Godmorgen og velkommen til torsdagens Business-overblik efter endnu en nat med uidentificeret droneaktivitet i flere danske lufthavne

Kapitalfonden Adelis har købt to danske revisionshuse og er klar til endnu flere opkøb i branchen.

Revisionsvirksomheden Roesgaard og Inforevision, som målt på omsætning er nummer 13 og 15 i Danmark, er de første danske revisionsselskaber, som Adelis Equitys virksomhed Cedra nu overtager. Cedra har også købt revisionsselskaber op i Norge og Sverige, skriver Børsen.

Mark Schneekloth Jensen fra Inforevision og Jens Roesgaard fra Roesgaard bliver administrerende direktører i det, der kommer til at hedde Cedra Danmark.

Martin Welna, der er partner i svenskstiftede Adelis, ser »et meget stort potentiale i dette marked, og vi kommer også til at foretage flere opkøb i Danmark«.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.

Dagens vigtige

Wammen lovede opgør med »kolde hænder« – nu er planen gået i stå. Regeringen har som erklæret mål at skære 1.000 administrative stillinger i staten i 2025. Men ifølge en ny analyse fra CEPOS er afbureaukratiseringen allerede gået i stå, skriver Berlingske. Partier er rasende, men Socialdemokratiet afviser kritikken.

**

Spekulationer om et Mærsk-farvel til børsen. Arbejdes der i al hemmelighed på en plan om at afnotere Mærsk? For få år siden ville det have lydt helt usandsynligt. Men en række bemærkelsesværdige hændelser den seneste tid peger nu i retning af, at familien bag Mærsk kan have truffet en skelsættende beslutning, skriver Berlingske.

**

Novos amerikanske drøm kan trække ud. Der kan gå år, før Novo Nordisks nye topchef, Mike Doustdar, henter de tabte markedsandele tilbage på det vigtige marked for vægttabsmedicin i USA, siger analytikere og Formuepleje, der er blandt landets ti største Novo-investorer, til Finans. Novos amerikanske konkurrent, Eli Lilly, har på et år overhalet Novo Nordisk i USA, så forholdet på vægttabsmarkedet nu er 60-40 til Eli Lilly, mens Novo fortsat har størstedelen af det globale marked.

**

Opsagt togselskab kører mere præcist end DSB. Transportminister Thomas Danielsens (V) fyring af det private togselskab GoCollective modtages med forundring af blandt andet den liberale tænketank CEPOS. GoCollectives rettidighed er nemlig højere end DSBs, som står til at skulle overtage de jyske toglinjer, skriver Jyllands-Posten. I seks måneder i 2024 overholdt DSB målet om, at 75 procent af alle passagerer skal være fremme til tiden. GoCollectives mål om 88,2 procents rettidighed blev tilsvarende overholdt i seks af de 12 måneder.

**

Rusland mangler penge til krig – vil hæve moms. Det russiske finansministerium ønsker at hæve momsen fra 20 til 22 procent i 2026 for at rejse penge til krigen i Ukraine og håndtere et svulmende budgetunderskud, skriver nyhedsbureauet Reuters. Meldingen kommer, samtidig med at USAs præsident, Donald Trump, har kaldt Rusland for »en papirtiger«, som står i »store økonomiske problemer«. Væksten i russisk økonomi står til i 2025 at falde til en procent mod 4,3 procent i 2024, og underskuddet står til at udføre 2,6 procent af bruttonationalproduktet – det højeste siden krigens begyndelse i februar 2022.

God torsdag!