Godmorgen og velkommen til onsdag morgens hurtige Business-overblik nu, hvor dagen nærmer sig at være hele to timer kortere. Det er desværre også i dag, at de lyse nætter, som vi tog hul på 5. maj, slutter, så der ikke længere altid er mindst en lysstribe på nattehimlen.

I dag runder vi blandt andet:

  • Lavere renter kan tiltrække grønne investeringer

  • Ekspert forventer billigere boliglån efter aktiepanik

  • 22-årig bliver hjemme, når han ikke gider arbejde. Snart dominerer hans generation arbejdsmarkedet

  • Elon Musk sagsøger Ørsted, Unilever og Mars efter boykot af X

Men vi begynder på bilmarkedet.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Kina bygger snart alle biler i hele verden

Kinesiske bilmærker stormer frem, og snart bliver stort set også alle Vestens biler bygget på fabrikker i landet. Det scenarie beskrives af en ekspert som »alarmerende«.

Det skriver Finans.

»Selvfølgelig vidste vi, at kinesiske biler eventuelt ville finde vej ud på globale markeder. Men hvad der gør situationen alarmerende, er, at kinesiske brands kun er en del af historien. Nu stormer globale bilproducenter også afsted for at gøre Kina til epicenteret for verdens bilproduktion,« skriver en af verdens førende eksperter i den globale bilindustri, direktør Michael Dunne fra analysefirmaet Dunne Insights.

Kina har nemlig ikke blot fabrikskapaciteten, men også logistikken på plads samt adgang til billige råmaterialer, som især er vigtige i produktionen af el- og hybridbiler.

Kina står i dag for 33,5 procent af verdens bilproduktion målt på volumen – en stigning på 22 procent på fem år. Og en ny analyse fra AlixPartners viser, at kinesiske bilmærker vil sidde på 33 procent af verdens bilmarked i 2030, takket være blandt andet statsstøtte til bilindustrien på 230 milliarder dollar over de seneste ti år.

Det skriver andre medier om

1. Lavere renter kan tiltrække grønne investeringer

Udsigten til et rentefald giver spirende optimisme blandt udviklere af grøn energi. Det vil gøre opsætningen af store vindmølle- og solcelleparker mere attraktivt, for de er dyre at opføre og derfor følsomme over for renteudsving, skriver Finans. »Der er ingen tvivl om, at hvis renten ikke var begyndt at vende rundt igen, så var der en række projekter, som ville være udfordrede,« siger Jens Rasmussen, administrerende direktør i Eurowind Energy.

2. Ekspert forventer billigere boliglån efter aktiepanik

Den globale aktiepanik har sendt renterne i store dyk, og det er godt nyt for danske boligejere. Mikkel Høegh, der er direktør for boligøkonomi i Jyske Realkredit, anser det for sandsynligt, at der derfor kommer 3,0-procentslån i år, skriver Børsen. 4,0-procentslånet ligger nemlig lige nu på vippen til at lukke og blive erstattet med et lån med lavere rente. Kursen er 99, og krydser den 100, lukket obligationen bag lånet for nye udstedelser, og realkreditinstitutterne må derfor ud med nye lån med lavere renter.

3. Elon Musk sagsøger Ørsted, Unilever og Mars efter boykot af X

Multimilliardæren Elon Musks sociale medie, X, sagsøger nu en række større virksomheder med påstanden om, at de ulovligt har konspireret om at boykotte mediet. Det skriver BBC. Unilever, Mars og danske Ørsted er blandt de virksomheder, som nu trækkes i retten, fordi de i 2022 stoppede deres annoncering på X oven Elon Musks kaotiske overtagelse af mediet. Blandt andet var de bekymrede over, om der fremover ville blive fjernet hadefuldt indhold som følge af Elon Musks mere afslappede holdning og de stærkt divergerende udmeldinger om mediets fremtid. Boykotten halverede X' annonceindtægter i det første år efter overtagelsen. Flere juridiske eksperter tror ikke, at sagen holder vand i retten.

Det skriver vi om

1. 22-årig bliver hjemme, når han ikke gider arbejde. Snart dominerer hans generation arbejdsmarkedet

Den 22-årige tidligere formand for SF Ungdom Alexander Blavnsfeldt er en del af en ny bølge, der skyller ind over danske virksomheder. Unge medarbejdere vil bestemme mere og arbejde mindre. Flere topchefer oplever allerede nu fænomenet. Læs historien her.

2. Er bitcoin blevet mainstream? Derfor bløder den sammen med de globale aktiemarkeder

Heller ikke bitcoin slipper for tæsk. Det er et udtryk for, at kryptovalutaen er ved at finde sin plads i det finansielle marked, vurderer eksperter. Læs historien her.

Det bør du også læse

Giganters 100 milliarder dollar i år til kunstig intelligens er kun begyndelsen

Google, Microsoft, Amazon og Meta fortsætter med at skrue op for investeringerne i kunstig intelligens og særligt mere kapacitet på et tidspunkt, hvor flere og flere taler om risikoen for en ny it-boble, og hvor aktiekurserne tager nogle solide nedture. Samtidig dropper Storbritannien stor statslig milliardsatsning på området. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: +0,76 procent

  • S&P 500: +1,04 procent

  • Nasdaq: +1,03 procent

Asien – indeks onsdag kl. 7.00:

  • Japan Nikkei: +3,10 procent

  • Hongkong Hang Seng: +1,31 procent

  • Kina CSI Shanghai: +0,31 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god onsdag!