres gode løn – opbygget en formue på 195 mio. kr. i deres eget private investeringsselskab i 2018. De mange millioner stammer fra investeringer, som de fem partnere med managing partner Torben Vangstrup i spidsen siden 2003 har placeret i ATP-PEP.

Bo Foged, adm. direktør i ATP, erkender, at partnerne i ATP PEP er blevet godt betalt.

»Jeg er fuldstændig enig i, at det er mange penge, og hvis jeg kunne få det billigere, havde jeg med glæde gjort det. Men det er vores opgave at få den bedst mulige deal, og det har vi fået med denne konstruktion. Vi har fået det både bedre og billigere, og det har givet medlemmerne i ATP nogle fantastiske afkast,« forklarer Bo Foged.

Kapitalfondes store udfordring er ifølge ekstern lektor ved CBS Robert Spliid, som er ekspert i kapitalfonde, at rejse pengene. I modsætning til andre kapitalfonde har partnerne i ATP-PEP dog ikke skullet rejse pengene alene på baggrund af deres hidtidige performance, fordi de har haft ATP i ryggen.

»Har partnerne fået serveret investorerne på et sølvfad af ATP, er det – om ikke en gave – så i hvert fald en god start,« siger Robert Spliid.

2
Mærsks digitale satsning skal reducere CO2-udledning

For første gang i selskabets mere end 90-årige historie opretter Maersk Tankers ifølge Børsen en uafhængig dattervirksomhed, hvis ambition det er at gøre det samme for resten af industrien, som man hidtil har formået at gøre i A.P. Møller – at reducere CO2-udledningerne med en række digitale tiltag.

»I løbet af det seneste års tid har vi udviklet et produkt, som beviseligt har sænket CO2-emissionerne. Det er med dette for øje, at vi nu giver det mulighed for at få den bedst mulige succes i hele industrien. Hvis vi skal nå FNs mål om at reducere CO2-udslippet med 50 procent i 2050, er det vigtigt, at vi – som en af de største spillere – går forrest,« siger Christian M. Ingerslev, adm. direktør i Maersk Tankers, til Børsen.

Maersk Tanker anvender størstedelen af den årlige investeringsramme på 50 mio. kroner på det nye selskab og placerer også her det egenudviklede softwareprodukt, Simbunker. Via big data giver det rederierne bedre mulighed for at optimere forbruget af brændstof ved blandt andet at udregne den optimale hastighed på de enkelte ruter.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Eksperter og tilsynsdirektør undsiger branchebetalt rapport om opsplitning af elselskaber

En brancheforening har i kampen mod en opsplitning af lukrative forretningsområder anvendt en rapport, som ifølge Finans nu er kommet i kraftig modvind.

En række danske myndigheder er i færd med at lægge sidste hånd på en konkurrenceanalyse, der blandt andet fokuserer på fordele og ulemper ved at opsplitte elselskaberne, og som skal munde ud i politiske anbefalinger.

Spørgsmålet om, hvorvidt monopolforretningerne måske ikke blev holdt tilstrækkeligt adskilt fra de kommercielle aktiviteter, er tidligere blevet rejst. Tidligere har eksempelvis nichemediet Energiwatch regnet sig frem til, at de ti største elnetselskaber har betalt 11,4 mia. kr. i udbytter til deres moderselskaber i årene fra 2010 til 2018.

Dansk Energi har betalt rådgivningsfirmaet PWC for at kortlægge forskningen på området, herunder erfaringerne fra Holland og New Zealand, der begge har indført en tvangsopsplitning.

Konklusionen, som den er blevet præsenteret af Dansk Energi for direktører og chefer fra Finansministeriet, Energiministeriet, Energistyrelsen, Forsyningstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, lød, at der intet belæg er for, at en opsplitning af elselskaberne havde haft en positiv effekt. Snarere tværtimod.

Det eneste af de 60 studier, der har undersøgt erfaringerne i Holland efter opsplitningen, er udarbejdet af to hollandske forskere, Machiel Mulder, og Bert Willems. Begge mener, at erfaringerne i Holland har været positive, i modsætning til udlægningen i den bestilte rapport.

4
En kabinekuffert hos Norwegian

Og så runder vi en sag i den lettere afdeling, som nok vil interessere rejseglade danskere.

Det er er inden længe slut med at medbringe sin kabinekuffert gratis om bord på Norwegian-fly, såfremt man har købt en af Norwegians billigste billetter, LowFare.

Det fremgår af Norwegians nye bagagepolitik, der dog endnu ikke er offentliggjort, oplyser mediet check-in.dk ifølge Ritzau.

Det vil dog blive muligt at medbringe en kabinekuffert, såfremt man betaler et gebyr, oplyser Norwegian til mediet. Norwegian har endnu ikke fastsat, hvor stort gebyret bliver. De nye regler ventes at træde i kraft i februar. Kunder vil få information inden da.

Det holder investorerne øje med

Her er, hvad chefstrateg i Nordea, Andreas Østerheden, hæfter sig ved i dag.

  • Fokus er fortsat på krisen mellem USA og Iran, hvor eventuelle nyheder på den front vil blive afvejet nøje blandt investorerne. Især efter gårsdagens missilangreb på amerikanske baser i Irak, hvor olieprisen skød kraftigt i vejret for derefter at falde. Det vigtige i denne sammenhæng er, om det var »nok« i forhold til, at Iran kan opretholde ansigtet indadtil. Skal man tro rapporterne, tyder det på, at de amerikanske styrker udelukkende led materielle skader. Dette reducerer sandsynligheden for en større eskalering af konflikten.
  • På nøgletalsfronten vil det være interessant at følge fabriksordrer i Tyskland og forbrugertilliden i Europa. Senere på dagen får vi en forsmag på arbejdsmarkedets temperatur inden den store jobrapport på fredag. Det sker ved den private arbejdsmarkedsrapport ADP.
  • På centralbankfronten taler Feds Brainard i løbet af dagen. Der vil også være fokus på det britiske parlaments forsøg på at få udtrædelsesaftalen gjort til lov. Debatten fortsætter i det britiske parlament i dag og i morgen. Og ikke mindst mødes Boris Johnson med Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i forbindelse med en tale, hun holder på London School of Economics.

Det sker på markederne

De asiatiske aktier tager et betragteligt dyk onsdag. Kursfaldene er dog mindsket i løb af dagen.

Indeks med udvikling i procent

Nikkei 225 -1,2

Topix -1,1

Hongkongs Hang Seng -0,8

China Shanghai Composite -0,6

China CSI 300 -0,5

Taiwan Taiex -0,1

Sydkoreas Kospi -0,8

Indiens BSE Sensex -0,7

Singapores STI -0,8

Sydney ASX 200 -0,2

(Indeksværdi klokken 5.00.)