Business-overblik: Ingen krise her – danske virksomheder i bølge af opjusteringer

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Der er fuld fart på transportbranchen i øjeblikket. Mærsk og DSV er blandt de 11 C25-virksomheder, der har opjusteret deres forventninger i denne regnskabssæson.  AMR ABDALLAH DALSH/Reuters

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.

Vi skal i dag forbi stigende vindmøllepriser, løsepenge i it-verdenen og ikke mindst den barske, nye virkelighed for Københavns hoteller. Men vi starter med en positiv nyhed fra den danske regnskabssæson.

Opjustering efter opjustering efter opjustering

17 ud af de de danske C25-selskaber er kommet med regnskab, og ifølge Børsen ser det allerede rigtig fornuftigt ud. 11 af dem har nemlig opjusteret deres forventninger til 2021-resultatet på trods af, at der stadig er meget usikkerhed.

»Det er vel først og fremmest et udtryk for, at man satte barren relativt forsigtigt i begyndelsen af året, da man ikke rigtigt vidste, hvordan pandemien ville udvikle sig,« siger Niels Leth, aktieanalysechef i Carnegie, til Børsen.

Avisen skriver, at opjusteringerne er kommet på tværs af brancher, men at transportrelaterede virksomheder skiller sig særligt positivt ud – herunder Mærsk og DSV, der i øjeblikket rider på en bølge af høj efterspørgsel, stigende forbrug og mangel på kapacitet, der har banket fragtraterne i vejret.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Er løsepenge en forsikringssag?

En stigning i antallet af hackerangreb får forsikringer mod it-kriminalitet til at skyde i vejret. Ifølge forsikringsmæglerkoncernen Marsh er forsikringer mod cyberangreb steget 56 procent i gennemsnit i andet kvartal i USA, hvor prisen i Storbritannien er steget 35 procent. Det skriver Finans.

En af diskussionerne i forsikringsbranchen lige nu går ifølge mediet på, hvad der skal være dækket af en forsikring – for eksempel om løsepenge hører ind under. Der er stigende bekymring for, at forsikringsdækkede løsepenge er med til at fremme cyberkriminaliteten og gøre angrebene mere interessante for hackere. Et andet spørgsmål er, hvorvidt forsikringsselskaberne skal udbetale en løsesum til hackere i lande, som vesten normalt ikke ønsker at handle med.

Blandt danske virksomheder, der har været udsat for hackerangreb de seneste år, er Mærsk blandt de mest opsigtsvækkende. I 2017 blev virksomheden ramt af et angreb, der ifølge det efterfølgende regnskab kostede shippinggiganten 1,3-1,9 milliarder kroner.

Ny virkelighed for Københavns hoteller

Sidste år var det seksdagesreglen, i år er det mangel på arbejdskraft og rejserestriktioner. Hotelbranchen er stadig en af de hårdest ramte under coronakrisen, og flere markante hoteller indstiller sig nu på en ny virkelighed. Det skriver Berlingske.

Dorte Krak, der er administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group, som ejer i alt 13 hoteller, blandt andre Tivoli Hotel og Phoenix Copenhagen, fortæller, at lige nu har hun en belægning på 25 procent, så dermed er der langt til de 75 procent, hotelkæden så før krisen.

»Man kan synes, det er synd for os, men det er også synd for Danmark og København. For hvis ikke man har en attraktiv turismeindustri, så kan det danske erhvervsliv, kulturliv og gastronomi ikke være med på den internationale scene,« siger hun.

Vindmøllepriser på himmelflugt

Prisen på vindmøller står til at tage et ordentligt spring i vejret over de næste 12 til 18 måneder, drevet af blandt andet en kæmpe stigning i råvarepriser. Det skriver Bloomberg.

Ifølge en rapport fra research- og konsulenthuset Wood Mackenzie vil prisen på vindmøller stige 10 procent til 825.000 euro pr. megawatt fra 750.000 euro pr. megawatt nu. Over det seneste år er prisen på materialer til at bygge vindmøller med – for eksempel stål, kobber og aluminium – eksploderet, efter at coronapandemien har skabt stor global mangel på varer.

De stigende råvarepriser har allerede gjort ondt på verdens største vindmølleproducenter. Danske Vestas Wind Systems kom i sidste uge med en nedjustering af sine 2021-forventninger, mens Siemens Gamesa tidligere på året kom ud med et kvartalsunderskud.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, giver her sine bud på tre ting, som investorerne bør holde øje med på markederne tirsdag:

  • I løbet af i går så vi røde aktiemarkeder over det meste af verden, mens de amerikanske aktieindeks holdt niveauerne. Dagen i dag vil formentlig byde på flere overskrifter fra krisen i Afghanistan, men det vil have yderst begrænset indflydelse på finansmarkederne. Derimod vil der komme fokus på centralbankerne endnu engang, eftersom centralbankchef Jerome Powell skal på talerstolen. Investorerne vil nemlig igen, som det var tilfældet, efter at centralbanken i juni annoncerede, at man nu taler om at stramme pengepolitikken,  søge mere information om kriterierne for og timingen af den pengepolitiske opstramning.

  • På den økonomiske nøgletalsfront vil det være værd at holde øje med 2. kvartals-BNP-tal fra Europa, mens USA giver os et praj om detailsalget, industriproduktionen og tal for pulsen på boligmarkedet i USA i form af NAHB Housing Market Index for juli. I lyset af den seneste svagere end ventede rapport om forbrugertilliden i fredags, er der risiko for, at vi får et skuffende tal senere i dag.

  • Home Depot, BHP, og Walmart aflægger regnskab. Der vil også komme fokus på den danske smykkeproducent Pandora, der også aflægger regnskab.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA (lukkekurser mandag):

  • Dow Jones: +0,31 procent

  • Nasdaq: -0,20 procent

  • Standard & Poor’s 500: +0,26 procent

Asien (aflæst kl. 06.40)

  • Japan Nikkei: +0,13 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,68 procent

  • Kinas Shanghai Composite: -0,48 procent