Business-overblik: Lagkagehusets stiftere brænder millioner af uden for Danmark

Her er de vigtigste businessnyheder, som du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Lagkagehuset er historien om Jyllands største bager og Sjællands største bager, som i 2008 slog sig sammen under navnet Lagkagehuset. I 2017 trådte de to stiftere helt ud af livsværket, da de gav slip på deres resterende ejerandel og kastede sig i stedet ud i et internationalt kaffeeventyr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Louise Munkegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til fredagens Business-overblik.

I denne uges sidste Business-overblik skal vi blandt andet forbi to aarhusianske webshopejere, der nu er blevet bandlyst fra Trustpilot. Vi begynder dog med at tage temperaturen på de internationale finansmarkeder.

Globale aktiemarkeder på retræte

Det var en halvsløj torsdag på de globale aktiemarkeder. De brede europæiske indeks faldt med op mod to procent, mens de ledende amerikanske aktieindeks – S&P 500, Dow Jones og Nasdag – alle sluttede torsdagen med fald på omkring en procent.

Flere analytikere vurderer, at de faldende aktiemarkeder skyldes, at den økonomiske vækst i USA efter alt at dømme snart har ramt toppen, ligesom der er tegn på, at den kinesiske vækst er på vej ned i gear.

»Vi ser en ændring i aktivallokeringen, hvor folk sælger risikable aktiver og i stedet køber statsobligationer, der har et mere sikkert afkast,« siger Shaniel Ramjee, senior investeringschef i Pictet Asset Management, til Financial Times.

På trods af torsdagens fald ligger det amerikanske S&P 500-indeks fortsat 15 procent højere end ved årets indgang, mens det paneuropæiske Stoxx 600-indeks er steget med 13 procent siden årsskiftet.

Pensionskasser scorer to års afkast på seks måneder

De danske pensionskasser er kommet rigtig godt igennem årets første seks måneder, hvis man ser på selskabernes afkast.

Det skriver Børsen på baggrund af en opgørelse fra den uafhængige investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen, der har set på afkastet for en typisk kunde med middel risiko og 20 år til pension.

»Vi har nærmest fået, hvad der svarer til to års forventet afkast på seks måneder,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Helt i toppen blandt de danske pensionsselskaber ligger Industriens Pension med et afkast på 12,3 procent, mens Sampension i årets første seks måneder har sikret sine kunder et afkast på 12,1 procent.

I bunden ligger pensionsgiganten PFA, hvor afkastet lyder på 8,5 procent.

Ny fond er klar med en halv milliard kroner til startups

Seed Capital har netop rejst 465 millioner kroner til en ny fond, der skal sikre dansk kapital til vækstivrige virksomheder, som i disse år rejser meget store investeringsrunder fra internationale investorer.

Det skriver Børsen.

Seed Capital III Growth K/S, som den nye fond er blevet døbt, skal ses som et supplement til Seed Capitals allerede eksisterende fonde, forklarer ledende partner i Seed Capital Ulla Brockenhuus-Schack.

»Vores eksisterende fonde er klassiske seed-fonde, hvor vi investerer relativt tidligt ind i seed-segmentet og så hele vejen til en exit. Typisk ejer vi omkring 20 procent i begyndelsen og bliver mere og mere udvandet efterhånden, som de store internationale investorer kommer til,« siger Ulla Brockenhuus-Schack til Børsen.

Trustpilot bandlyser aarhusianske webshopbagmænd

Efter en større undersøgelse af 36 domæner har Trustpilot fået nok og bandlyst webshopejerne Mark Haugaard og Halfdan Harring, der de seneste år har åbnet og lukket flere kritiserede webshops.

Det skriver vi her på Berlingske.

De to forretningspartnere fra Aarhus har i årevis åbnet og lukket et væld af webshops med påstået holdningskorrigerende tøj fra MyPosture og elektrisk mavetræning fra MyMuscle som de mest kendte.

Og det er langtfra kun Gigabutik, hvor Haugaard og Harring markedsfører alt fra selvlysende jakker til mascara, LED-gardiner, øjenvippekrøllejern, magnetiske øjenvipper, lysende tøjbamser, byg-selv-huler, hængehuler og airtracks, som har tiltrukket sig Trustpilots opmærksomhed.

Efter en større undersøgelse af Mark Haugaard og Halfdan Harrings nuværende og tidligere aktiviteter på platformen, der omfatter 36 domæner, tegner der sig et billede af systematiske overtrædelser af Trustpilots retningslinjer.

Lagkagehusets stiftere brænder millioner af uden for Danmark

Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk stiftede i 2008 Lagkagehuset, som siden har udviklet sig til en virksomhed med en omsætning på knap en milliard kroner. I 2017 trådte de helt ud af livsværket, da de gav slip på deres resterende ejerandel og kastede sig i stedet ud i et internationalt kaffeeventyr.

Men al begyndelse er som bekendt svær, og Lagkagehusets to stiftere brænder nu millioner af på deres internationale kafferisteri Copenhagen Coffee Lab. Det skriver Finans.

Et nyt regnskab viser et tab på 30 millioner kr. Resultatet betegnes som »utilfredsstillende« i regnskabet og det dårlige resultatet skyldes til dels med pandemien.

Copenhagen Coffee Lab har 23 cafeer spredt ud over en stribe store byer i Europa fra København i nord til Lissabon i syd.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med:

Her er, hvad seniorinvesteringsstrateg Simon Kristiansen fra Nordea holder øje med fredag:

  • Den står i politikkens tegn i dag, når finansministrene fra G20-landene mødes i Venedig I Italien. Det bliver især interessant at se, om der kommer en diskussion omkring OECD-forhandlingerne om en reform af virksomhedsskattesystemet som 130 lande nu har tilsluttet sig. De største ændringer ser ud til at blive, at selskaber skal betale mere skat i det område, de opererer i, også digitale virksomheder, ligesom også en global minimum virksomhedsskat er på programmet.
  • Derudover taler formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Legarde, ligesom også Bank of Englands Andrew Bailey holder tale. Det er her interessant at høre, om de kommer med nyt omkring den pengepolitiske linje oven på covid-19.
  • På nøgletalsfronten får vi inflationstal fra Kina, BNP-tal for Storbritannien, ligesom vi får tal for industriproduktionen i maj i Italien.

Det sker på markederne

USA – aktier, lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones -0,75 procent
  • S&P 500 -0,86 procent
  • Nasdaq -0,72 procent

Indeks fredag kl. 06.45

  • Japan Nikkei -1,89 procent
  • Hongkong Hang Seng -0,86 procent
  • Kina CSI -0,72 procent