Business-Overblik: Lego sætter ambitiøst klimamål: »De næste ti år er ekstremt kritiske«

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Lego sætter ambitiøst klimamål. Få overblikket over dagens vigtigste erhvervshistorier her. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen!

Velkommen til ugens første Business-Overblik, der som altid guider dig gennem dagens vigtigste erhvervsnyheder. Og hvis dette var en julekalender, så ville der være tale om særdeles mange spændende ting bag låge nummer syv.

Samtidig står vi i dag over for endnu en hektisk dag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af regeringen ventes at melde en række nye restriktioner ud i hele landet, som hun i går varslede i en video på Facebook.

Følg med hele dagen på Berlingske.dk, hvor vi gør vores bedste for at holde dig opdateret, men begynd her:

Dansk byggekæde på vej mod børsen​

Den danske byggekæde Stark er på vej mod børsen. De amerikanske ejere bag Stark har valgt Goldman Sachs, JP Morgan og Danske Bank til at stå for børsnoteringen.

Det oplyser kilder til Berlingske.

Stark er gennem de senere år vokset og er målt på omsætning blandt de 20 største virksomheder herhjemme. Ifølge kilderne er det meningen, at børsnoteringen skal ske til næste år, og Starcks amerikanske ejer, Lone Star, håber på en værdi på 15 mia. kr. Dermed bliver børsnoteringen en af de største herhjemme.

Jysk overvejer fremtid i storcentrene

Jysk er lige nu i gang med at overveje, om de 300 af detailkædens 2.900 butikker, som er placeret i et storcenter, skal fortsætte samme sted.

Det skriver Børsen.

Krisen har gjort ondt på centrene, og Jysk har også oplevet faldende salgstal. Derfor er topchef i Jysk, Jan Bøgh, nu gået i tænkeboks.

»Vi kigger på, om vi skal ændre på vores strategi dér ved at vælge nogle andre placeringer end storcentre. Vi har masser af sammenligningsmateriale, og vi kan se, at vi har fået det sværere i storcentrene. Bliver det en trend, at de store indkøbscentre er mere udsat? Det ser ud til, at de der store forlystelsescentre, som vi især ser i udlandet, er det første, mange lande lukker ned,« siger han.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Brexit-forhandlinger balancerer på en knivsæg

Der hersker fortsat stor spænding om de britiske forhandlinger med EU. Således sagde den irske premierminister, Micheál Martin, i går, at handelsforhandlingerne balancerer på en knivsæg, og at det er »50/50« i Bruxelles lige nu.

Det skriver Financial Times.

Det helt store spørgsmål, som skal besvares inden Storbritannien forlader EUs indre marked 31. december, er, hvordan man opretholder »lige konkurrencevilkår«. Og forhandlingerne skulle altså være helt lige, hvis man spørger den irske premierminister:

»Tingene balancerer på en knivsæg, og det er meget alvorligt,« siger han og tilføjer:

»Mit instinkt siger mig, at det er 50/50 lige nu, og jeg tror ikke, at nogen kan være særlig optimistisk i forhold til, at en løsning dukker op.«

Hjemmearbejde gør flere ensomme og deprimerede

Det udbredte hjemmearbejde her under coronakrisen har en betydelig slagside. En ny undersøgelse viser, at flere og flere bliver ensomme og deprimerede af at arbejde hjemmefra.

Det skriver Berlingske.

En analyse af 1.000 virksomheder fra konsulenthuset Ballisager viser, at omkring hver fjerde offentlige og store private virksomhed har oplevet en nedgang i medarbejdernes trivsel under pandemien.

Samtidig får Djøf flere henvendelser fra psykisk pressede medlemmer, der har fået nok af at arbejde hjemmefra.

Lego sætter klimamål

Legetøjskoncernen Lego har som det 10. danske selskab fået godkendt sine klimamål hos den internationalt anerkendte klimainstans Science Based Targets, hvor omkring 500 virksomheder på verdensplan kan erklære det samme.

Det sker på baggrund af en række nye klimaambitioner og mål, som Lego har lanceret, skriver Finans.

»De næste ti år er ekstremt kritiske, og vi ønsker at tage en del af ansvaret. Vi vil inspirere og udvikle morgendagens byggere, og hvis der skal være nogen troværdighed i det, så er vi nødt til at forstå, hvordan fremtiden ser ud, og hvad vores rolle skal være i at adressere nogle af de udfordringer,« siger Tim Brooks, ansvarlig for bæredygtighed hos Lego.

Lego forpligter sig til at reducere sit absolutte CO2-udslip med 37 procent inden 2032.

Det skal investorerne skal holde øje med i dag

Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, kommer her med sine bud på, hvad investorerne bør være opmærksomme på i dag:

  1. Det var en stærk afslutning på en ellers solid aktieuge i sidste uge, selv om man som dansk investor ikke i samme grad kan mærke det grundet dollaren, som er over én procent svagere på ugen. Fredagen bød på kongetallet fra USA, og jobrapporten giver en indikation af jobsituationen i USA. Selv om tallet for den seneste jobskabelse var lavere end forventet i fredags, steg aktierne pænt dagen igennem, og renterne kørte op. Det kan ses som håb om, at svagere jobtal presser politikerne til at få hjælpepakker igennem. Fokus i løbet af den kommende uge vil i høj grad være på udviklingen i smitten, finanspolitik i USA og Europa, og ikke mindst på en fortsættelse af Brexit-forhandlingerne.
  2. Brexit-forhandlingerne gik endnu en gang i hårdknude i fredags, hvor parterne fortsat synes langt fra hinanden. Investorerne ser EU-topmødet senere på ugen som en sidste deadline for EU til at godkende en eventuel aftale. I dag vil lovforslaget om det indre marked i Storbritannien være til debat i Underhuset. Her bliver det interessant at følge, hvorvidt de britiske politikere har til hensigt at følge vilkårene omkring den oprindelige udtrædelsesaftale med EU, eller om de vil forsøge at give sig selv mere fleksibilitet i forhold til, hvad der blev aftalt omkring grænsen til Nordirland. Forvent mere støj og udsving i det britiske pund i løbet af december, i takt med at Brexit-forhandlingerne bølger, men det bliver næppe afgørende for de globale aktiemarkeder.
  3. Der vil være nøgletal at følge i dag, hvor vi her til morgen har fået handelstal fra Kina i oktober, der var langt stærkere end ventet. På overfladen ser det ud til, at efterspørgslen i resten af verden har løftet tallene i oktober, men det vil sandsynligvis blive en smule svagere fremadrettet grundet nedlukninger. Skulle vi se produktionsbegrænsninger i resten af verden i løbet af de kommende måneder, kan det omvendt give medvind til Kinas produktion. Kina er fortsat et af de lande, der synes at have størst succes med at inddæmme virusspredningen i forhold til den vestlige verden, og den indenlandske efterspørgsel ser ud til at være taget yderligere til på det seneste. Solide takter fra verdens vækstmotor er godt for aktierne. I løbet af dagen får vi også data fra tysk industriproduktion og forbrugerkredit i USA.

Det sker på markederne

USA - lukkekurser fredag

  • Dow Jones: +0,83 pct.
  • S&P 500: +0,88 pct.
  • Nasdaq: +0,70 pct.

Asien - Indeks mandag kl. 06.30

  • Japan Nikkei: -0,55 pct.
  • Hongkong Hang Seng: -1,47 pct.
  • Kina CSI: -0,49 pct.