Business-overblik: Juledepression breder sig på aktiemarkederne

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Arkiv/ Spencer Platt. Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

God morgen, velkommen til ugens første nyhedsoverblik fra Berlingske Business. Blandt andet med nyt om den mulige spionagesag i Velux og Karstens Dybvads rolle som bestyrelsesformand for Copenhagen Business School. Men vi starter med aktiemarkederne, som begynder ugen med store kursfald.

1
Aktieugen starter helt i rødt

Det gør ondt at være aktionær i øjeblikket. Fredag sluttede aktiemarkederne ugen med fald, og de er fortsat her til mandag morgen med store kursfald i Asien. Forrige uges våbenhvilen i handelskrigen mellem USA og Kina kom således ikke til at give optimisme til aktiemarkederne ret længe.

De nye kursfald kommer blandt andet på grund usikkerhed om den 46-årige Meng Wanzhou, der er blevet anholdt i Canada, som led i USAs efteforskning af den kinesiske telegigant Huawei. Meng Wanzhou er datter af grundlæggeren og har spillet en ledende rolle i selskabet.

På aktiemarkederne ser den gode julestemning derved ud til at blive afløst af en juledepression. Det skyldes også en række skuffende nøgeltal fra USA og Japan.

Fredag kom kongetallet i form af jobtal fra USA, og der blev kun skabt 155.000 nye job i november, hvilket var 45.000 mindre end forventet. Og samtidig var der revision af de seneste to måneder.

Men det er langt fra de eneste problemer for aktiemarkederne i øjeblikket.

»Den fortsatte usikkerhed omkring handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, hvor der nu er fastsat en deadline til den 1. marts, samt tirsdagens afstemning om Brexit-aftale i det britiske parlament er heller ikke befordrende for stemningen blandt de internationale aktieinvestorer,« hedder det i en kommentar fra Nordea.

Næsten samme melding lyder fra investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen.

»Investorerne reagerer i noget som minder om panik og de daglige udsving er nu ikke længere blot større end de meget små udsving, som prægede 2017, men også større end normalt. Den normale gode stemning, som præger perioden fra oktober til og med januar i det følgende år, synes meget langt væk,« skriver Per Hansen.

Han mener, at investorerne mere eller mindre har opgivet mulgiheden for at den britiske premierminister Theresa May kan få stemt Brexit-aftalen hjem.

2
Sag om mulig spionage i problemer

Sagen om mulig industrispionage i Velux er kommet i nye problemer. Nordsjællands Polti er under tidspres og kan blive tvunget til at opgive sagen.

Det skriver finans.dk.

Problemet for Nordsjællands Polti er, at den ansvarlige anklager på sagen Martin Broms er stoppet i retten i Glostrup. Derved fortsætter rækken af nøglepersoner i sagen med at forsvinde.

Nordsjællands Politi har været så langsomme i sagen, at retten i Helsingør i august helt ekstraordinært satte en deadline for afslutningen af efterforskningen af sagen på seks måneder.

Har politiet ikke rejst en anklage inden da, falder sagen til jorden. Kendelsen blev afsagt efter, at anklager Martin Broms i retten oplyste, at flere anklagere var fratrådt under sagen.

Over for Jyllands-Posten bekræfter Martin Broms, at han stoppede hos Nordsjællands Politi i november for at tiltræde en »drømme stilling.«

3
Tjener godt på iværksættere

De danske iværksættere tiltrækker sig i øjeblikket stor opmærksomhed, og de er i stand til at tiltrække store millionbeløb fra bugnende pengetanke.

Det skriver Berlingske Business.

I baggrunden står en række hovedrige erhvervsfolk, som med kapital og viden er med til at løfte sprøde forretningsideer op til flyvefærdige virksomheder.

4
Dybvad stoppede for nye samarbejder med Danske Bank

Helt som ventet blev nu tidligere adm. direktør i Dansk Industri, DI, Karsten Dybvad i fredags valgt som ny bestyrelsesformand for Danske Bank efter Ole Andersen.

Men nu viser det sig, at han samtidig har haft en lidt speciel rolle i forhold til Danske Bank. Karsten Dybvad er nemlig formand for bestyrelsen hos Copenhagen Business School, CBS. Og CBS stoppede for to måneder siden nye samarbejder med Danske Bank på grund af hvidvasksagen.

Det skriver Børsen (kræver abonnement).

Karsten Dybvad kan ikke selv se nogen sammenhæng.

»Jeg tror, hvis man skal se en sammenhæng der, så skal man godt nok tænke på en helt særlig måde,« siger Dybvad til Dagbladet Børsen.

I oktober sagde CBS-rektor Per Holten-Andersen, at Handelshøjskolen ikke vil indgå nye samarbejder med Danske Bank, »før der udpeges en ny topledelse«.

Omkring nye samarbejder mellem CBS og Danske Bank understreger Karsten Dybvad, at han ikke vil være en del af beslutningen, når den slags samarbejder eventuelt skal diskuteres.

»Når CBS' bestyrelse skal drøfte det, så er det helt sikkert ikke med mig ved bordet. Det vil jeg nok være inhabil til at tage stilling til,«siger Karsten Dybvad.

Det sker på markederne

De asiatiske aktiemarkeder starter ugen med massive kursfald mandag, hvor bekymringer over en langsommere vækst og frygte for en ny opblussen i spændingerne mellem Washington og Beijing eliminerer investorernes risikotrang.

  • Nikkei 225 i Japan: - 2,2 pct.
  • Hongkongs Hang Seng: -1,6 pct.
  • China Shanghai Composite: -0,9 pct.
  • Sydkoreas Kospi: -1,4 pct.

Det skal investorerne holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet skriver tre ting, som investorerne skal holde øje med idag:

  • ISS aktien burde egentlig være en af de steder, hvor investorerne kunne gå i hi for aktiestormvejret. Sådan har det dog ikke været og aktien er de seneste uger også faldet markant. Det skyldes ikke kun en analytikernedjustering, men også et stigende antal hedgefonde, som har solgt sig kort i aktien.
  • Ligesom investorerne troede at Trump og XiJinping havde banet vejen for en måske handelsaftale med hinanden, ændrede anholdelsen af Huaweis finansdirektør alt på de finansielle markeder. Investorerne venter spændt på hvad der står i det næste kapitel om Huawei, Kina og USA.
  • I morgen er der afstemning om hvorvidt politikerne i det britiske underhus ”House of Commons” kan stemme for Mays Brexitaftale. Det ser meget svært ud og investorerne har i et vist omfang indstillet sig på, at det bliver meget svært at få en aftale hjem.