God morgen og velkommen til fredagens og altså ugens sidste Business-overblik efter endnu en nat med mange indrapporteringer om droner over Danmark

Danmarks grønne industri har de seneste år oplevet en nedtur så omfattende, at Danmark frem til 2035 står til at gå glip af grønne investeringer for over 500 milliarder kroner.

Dermed bliver der brug for 30.000 færre fuldtidsansatte årligt til at omstille Danmark, end der var udsigt til for blot et år siden, viser en omfattende analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cowi for fagforbundet 3F. Det skriver Finans.

En chokeret 3F-formand Henning Overgaard kalder det »et kæmpe tilbageslag for alt det, der handler om vores fælles fremtid«. Han har troet på, at klimainvesteringer ville give jobsikkerhed, forsyningssikkerhed og færre naturkatastrofer.

En stor del af 3Fs medlemmer risikerer at miste deres job i de mest CO2-udledende industrier men risikerer nu ikke at kunne komme over i grønne jobs i stedet.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag.

Dagens vigtige

Trump indfører 100 procents straftold på medicin og møbler. USAs præsident Donald Trump indfører fra 1. oktober 100 procents straftold på alle patenterede lægemidler, medmindre medicinalselskaberne bag er ved at bygge fabrikker i USA, samt 50 procent på køkkenskabe og badeværelsesvaske samt 30 procent på polstrede møbler, skriver nyhedsbureauet Reuters og BBC. Det fik fredag morgen medicinalaktierne til at falde på de asiatiske børser. Brancheorganisationen Pharmaceutical Research and Manufacturers of America siger, at straftolden risikerer at påvirke de nye investeringer for hundreder af milliarder dollar i USA, som virksomheder har meldt ud.

**

Magtfuld fagboss vil give erhvervslivet skattelettelser. Henning Overgaard, formand for Danmarks største fagforening 3F, har kæmpet imod det i årevis men foreslår nu at sænke selskabsskatten med to procentpoint, skriver Berlingske. Dog kun for virksomheder, der har overenskomst. En belønning til dem, der tager ansvar, lyder det fra fagforeningsbossen.

**

Dansk familie har lukreret på Ruslands krig – nu taber den millioner. Ruslands invasion af Ukraine har længe sikret økonomisk medvind til det danske selskab Aller Petfood Group, som sælger foder til dyr. Et nyt regnskab viser dog, at lykken er vendt for ejerne, Henriette og Frederik Bylling, skriver Berlingske.

**

Ørsteds søkabler er i Trumps søgelys. Retsdokymenter viser, at den amerikanske regering er bekymret for, at når USA stoppede Ørsteds vindmøllepark ud for den amerikanske kyst, skyldtes det bekymring for, at havbundens lyslederkabler kan udgøre en militær trussel, fordi de kan være en guldmine af informationer. Elkablerne suppleres i mange tilfælde af lyslederkabler, der kan overvåge for eksempel lyd eller temperatur, altså hvad der foregå på og under havoverfladen som et anker, der lander tæt på kablet, eller hvis en dykker eller ubåd passerer, skriver Børsen.

**

TikTok-salg i USA på plads. Donald Trumps underskrift torsdag på salget af det kinesiske videomedie TikTok i USA betyder, at det nu ikke længere udgør en national sikkerhedstrussel. Det giver 120 dage til at få detaljerne på plads. TikTok bliver ifølge Det Hvide Hus omkring 14 milliarder dollar værd. Abu Dhabis statslige investeringsfond MGX bliver sammen med kapitalfonden Silver Lake og it-giganten Oracle de største investorer, skriver Financial Times. TikToks ejer ByteDance og Kina mangler endnu at bekræfte aftalen, der gælder 170 millioner månedlige brugere i USA, halvdelen af befolkningen. ByteDance vil fortsat eje 19,9 procent af selskabet.

God fredag og god weekend!