Godmorgen og velkommen til Business-overblikket. 

Jyske Realkredit og Jyske Bank lancerer i dag et nyt realkreditlån, Jyske Frihed. Det skriver Børsen og banken selv i en pressemeddelelse. 

Det er et lån, hvor renten bliver tilpasset hver tredje måned, ligesom man kvartalsvist kan slå afdragsfrihed til eller fra på lånet. Selvom renten er variabel, kan man også vælge at få en fast ydelse på lånet, hvis man samtidig afdrager, lyder det. 

Ingjerd Blekeli Spiten, bankdirektør for Privat og Wealth Management i Jyske Bank, siger til Børsen, at banken forventer, at det nye lån vil være attraktivt for en del af de kunder, der i dag har et F1-lån. 

»Vi ser, at konkurrencen er hård lige nu. Og der er flere kunder, som har efterspurgt denne type produkt fra os, så vi mener, det er vigtigt for os, at vi har en fleksibel produkthylde,« siger Ingjerd Blekeli Spiten til avisen. 

Nykredit og datterselskabet Totalkredit er forrest i den hårde konkurrence og øgede sidste år sin markedsandel fra 52 procent til 52,7 procent af markedet, skriver Børsen. 

Finans beskrev tirsdag, hvordan Nykredit Realkredit og Totalkredits samlede udlån siden 2015 er gået frem fra cirka 680 milliarder kroner til cirka 968 milliarder kroner i 2025. 

I samme periode er Jyske Realkredits udlån gået frem fra 123 milliarder kroner til cirka 191 milliarder kroner, og også Nordea Kredit havde øget sit udlån. 

Det eneste af de fire største realkreditselskaber, hvis udlån er mindsket de seneste ti år, er Danske Banks realkreditselskab, Realkredit Danmark, skrev Finans. 

Status på markederne

De asiatiske kurser er aflæst 7.16, mens der er tale om lukkekurserne for Danmark og USA.
De asiatiske kurser er aflæst 7.16, mens der er tale om lukkekurserne for Danmark og USA.

Dagens vigtige

SpaceX laver aftale om retten til at købe ai-startup. For at indhente rivalerne inden for kunstig intelligens har Elon Musks SpaceX indgået en aftale om rettigheden til at købe Anysphere, der står bag Cursor, der er et ai-assisteret koderedigeringsværktøj. Det skriver Financial Times

SpaceX har fået retten til at købe Anysphere for 60 milliarder dollar, 382 milliarder kroner, i år. 

**

Royal Unibrew-aktien i største fald nogensinde efter tabt Pepsi-aftale. Tirsdag mistede Royal Unibrew 24,8 procent af sin markedsværdi, hvilket er det største fald i selskabets historie. 

Aktien styrtdykkede efter nyheden om, at Carlsberg overtager produktionen og distributionen af Pepsicos læskedrikke i hele Norden og Baltikum fra 2029, skriver Ritzau

**

Oliepris falder efter forlængelsen af våbenhvile med Iran. Prisen på olie faldt tirsdag aften til under 100 dollar pr. tønde, skriver Reuters. Det skete, efter Donald Trump meddelte, at USA forlænger våbenhvilen med Iran. Onsdag morgen klokken 7.05 er prisen på en tønde brent-råolie på 98,371.

**

Kun én dansk straffesag, der blev udløst af Panama Papers, efterforskes stadig. I disse uger er det ti år siden, at afsløringerne fra Panama Papers kom frem. Lækkene førte i udlandet til faldne statsministre, fængsler og opgør med hemmelighedskræmmeri i flere skattely. Men herhjemme er alle straffesager om skatteunddragelse kollapset, undtagen én, nemlig den vedrørende Nordea, skriver Berlingske

God dag!