Godmorgen og velkommen til ugens første Business-overblik på denne solrige morgen.

Vi skal i dag blandt andet forbi serieinvestoren Jesper Buch, der har lavet en god investering. Men vi begynder med historien om et stort kuldsejlet milliardprojekt:

Milliardplan i Tuborg Havn er endt med konkurs og retsopgør

Alt så lyst ud, da ejendomsselskabet Fenero Capital kastede sig ind i kapløbet om at bygge luksusboliger i det nye liebhaverområde Tuborg Havn i Hellerup. Tyske banker, anerkendte danske advokatkontorer og entreprenørkæmpen NCC var på plads i milliardplanen. Men det gik helt galt.

Fenero Capital endte med at gå konkurs, og politiet skal nu undersøge, om selskabet har opdigtet oplysninger om en bankkonto i Monaco med 550 millioner kroner, skriver Berlingske.

På en grund til cirka 800 millioner kroner skulle der opføres over 50.000 kvadratmeter boliger og 25.000 kvadratmeter parkeringspladser. Planerne blev aldrig til noget. Efterfølgende har advokatselskabet Bruun & Hjejle stævnet Fenero Capital for et millionbeløb og vundet sagen, ligesom Fenero Capital har indgået forlig med NCC. Kurator i boet efter Fenero Capital har varslet at ville overdrage sagen til politiet efter at have fundet flere mistænkelige forhold.

Du kan også indlede dagen med at lytte til Berlingskes nyhedsoverblik her.

Er du kvinde og ansat i en bank, får du nok for lidt i løn

En ny analyse, som HBS Economics har lavet for de bankansattes fagforening, Finansforbundet, viser, at 7,7 procent af de 18,2 procent, som er forskellen på mandlige og kvindelige ansattes løn i sektoren, ikke kan forklares, skriver Børsen.

Undersøgelsen tager ikke højde for barsel, og forskellige lønsystemer er med til at sløre billedet.

»Vi ser en tendens til, at som jobbet udvikler sig, eller der kommer flere opgaver på bordet, bliver kvinderne hængende lønmæssigt, og de siver ikke i samme grad op gennem organisationen, som mændene gør,« siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet, til avisen og understreger, at det ikke nødvendigvis betyder, at de kvindeligt ansattes løn skal sættes op med 7,7 procent.

En arbejdsgruppe skal nu dykke yderligere ned i, hvorfor kvinder tjener mindre end mænd. Indsatsen på jobbet, mulig diskrimination og evnen til at forhandle løn kan være årsager til forskellen.

Jesper Buch rammer plet med stor løveinvestering

Sidste år sikrede det danske modebrand Basic Apparel sig den hidtil største investering i DR-programmet »Løvens Hule«, og den ser nu ud til at være givet godt ud.

Modebrandet har nemlig leveret en rekordhøj omsætning på 17 millioner kroner i 2020, hvilket er omkring fire millioner kroner mere end året forinden. Det skriver Finans.

Serieinvestor og Just Eat-stifter Jesper Buch løb i programmet med 23 procent af Basic Apparel for to millioner kroner

Og ifølge brandets stifter, Camilla Balle, har den garvede forretningsmand allerede sat sit præg på regnskabet. Han har været med til at udfordre brandets strategi og flytte fokus fra bund- til toplinjen, fortæller hun til Finans.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har fra ugens start fokus på disse tre punkter:

  • Inflationsdebatten har om ikke mistet momentum, så har investorerne dog i det mindste skubbet frygten i baggrunden. Stimulansivrige centralbanker betoner, at de ikke er bange for inflation, og at den vil være forbigående og mere en form for prishop end vedvarende prisstigninger. Indtil videre køber investorerne den forklaring. Renterne har igen lagt til sig ro. Er det stilhed før stormen?

  • Ambu har ført en kursomskiftelig tilværelse siden kvartalsregnskabet. Daglige kursudsving på fem procent har været hverdag de seneste uger. Sker det også i dag på en generelt nyhedsfattig dag?

  • Olieprisen (Brent) nærmer sig 70 dollar. Dermed er olieprisen helt tilbage på niveauet før covid-19-krisen. Efterspørgslen har været lavere, men måske har OPEC genvundet sin status. Høje og stigende oliepriser kan være en udfordring for forbrugerne og er det i hvert fald for blandt andet luftfartsselskaberne. Stiger olieprisen yderligere?

Det sker på markederne

USA lukkekurser fredag

  • Dow Jones: +0,19 procent

  • S&P 500: +0,08 procent

  • Nasdaq: +0,09 procent

Asien – aktieindeks mandag kl. 06.30

  • Japan Nikkei: -1,09 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,50 procent

  • Kina CSI: -0,20 procent