Business-overblik: Lundbeck-pille nyt håb mod corona-senfølger

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Medicinalfirmaet Lundbeck kan øge sit marked betydeligt, hvis det kan fastslåes, at et middel mod depressioner kan bruges mod senfølger af coronavirus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God morgen og velkommen til et overblik over nyhederne på erhvervsfronten mandag morgen.

I Storbritannien ventes hæren nu sat ind mod den panik, som har bredt sig over manglen på benzin. Herhjemme kan et medicinalfirma øjne et nyt stort marked, hvis et middel mod depression også kan bruges mod corona-senfølger. København får overraskende klø i jobfesten, og en storkunde kræver nu en forklaring af Nemlig.com på, hvorfor chaufførerne ikke har overenskomst.

God læselyst!

Hæren i beredskab mod benzinpanik

Den britiske premierminister, Boris Johnson, forbereder sig på at indkalde hæren for at sikre sig mod den panik, som er ved at opstå i Storbritannien på grund af mangel på benzin.

Flere hundrede soldater overvejes ifølge den britiske finansavis Financial Times sat ind for at få kørt benzin ud til de tankstationer, som er eller er ved at løbe tør, fordi briterne har hamstret benzin i panik over udsigten til ikke at kunne få brændstof.

Regeringen meldte søndag aften ud, at energibranchen midlertidig bliver undtaget konkurrencelovgivningen, så de får ret til at dele oplysninger med hinanden og dermed kunne prioritere, at der når leverancer frem til de områder, der er i størst nød.

Der er omkring 8.000 tankstationer i Storbritannien, og over halvdelen af dem, der drives af uafhængige næringsdrivende, skal nu være løbet tør. Tankstationer på motorvejene bliver prioriteret med benzinleverancer.

Det er manglen på chauffører, der har skabt problemer med at transportere benzin, diesel og olie ud til tankstationerne.

København får overraskende klø i jobfesten – Det bliver »et meget trist år«

Den danske økonomi er igen inde i et opsving efter en slem omgang corona. Det ville normalt betyde overskrifter om, hvor meget København banker resten af landet, når det gælder beskæftigelsen.

Men sådan er det ikke denne gang. En helt ny analyse fra Lederne viser, at for landet som helhed lå beskæftigelsen i juli i år tre procent over beskæftigelsen tilbage i februar 2020, lige før coronakrisen startede.

Ser vi alene på Københavns Kommune, har der imidlertid kun været en fremgang i beskæftigelsen på én procent i den periode. Det skriver vi her på Berlingske.

Stromma, som står for kanalrundfart og sightseeingbusser i København, er en af de virksomheder, der på grund af manglen på turister stadig ikke mærker opsvinget.

»Det her år bliver bedre end sidste år, men alligevel et meget trist år,« siger administrerende direktør Mads V. Olesen, der samlet set har vi tabt 110 millioner kroner på krisen.

Følg Morgenposten på mobil

Lundbeck-pille nyt håb mod corona-senfølger

Den danske medicinalproducent Lundbecks middel mod depressioner virker måske også mod senfølgerne af coronavirus, hvilket kan udvide markedet betragteligt for lægemidlet.

Det skriver Børsen.

Det er antidepressionsmidlet Trintellix, som nu skal undersøges på 200 patienter for at se, om det kan hjælpe mod træthed samt koncentrations- og hukommelsesbesvær, som varer ved mere end 12 uger, efter at man har været smittet med covid-19.

Der er tale om et canadisk forsøg, som Lundbeck gratis leverer sin medicin til.

Medicinalanalytiker Michael Novod fra Nordea skriver i et notat, at han anser det canadiske studie for »meget interessant«.

»Det kan vise sig som en ganske stor markedsmulighed for Lundbeck,« vurderer han.

Storkunde kræver forklaring af Politiken-ejet transportselskab: Ingen ansatte chauffører og ingen krav om overenskomst

Levering af fødevarer hjem til forbrugerne er et kontroversielt emne, som gennem det seneste halve år har sat onlinesupermarkedet Nemlig.com under hårdt pres.

Politiken har bragt en række kritiske artikler om Nemlig.com, som blandt andet er blevet voldsomt kritiseret af fagforeningen 3F for dårlige arbejdsforhold for chaufførerne, og fordi onlinesupermarkedet ikke har sikret sig overenskomster for de chauffører, som bringer varerne ud til kunderne.

Chaufførerne er ikke ansat hos Nemlig.com, men hos selvstændige vognmænd, og 3F har sendt konfliktvarsler ud til 137 vognmænd, som bringer varer ud for Nemlig.com for at tvinge vognmændene til at indgå overenskomst.

Artiklerne har presset Nemlig.com til at hæve kundernes betaling og kræve forbedrede løn- og arbejdsforhold hos vognmændenes chauffører.

Skagenfood troede, at havde sikret sig mod at havne i samme situation som Nemlig.com. Men virkeligheden er en ganske anden. DAO Food (Dansk Avis Omdeling), som er majoritetsejet af JP/Politikens Hus og bringer fisk frem til kunderne for Skagenfood, kræver ikke overenskomst for de natarbejdende chauffører. Det kan man læse mere om i nærværende avis.

Tre ting, som investorerne skal holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har noteret sig disse tre punkter på dagsordenen for mandag:

  • Der er kun meget små bevægelser, om overhovedet nogen, efter det tyske valg. Det er ikke mærkeligt. Der går en periode, inden Tyskland får en ny regering, og Tyskland har tradition for flertalsregeringer medmindre drama, end man ser andre steder. Alligevel er der god grund til for investorerne i det mindste at holde øje med udviklingen.
  • I Asien er der overvejende en lidt blandet aktiestemning med stigninger uden for Kina. Den kinesiske centralbank er i gang med at pumpe likviditet ind i banksystemet på grund af Evergrande. Efter massive kursfald de seneste måneder spørger investorerne sig med rette, om nedturen er ved at være overstået?
  • De amerikanske renter tikker stadig opad. Der er god grund til for investorerne at holde et vågent øje hermed. Aktiemarkedet har tidligere vist sig at være meget rentefølsomt, og det kan hurtigt ske igen.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA lukkekurser fredag:

Dow Jones: +0,10 procent
S&P 500: +0,15 procent
Nasdaq: -0,03 procent

Asien, aflæst mandag kl. 06.45:

Japan Nikkei: +0,03 procent
Hongkong Hang Seng: +0,28 procent
Kina CSI: -1,30 procent