Business-overblik: Kardashian og andre kendisser sværmer om Novo: Det kan potentielt skade os

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Kendisser og influencere som realitystjernen Kim Kardashian lovpriser Novo Nordisks fedmemiddel, men den interesse kan Novo godt undvære. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX/AFP/RITZAU-SCANPIX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen, kære læser.

Velkommen til torsdagens Business-overblik. Vi har som altid været aviserne igennem, så du kan være opdateret på de vigtigste erhvervsnyheder fra morgenstunden.

I dag står den både på konsekvenser af kødskandalen for slagterigiganten Skare og en kulegravning af, hvordan vores alle sammens pengetank har formået at forvalte vore penge de seneste ti år. Og dommen fra to af landets førende finanseksperter er hård.

Og så skal vi omkring Novo Nordisks succesfulde fedmemiddel Wegovy, der tiltrækker stor opmærksomhed fra amerikanske kendisser.

God læselyst!

Skandaleombrust slagterivirksomhed indgiver konkursbegæring

Efter skandaler og økonomiske problemer har slagterivirksomheden Skare Meat Packers kastet håndklædet i ringen og indgivet en konkursbegæring.

Det bekræfter tillidsrepræsentanten hos Skare over for TV SYD. Nyheden blev overbragt til medarbejderne onsdag klokken 13. Det skete i kølvandet på en yderst turbulent måned for virksomheden i Vejen.

»Vi er dybt berørte allesammen. Vi har godt kunnet se krisen gennem længere tid, men den seneste tid har været hård for alle i virksomheden,« siger tillidsrepræsentant Gunner Herman Straarup til TV SYD.

Kødskandalen begyndte at rulle efter et besøg fra Fødevarestyrelsen, som sidste år fandt 250 ton gammelt kød, hvoraf det ældste stammede helt tilbage fra 2010. Den manglende mærkning af kødet får nu alvorlige konsekvenser for slagterivirksomheden, som efter Fødevarestyrelsens fund måtte vinke farvel til store kunder som Rema 1000 og Salling Group.

Dumpekarakter til ATP: Har udhulet danskernes penge i et årti

I ti år er det ikke lykkedes den obligatoriske pensionskasse ATP at sikre sig imod, at danskernes milliarder bliver udhulet over tid, skriver Berlingske.

Samtidig har pengetanken investeret medlemmernes tvungne bidrag med for høj risiko uden at få tilstrækkeligt ud af det. Sådan lyder konklusionerne fra to af landets absolut førende eksperter indenfor finansiering og pension, Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen.

De er for første gang nogensinde dykket ned i, hvordan ATP egentlig har forvaltet over fem millioner danskeres pensionsopsparinger.

»Vores analyse viser, at ATP simpelthen har klaret sig for dårligt de sidste ti år. Det viser data, det er faktum. Derfor er det vigtigt for danskerne, at ATP bliver lavet om, så vi får en bedre pensionskasse og nogle bedre pensioner for alle danskere,« siger Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS, der især er kendt for kulegravningen af finanskrisens årsager, som udmøntede sig i Rangvid-rapporten.

CBS-eksperternes analyse er blevet igangsat som reaktion på, at ATP har lidt et historisk stort tab på 73 milliarder kroner før skat – svarende til 46 procent af deres frie investeringsmidler – på bare ni måneder i 2022.

Novo er helst fri for stjernerne

I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at Kim Kardashian har gjort brug af Wegovy. Dette er dog ikke tilfældet, da rygterne hverken er blevet be- eller afkræftet.

Onsdag i denne uge kunne Novo Nordisk præsentere et regnskab med en historisk stor omsætning på 177 milliarder kroner i 2022.

Og et af guldæggene hos den danske virksomhed er fedmemidlet Wegovy, der kan give betydelige vægttab.

Det er dog ikke kun patienter med svær overvægt – som produktet ellers er tænkt til – som gør brug af det, og det bekymrer Novo Nordisk administrerende direktør Lars Fruergaard, skriver Finans.

Således har en række amerikanske stjerner i løbet af sidste år gjort opmærksom på, at de gør brug af midlet, selvom de ikke er svært overvægtige.

Det er blandt andet rygterne om, at influenceren, realitystjernen og forretningskvinden Kim Kardashian skulle gøre brug af midlet, der har sat gang i efterspørgslen. Hvorvidt det er tilfældet, er dog ikke blevet be- eller afkræftet.

Elon Musk tweetede desuden sidste år, at han tog Wegovy, og siden er produktet gået viralt på det sociale medie TikTok.

Lars Fruergaard siger til Finans, at det kan skade brandet, når kendisser, der ikke er en del af målgruppen, begynder at gøre brug af produktet.

»Det er ikke noget, som vi hverken stimulerer eller er associeret med på nogen måde. Det er vigtig for os at slå fast, at overvægt er en sygdom. Derfor skal Wegovy være drevet af lægerne, der udskriver det,« siger han.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

Dow Jones: +0,02 procent
S&P 500: +1,05 procent
Nasdaq: +2,00 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.20:

Japan Nikkei: +0,30 procent
Hongkong Hang Seng: +0,44 procent
Kina CSI: +0,19 procent

Tak, fordi du læste med!