Godmorgen og velkommen til ugens første businessoverblik.

Vi begynder dagen med historien om, at halvdelen af alle boligsøgende danskere er førstegangskøbere. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for ejendomsmæglerkæden Home. Ejendomsmæglerkæden mener selv, at en stor del af boligdrømmene står til at blive knust af de ekstra stramme låneregler, som købere skal leve op til i Danmarks såkaldte vækstområder, København og omegn samt Aarhus.

Madklubben-stifter kigger sultent mod buffeten

Stifter af Madklubben Anders Aagaard kigger nysgerrigt mod buffetrestauranter som Flammen og Dalle Valle. Han har »bidt mærke i«, at der er mange af dem, som tjener gode penge. Derfor vil han nu lancere sin egen kæde, Food Club, der skal byde på grøntsager, salatbar og kødfri alternativer. Hvilket er den stik modsatte retning af Restaurant Flammen, der har slået sig op på at servere kænguru, kylling og alt derimellem – ad libitum – til buffethungrende danskere over hele landet.

Det skriver Børsen.

Hjælpeorganisationer føler sig flået af Nets

Flere hjælpeorganisationer som Børns Vilkår og Red Barnet gør oprør mod et gebyr fra Nets på 4 kroner og 32 øre per transaktion.

»En uforholdsmæssig stor del af de midler, vi modtager havner i lommen på Nets for en ydelse, som på ingen måde kan have de omkostninger,« siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår til Finans. Han kalder Nets for grådige gebyrgribbe, og han bakkes op af Jan Damsgaard, professor i digitalisering fra CBS, der mener, at Nets udnytter sin dominerende markedsposition til at skumme så meget af gebyrerne som muligt.

Det skriver Finans.

Få dit business-overblik hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Business-overblik« og få de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland direkte i din indbakke.

Bundfrossent marked for danske børsintroduktioner

De danske aktier har gjort et comeback med tocifrede stigninger i løbet af 2019. Men alligevel står markedet for nye børsintroduktioner bomstille. Flere virksomheder havde planlagt, at 2019 skulle være året, hvor de skulle børsnoteres, men mange har nu udskudt – eller helt aflyst – de planer.

Det skriver Børsen, der har talt med flere kilder med et indgående kendskab til det danske marked for nye børsnoteringer.

Tre ting investorerne skal holde øje med i dag:

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har fokus på disse tre punkter i dag.

  • Trump tager overskrifterne. Han er utilfreds med, at forhandlingerne med Kina om en handelsaftale tager for lang tid, og derfor vil han øge toldsatserne og pålægge nye for kinesisk eksport til USA. Investorerne reagerer naturligvis meget nervøst med store kursfald i Asien. Også i USA og Europa vil der forventeligt være større kursfald. Investorerne har porteføljerne fulde af aktier, og de store stigninger har forøget forventningerne til årets afkast. Det gør kursudviklingen ekstra sårbar på kort sigt.

  • Tyske og EUR-zone PMI tillidsindikatorer er aktuelle i dag. Til morgen er der kommet kinesiske PMI-tal (Caixin), som samlet var en anelse under det forventede

  • I morgen kommer Pandora med sit 1. kvartalsregnskab. Forventningerne er meget små. Det er sidste dag for investorerne til at overveje, om de efter den seneste lange række af skuffelser tør tage endnu en regnskabsgyser med som investor?

Markederne lige nu:

Der er fortsat lukket i forskellige børser i Japan på grund af indsættelsen af den nye kejser, ligesom børserne i Kina er lukket.

Japan Nikkei 225: Lukket
Hongkongs Hang Seng -3,3 pct.
Kina Shanghai Composite -5,2 pct.
Kina CSI 300 -5,5 pct.
Taiwan Taiex -1,8 pct.
Singapore STI -3,6 pct.

Note: Indeksværdi klokken 5:55

Kilde: Ritzau Finans