Business-overblik: Landbrugets top vil rydde op efter chikanesag

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne, og vi tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Chikanesagen i DanBred endte med, at Landbrug og Fødevarers direktør, Anne Lawaetz Arhnung, sagde op. Hun mente ikke, at hun var blevet hørt i sagen. Nu varsler Landbrug og Fødevarer en helt nye arbejdsgang efter sagen. Det skal blandt andet være slut med bestyrelser, der er ude af trit med det omkringliggende samfund. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til ugens andet Business-overblik, hvor vi har samlet de vigtigste nyheder fra morgenstunden.

I dag skal vi høre om danskernes store lyst til hjemmearbejde efter corona. Vi skal også høre nyt om chikanesagen i DanBred og om stor rejselyst hos danskerne. Men vi begynder med et klart budskab fra professor i økonomi ved Aarhus Universitet Nina Smith.

Professor: Svage unge skal spottes i vuggestuerne

De danske vuggestuer skal blive bedre. De er helt afgørende for at få flere til at tage en uddannelse. Det mener professor i økonomi på Aarhus Universitet Nina Smith. Hun er formand for den af regeringen nedsatte kommission, der skal se på 2. generationsreformer. Det skriver borsen.dk.

Et af de meget væsentlige problemer, kommissionen skal se på, er, at hver femte 25-årig ikke har fuldført en ungdomsuddannelse. Nina Smith mener i den sammenhæng, at det er vigtigt at se på kvaliteten i børneinstitutionerne. Allerede i vuggestuen kan pædagogerne se, hvilke børn der får en svær skoletid. På trods af det tænker man aldrig børneinstitutionerne som et led i de politiske tiltag, der skal få flere unge til at tage en uddannelse.

Debatten om unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, kører nemlig alt for meget i den samme rille, mener Nina Smith.

»Der skal vi være åbne for, at løsningen nogle gange ligger andre steder, end vi har været vant til at tænke i. For det her problem starter allerede i vuggestuen,« siger Nina Smith til borsen.dk.

Danskerne på jagt efter hjemmearbejde

Coronakrisen har vendt op og ned på mange ting. Også på danskernes forhold til hjemmearbejde. Hver femte dansker er klar til at gå på jagt efter nyt job for at få adgang til hjemmearbejde. Det skriver Berlingske.

Det sker på baggrund af en undersøgelse, Gallup har lavet for Berlingske.

Undersøgelsen viser, at tre ud af fire danskere gerne vil have hjemmearbejdsdage. Og hos mange er ønsket så stort, at de gerne skifter job.

Steen Erik Navrbjerg er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet og siger, at vi slet ikke havde diskuteret spørgsmålet om hjemmearbejde, hvis ikke coronaepidemien havde vist, at vi er blevet rigtig gode til at arbejde hjemmefra, uden at det er gået ud over vores produktivitet. Samtidig oplever medarbejderne en bedre balance i deres arbejdsliv.

Chikanesag giver større oprydning

Den fejlagtige håndtering af chikanesagen i datterselskabet DanBred har slået hårdt inden for landbruget. Derfor går Landbrug & Fødevarer nu i gang med en større oprydning som en direkte konsekvens af sagen. Det skriver finans.dk.

Der skal nye beslutningsgange til, og der skal være bedre styr på datterselskaberne. Herudover skal det også være slut med bestyrelser, der er ude af trit med det omkringliggende samfund.

»Succesfulde, moderne organisationer og virksomheder er kendetegnet ved, at de er i trit med tiden og det omgivende samfund. Det har vi ikke været gode nok til. Vi skal i langt højere grad være i samklang med vores tid,« skriver Landbrug & Fødevarers  konstituerede topchef, Flemming Nør-Pedersen, ifølge finans.dk i en intern mail.

Landbrug & Fødevarer er hovedaktionær i DanBred.

Selskabets tidligere administrerende direktør Thomas Muurmann Henriksen blev fyret, efter en række chikanesager kom frem. Efterfølgende endte sagens også med, at den daværende administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer, Anne Lawaetz Arhnung, sagde sin stilling op. Hun mente ikke, at landbrugets top havde lyttet til hende i sagen.

Danskerne vilde med rejser efter corona

Coronaepidemien er ved at være et overstået kapitel, og nu vil danskerne for alvor ud og rejse. Hos Jysk Rejsebureau med hovedkvarter i Aarhus kan de mærke danskernes rejselyst så meget, at de er nødt til at sige nej til nogle kunder. Rejsebureauet kan ganske enkelt ikke nå at betjene alle kunder. Det skriver finans.dk.

Siden maj og juni har Jysk Rejsebureau uge for uge mærket, at danskerne i stigende grad vil ud og rejse igen. Interessen er blevet så stor, at der kan være flere ugers ventetid på skræddersyede rejser.

»Vi har så travlt, at vi ikke kan følge med. Derfor må vi hver dag afvise kunder, som egentlig gerne ville rejse med os,« siger administrerende direktør i Jysk Rejsebureau Niels Amstrup.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom fra Nordnet, giver her sine bud på, hvad man som investor bør være opmærksom på i dag.

1. Johnson & Johnson aflægger sit tredje kvartalsregnskab i dag. Sædvanen tro vækker det interesse hos biotekselskabet Genmabs aktionærer, fordi tallene løfter sløret for, hvor stort salget af Genmabs produkter har været.

2. Lidt mere end ti procent af de amerikanske regnskaber for S&P 500-selskaberne er blevet aflagt. Hvis »landsresultatet« bliver som den nuværende »stikprøve«, bliver det en af de rigtig gode regnskabssæsoner, hvor flere end sædvanligt vil overgå forventninger med en samtidig større positiv afvigelse fra det forventede. Fremgangen vil være drevet af finans (som allerede har aflagt gode regnskaber), energi (stigende energipriser) og selskaber inden for materialer (ligeledes stigende priser). Fortsætter fremgangen?

3. Investorerne er ved at positionere sig til næste uges Glasgow-topmøde. Den britiske premierminister, Boris Johnson, har allerede meldt ud, at der vil blive tale om hårde forhandlinger. Som arrangør har han et naturligt ansvar, men også interesse i at topmødet bliver en succes, et britisk »udstillingsvindue«, og samtidig ikke for dyrt for hans vælgere, når den grønne omstilling formentlig skal accelereres tidsmæssigt. De kommende dage vil der naturligt komme ekstra fokus på grønne selskaber som blandt andre Ørsted, Vestas og Rockwool og spekulation i det konkrete resultat fra topmødet.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA lukkekurser mandag

Dow Jones: +0,35 procent

S&P 500: +0,34 procent

Nasdaq: +0,84 procent

Indeks tirsdag kl. 06.45

Japan Nikkei: +0,66 procent

Hongkong Hang Seng: +1,18 procent

Kina CSI: +0,94 procent