Business-overblik: Jesper Buch gør det igen – sælger Hungry fra i sin næststørste handel

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Serieiværksætter Jesper Buch, som er kendt fra tv-programmet »Løvens hule«, går fra sin investering i takeawayvirksomheden Hungry med et pænt stort beløb. Mathias Svold

Godmorgen, og velkommen til ugens sidste Business-overblik.

Som altid klæder vi dig på med dagens vigtigste erhvervsnyheder. I dag når vi omkring forsyningsproblemerne, der ser ud til at forsætte i lang tid endnu, vi skal forbi historien om en kendt iværksætters næststørste frasalg til dato, historien om hård kritik af regeringen for at undervurdere risikoen for en økonomisk krise og historien om, at elbilsalget i Danmark har nået helt nye rekordhøjder.

God læselyst!

Du kan også indlede dagen med at lytte til Berlingskes nyhedsoverblik her.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Transportgiganternes nedslående melding: Forsyningsproblemer vil fortsætte lang tid endnu

Sko, møbler, cykler og mange andre produkter mangler i butikkerne.

For blot et par måneder siden tegnede det til at være en forbigående udfordring. Men udviklingen er langt fra forløbet som forventet, og udsigterne til en løsning ligger længere ude i fremtiden, lyder det fra Danmarks to største transportkoncerner DSV og A.P. Møller - Mærsk.

Mærsk var blandt de selskaber, som i sommer troede, at situationen ville rette sig i løbet af efteråret.

»Jeg har tidligere sagt, at tingene ville blive normaliseret i efteråret, men det var for optimistisk. Det her kommer til at vare et pænt stykke ind i 2022,« siger Lars Mikael Jensen, der er netværkschef i Mærsk, til Berlingske.

Dansk elbilsalg sætter ny rekord

45 procent af samtlige solgte biler i Danmark var i september hybrid- og elbiler, hvilket er ny rekord.

Det viser friske tal fra De Danske Bilimportører.

Dermed bliver rekorden fra august i år, hvor andelen var på 40 procent, slået.

Tilsammen blev der solgt 14.222 personbiler i september.

»De opladelige biltyper nærmer sig med hastige skridt halvdelen af det samlede salg af nye personbiler. De gode forudsætninger for bilsalget er i den grad til stede med en dansk økonomi, som brager af sted. I tillæg er mange usikkerhedsfaktorer forsvundet over det seneste år, og danskerne har pæne formuer stående, og det giver altså solide forudsætninger for bilsalget,« siger privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

Af de 45 procent udgør de ægte elbiler nu cirka 22 procent af bilsalget, hvor hybridbiler – som har både forbrændings- og elmotor – udgør omkring 23 procent.

Hård kritik af regeringen: I undervurderer risikoen for en økonomisk krise

Den danske økonomi er inde i et forrygende comeback med et brag af en stigning i beskæftigelsen og et solidt dyk i ledigheden. Nu viser det sig, at det også går rigtig stærkt, når det gælder landets samlede produktion i form af BNP.

Faktisk går det så stærkt, at regeringens prognose tilbage fra august allerede er blevet overhalet i positiv retning, og det viser, at regeringen har undervurderet opsvingets styrke og nu undervurderer risikoen for en overophedning af dansk økonomi.

Sådan lyder det fra Tore Stramer, der er cheføkonom for erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

»Den skæve prognose fra Finansministeriet øger desværre risikoen for politikfejl, da opsvingets egentlige styrke i øjeblikket undervurderes. Risikoen for at finanspolitikken bliver strammet for sent, og at politikerne nøler med nye reformer, der øger kapaciteten i dansk økonomi nu og her, er desværre overhængende,« siger han til Berlingske.

Jesper Buch sælger Hungry fra i sin næststørste handel

Serieiværksætter og erhvervsmand Jesper Buch høster nu sin næststørste gevinst nogensinde, efter at den danske takeawaytjeneste Hungry nu rykker på udenlandske hænder.

Hungrys storejer, det tyske udbringningsfirma Delivery Hero, har nemlig købt alle øvrige aktionærer ud i en handel til 250 millioner kroner, skriver Finans.

»Det er min næststørste exit gennem tiderne. Så jeg har virkelig optur lige nu og er bare taknemmelig for, at jeg fik lov til at være med,« siger Jesper Buch, der ejer 15 procent af Hungry og går fra sin investering med et »rigtig pænt tocifret« millionbeløb.

Han var med til at opbygge og siden – i 2011 – sælge takeawaykæden Just Eat.

Stifter og medejer Morten Larsen fortsætter i spidsen for Hungry sammen med administrerende direktør Rune Risom. De to får nu rygdækning til en endnu kraftigere satsning for at overhale Just Eat i Danmark og blive størst.

Hungry, som flere end 2.200 restauranter i dag er koblet på, vil snart begynde at levere blandt andet dagligvarer, tøj, blomster og kosmetik.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Her er, hvad investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet blandt andet holder øje med i dag:

  • I USA offentliggøres kl. 16.00 dansk tid ISM for fremstillingssektoren. Der forventes et højt aktivitetsniveau. Er den amerikanske økonomi fortsat i høj fremdrift? For meget er for meget (skidt for renteudviklingen) og for lidt er for lidt (så taber økonomien momentum).

  • September måned har ikke været særlig god og venlig for og ved investorerne. Det bedste, man reelt kan sige om september set ud fra et aktiesynspunkt, er, at det er godt, at måneden er overstået. Markerer oktober begyndelsen til noget bedre?

  • AMBU har tabt næsten 15 procents aktiehøjde over de seneste uger. Er det generel nervøsitet, billedet på dansk aktienedtur eller et negativt forvarsel for det kommende kvartal?

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: -1,59 procent

  • S&P 500: -1,19 procent

  • Nasdaq: -0,44 procent

Asien – indeks fredag kl. 6.45:

  • Japan Nikkei: -2,49 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,36 procent

  • Kina CSI: +0,90 procent